Læseglæde: I disse dage ser min familie temmelig meget flow-tv i forhold til, hvad der i hvert fald i vores streaming-familie er normalt. Fordi: Der er VM i håndbold. Igen og igen taler håndboldeksperter om spilleglæde og begejstring, der smitter – eller mangel på samme. Og det gav mig lyst til at skrive om læseglæde.
Nå. Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg er sådan en, der kun holder med Danmark og danske sportsudøvere, når det går godt. Da jeg var på Mallorca i sommer under VM i fodbold, og Danmark fik en drømmestart på ottendedelsfinalen mod Kroatien, blev jeg pludselig glødende fodboldfan, fordi jeg lige kunne se mig selv sidde på en lokal bar i bjergene i det nordvestlige Mallorca og se Danmark vinde VM med et glas sangria i hånden. Landsholdet tabte som bekendt kampen, og så blegnede min interesse med samme hast, som min sorte soltop i solen.
Jeg har det lidt på samme måde med VM-håndbold. Begynder Mikkel Hansen og co. at spille ringe, går jeg min vej, og jeg ser helst kun de afgørende kampe, hvor der venter et fint trofæ som belønning. Mere trofast er jeg ikke.
Men når man som jeg deler hus med en mand, der er sådan en type, der stadig kan få tårer i øjnene, når han taler om miraklet i Madrid i 1994, da OB slog Real Madrid. Og når man er mor til børn, der går en del op i sport, så har jeg ikke kunne undgå at høre ordet spilleglæde igen og igen fra eksperter på tv. Og hørt at spilleglæde smitter, hvis først en spiller udviser glæde og entusiasme ved spillet.
Det er jo det samme med læseglæden. Den smitter. Og hvor min entusiasme for at se sport enten live eller på tv er begrænset, så har læseglæden været en følgesvend hele livet. Min mor har lystigt fortalt, hvordan jeg som ganske lille kommanderede med mine forældre og forlangte læsestof, mens jeg gjorde det, man nu gør, når man sidder på potte. Og det første, jeg for alvor begyndte at samle på – og selv betalte for – var tegneserier. Og som du ved, hvis du følger bloggen trofast, så blev min glæde for krimigenren vakt ganske tidligt.
Jeg kan dog pege på mange bøger, der har haft betydning for mit liv. Bøger i mange forskellige genrer. Lindgrens Mio, min Mio og Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer. Klaus Lynggaards ord om Martin & Victoria og deres komplicerede forhold og Tolkiens fantastiske univers. Tænk engang: Jeg kunne være inde i hovedet på et køn, der ikke var mit eget, og jeg opdagede, at der var mange forskellige måder at være i verden på. Som barn og ung var det noget af en øjenåbner at læse bøger.
På en eller anden måde har bøger altid været en del af mit liv. Også professionelt.
Jeg nyder at høre om folk, der – efter mange år uden bøger – får læseglæden tilbage. Eller opdager den for første gang. Som moren til en dreng, min ældste søn år tilbage gik i klasse med. For første gang i sit liv oplevede hun glæden ved at læse igennem E. L. James erotiske romance-trilogi. I dag er hun midt i fyrrerne og sluger alle slags litteratur med glubsk appetit. Skønt.
Og fryden ved at give et barn en bog, som gør indtryk, er kolossal. Mine tre børn får bestemt ikke, hvad de peger på, men når de ønsker sig bøger, bliver mine ben splattede som glaze og vejen til et svingende dankort mindre. Og heldigvis holder to ud af tre arvinger trods digitale fristelser fast i bøgerne. Jeg håber, læseglæden vender tilbage hos min 17-årige snapchattende søn.
Da professor i psykologi Svend Brinkmann i 2017 åbnede BogForum, sagde han bl.a:
I gymnasiet havde jeg en t-shirt, hvor der stod: ”A book a day keeps reality away” med tilføjelsen ”Kafka havde det heller ikke for morsomt”. Måske har nogen af jer den samme trøje? Og det er sandt: Bøger kan tilbyde velgørende eskapisme og holde verden væk.
For mig har bøgerne aldrig været en flugt eller noget, jeg har brugt for at skabe en social forandring, som blandt andre krimiforfatter Steffen Jacobsen og kvinden bag Læs for Livet Rachel Röst har oplevet det. Men selvfølgelig har også jeg læst for at få et frirum. For at glemme. Men bøger har for mig været et herligt og vigtigt supplement til et udadvendt liv og en temmelig tryg opvækst i et hjem med bogreoler, der bugnede.
Alligevel har litteratur forandret mit liv. For måske er der noget om, at al litteratur handler om at forstå sig selv bedre? Bøger har gjort mig klogere, givet mig indblik i miljøer, jeg ellers ikke ville komme tæt på, har givet mig empati, viden og indsigt.
Bøger har fået mig til at gyse og græde, holde af og holde med. Har udvidet mit ordforråd og min forståelse for verden. Skubbet til min fantasi og nysgerrighed. Underholdt mig og engageret mig. Og selvfølgelig også fået mig til at tænke: Godt det ikke er mig. Jeg er blevet udfordret og forarget og forfærdet.
At smitte andre med læseglæde er herligt. Indimellem får jeg søde mails fra bloglæsere, der begejstret har læst en bog, jeg har anbefalet. Eller mails fra læsere, som takker mig for at have introduceret en forfatter, de ikke kendte.
Jeg håber, læseglæden sprudler hos dig. Eller måske i det mindste spirer en smule, når du surfer rundt på bloggen.
God læselyst. Og kom så Danmark. Jeg er klar på at hylde håndboldherrerne, hvis de vinder guld på søndag.
Og lad os så lige huske også at hylde alle dem, der er med til at sprede læseglæde: Den lokale boghandel og forfatteren, der selv udgiver sine bøger. Det kæmpestore forlag. Kulturjournalisterne og de dygtige bibliotekarer rundt omkring på landets biblioteker. Bogbloggerne. Børnehavepædagogen med læsekufferten. Mormoren, der læser højt for sit barnebarn. Og den dér lærer i folkeskolen, der udfordrede din læselyst.
Tak for det indlæg, Rebekka.Jeg skulle egentlig have arbejdet lidt mere på computeren, men nu bliver den slukket, for pludselig kunne jeg høre, hvor højt min bog kalder. Jeg er i gang med Jan Guillou’s Det Store Århundrede, bnd 6, Ægte amerikanske cowboybukser.
Jamen selv tak Birthe. Og rigtig god læselyst.
SÅ fint beskrevet!
Tak – og dejligt du læser med.
Kh Rebekka