Streaming: The Little Drummer Girl på C More 2


Michael Shannon med moustache og kantet accent er eminent i rollen som spionchef for den israelske efterretningstjeneste. Foto: C More/PR

Anmeldelse/streaming: Selvom thrilleren The Little Drummer Girl foregår i 1979, er den blodige konflikt, miniserien skildrer, mere aktuel end nogensinde. Det er producenterne bag successerien Natportieren, som også står bag The Little Drummer Girl, som du nu kan streame på C More

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 9 ud af 12.)

Historien er egentlig ganske enkel – med forskellige og interessante drejninger undervejs.

En ung venstreorienteret skuespiller bliver forført af en israelsk agent til at infiltrere et palæstinensisk terrornetværk. Til at iscenesætte sig selv i en livsfarlig rolle. En lokkedue med andre ord.

Året er 1979. Handlingen skubbes i gang af et attentat mod en israelsk diplomat, bosat i Tyskland, men ikke kun bomberne brager her syv år efter attentatet mod israelske atleter ved OL i München. Der er knald på farver og kulisser, og der er drysset rigeligt med senhalvfjerdserne ud over serien, der udspiller sig forskellige steder i Europa og i Libanon. Folk nu om dage går alt for lidt i gult!

Serien foregår i en tid, hvor spionage ikke er noget, man foretager sig med en drone eller ved hjælp af hackere, men hvor hovedingrediensen er mennesker. Og en radio, hvis det skal være rigtig moderne. Hæng på selvom første afsnit godt kan virke en anelse forvirrende. Sådan er det i en paranoid spionverden, hvor skjulte agendaer og konspirationer er hverdag. Hvor dobbeltspillet dominerer.

Tv-versionen af The Little Drummer Girl  er bygget over John le Carrés roman  fra 1983 af samme navn. På dansk hedder bogen Iscenesat, og det er netop her, dramaet ligger – i Charlies Hvem-er-jeg-egentlig-dilemma. Hvad er skuespil, og hvad er virkelighed? I øvrigt er Iscenesat den eneste af Carrés bøger, hvor en kvinde spiller hovedrollen.

Charlie, som i serien her altså er en pige, bliver tiltrukket af den mystiske Becker under en rejse til Grækenland med vennerne. Foto: C More/PR

Med sødme, men også med fandenivoldskhed og rodløshed, spiller Florence Pugh den unge skuespiller Charlie, der lokkes ind i et farligt spionspil af den israelske efterretningsagent Gabi Becker. Den rolle giver Alexander Skarsgård liv. Måske du har set  den svenske skuespiller i Big Little Lies ?

Indimellem blev jeg voldsomt irriteret på karakteren Charlie og havde lyst til at skrige hende ind i hovedet: Hold nu op med at være så naiv. Hun er sårbar, men også stærk og perfekt i rollen som hende, det hele drejer sig om. Og den tvivl, Charlie også har, formidler Florence Pugh meget troværdigt.

Ret forrygende

Romanen blev første gang filmatiseret i 1984 med Diane Keaton i rollen som Charlie. Den version har jeg ikke set, men 2018-udgaven er ret forrygende.

Udover seje Florence Pugh blev jeg blæst bagover af Michael Shannon. Han spiller Mossad-spionchefen Marty Kurtz, og han er i den grad en god mand for den  israelsk efterretningstjeneste, han bruger alle sine vågne timer på efterretningsarbejdet sammen med et lille dedikeret team. Det er Marty, der dirigerer, ham der bestemmer, hvordan stykket skal spilles. Dejligt knastørt underspillet af Michael Shannon – modsat Alexander Skarsgårds figur, der bliver lidt for meget knudemand, og derfor også en smule kedelig.

Som en anden Hitchcock sniger John le Carré  sig ind i en enkel scene. Ligesom han også gjorde det i The Night Manager – Natportieren. Instruktøren er sydkoreanske Park Chan-wook.

Alle otte afsnit kan ses på C More. God fornøjelse med at bingewatche.

PS: Det er ikke skæg og blå briller det hele. Michael Shannon har før haft roller, hvor han har haft overskæg, men i et talkshow  med Jimmy Fallon afslører den amerikanske skuespiller, at rollen som Mossad-agent er den første rolle, han spiller, med et ægte moustache.

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Streaming: The Little Drummer Girl på C More

  • Bjarne Jensen

    En meget flot filmatisering af en Carré historie. Det var først da jeg havde læst bogen anden gang, at det gik op for mig, hvor grum historien egentlig er. Dejligt at de holder den i 70’ernes årti, det gør den langt mere troværdig. Jeg var ikke ret vild med Natportieren, så havde lidt bange anelser, da jeg så at det var samme hold der stod bag denne, men alt var godt!

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Bjarne
      Tak for din kommentar. Ja, der er temmelig meget 70’erne over The Little Drummer Girl og ja, historien er grum. Hvad mon der var sket, hvis Charlie havde sagt nej til den rolle? Og de der israelske Mossad-folk er bare benhårde.
      Jeg var nu også begejstret for Natportieren, men det er en hel anden stil end denne her. Jeg synes dog skuespillet er eminent i The Little Drummer Girl – Michael Shannon er fantastisk.
      Bedste hilsner fra
      Rebekka