Nye krimier efteråret 2017


Nye bøger: Efterår er krimitid, og det summer med nyt fra forlagene. Her er et udvalg af nye krimier, thrillers og spændingsromaner.

En af de nye bøger, der er på vej, er Oprindelse af Dan Brown, hvor du atter kan komme på eventyr med professor Robert Langdon.

Karin Fossum, Camilla Läckberg, David Lagercrantz, Poul Cleave, Hans Davidsen-Nielsen og Gabriella Ullberg Westin er blandt de forfattere, der for nylig har sendt en spritny bog ud i verden for at leve sit liv blandt læserne. Og de får følgeskab af mange flere.

Alene i går udkom:

  • Bag slørene af Michael Connelly. Endnu en Harry Bosch-krimi. Efter 30 år i LAPD er Bosch begyndt som privatdetektiv
  • Indland af Arne Dahl. Det er den anden bog om Sam Berger og Molly Blom, som vi mødte første gang i Skyggezone
  • Syndfloder af Kristina Ohlsson. Det er den sjette, selvstændige bog i serien om Fredrika Bergman og Alex Recht
  •  Den gode datter af Karin Slaughter – en psykologisk thriller om mørke hemmeligheder, synd og blodig hævn

Bøger på vej:

I morgen udkommer Som pesten af Hanne-Vibeke Holst. Det er ikke en krimi, men en spændingsroman om en dødsensfarlig pandemisk influenza, der truer med at slå millioner af mennesker ihjel. Forfatteren har evnen til at skrive fiktion ud fra noget meget virkelighedsnært, så jeg håber ikke, hun har ret i det scenarie, hun beskriver i bogen.

Inden længe kan du atter komme på eventyr med professor Robert Langdon i et underholdende virvar af konspirationsteorier, historie, hemmelige symboler og action, der gør dig stakåndet. Oprindelse af Dan Brown udkommer 3. oktober.

Mørk muld er det syvende bind i Ann Cleeves Shetland-serie.

Tag endnu engang med til Shetlandsøerne i Ann Cleves syvende bind i Shetland-serien om vicepolitikommissær Jimmy Perez. Mørk muld udkommer 6. oktober. Cleeves krimiunivers er omdannet til BBC-serie, der også har været vist på dansk tv.

12. oktober udkommer Spanske Dolores Redondos spændingsroman Alt dette vil jeg give dig. Forfatteren er bl.a. kendt for sin Baztán-trilogi og er rost for sine litterære thrillers. Bogen er oversat af Kirsten A. Nielsen, som jeg tidligere har interviewet her på bloggen. Læs interviewet her

Måske hørte du bestsellerforfatter Tess Gerritsen på Krimimessen i Horsens i år? Det gjorde jeg, og hun er både morsom og skarp. 15. oktober udkommer Skindød, femte bind i serien om Rizzoli og Isles.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i Horsens i år, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Foto: Ane Ahrenkiel Sand.

På oktobers sidste dag udkommer Lotte og Søren Hammers To små piger, hvor vi igen møder Konrad Simonsen. Jeg interviewede parret på Krimimessen i Horsens i år, og jeg glæder mig til gensyn med den pensionerede politimand, der alligevel bliver indhyllet i en sag om en ung pige, der er forsvundet.

Novemberbøger

Mon ikke der er mange, der har ventet på disse to bøger, der er blandt novembers mange udgivelser?

Michael Katz Krefelds Pagten – femte bind i Ravn-serien. Krefeld er virkelig på tasterne, for det er blevet til fem krimier om Ravn på godt fem år. Mon ikke vi kommer endnu tættere på, hvem der dræbte Ravns kæreste Eva?

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen. Pagten er den femte bog i serien om Ravn.

Sara Blædels Ilkas arv – anden del af Blædels planlagte trilogi om bedemandens datter Ilka. Som forfatteren selv er også Blædels nye hovedperson flyttet til USA, dog ikke New York, hvor forfatteren bor, men Racine. For en måneds tid siden skrev Sara Blædel på sin forfatterprofil på Facebook:

Det har saftsuseme været en sjov omgang. Sikke en tur Ilka og jeg har været igennem. På alle måder.

Mon ikke fans godt kan glæde sig?

Der er mange flere bøger på vej end dem, jeg har nævnt her, så hold øje med din lokale bogpusher.

Husk: Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om biografbilletter til ny politisk thriller med Fares Fares. Se mere her

PS: Synes du også, at Stanley Kubricks knap 40 år gamle film Ondskabens hotel (The Shining) baseret på Stephen Kings gyserroman er uhyggelig god? Lige nu kan du se 700 genstande fra Stanley Kubricks personlige og omfattende arkiv i Kunstforeningen Gl. Strand i København. Du kan bl.a. se den skrivemaskine, som karakteren Jack fra netop Ondskabens hotel skrev All work and no play makes Jack a dull boy igen og igen på. Du kan også se manuskripter med Kubricks noter, fotos, kostumer, scenografi og meget mere. Du kan se udstillingen frem til januar 2018.

PPS: Om jeg også læser bøger i andre genrer end krimi? Indimellem ja. Og en af dem, jeg ikke vil gå glip af, er Sissel-Jo Gazans roman Blækhat, som jeg allerede har hørt utrolig meget godt om. Bogen udkommer 6. oktober.

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.