Lisa Ballantyne

Den skyldige af Lisa Ballantyne

Stærk psykologisk krimi om omsorgssvigtede børn, straf og skyld.

Stærk psykologisk krimi om omsorgssvigtede børn, straf og skyld.

Anmeldelse: Faste læsere af bloggen ved, at jeg begejstres af hæsblæsende krimier, men jeg er faldet pladask for skotske Lisa Ballantynes debutroman Den skyldige, der er en rørende, usentimental og stille psykologisk krimi om bl.a. børn, skyld, svigt og straf.

Skal børn i fængsel lige som voksne? Når man nu ved, at jo hurtigere unge mennesker stifter bekendtskab med retssystemet, jo mere fastholdes de i det? Det er bl.a. et af de spørgsmål, forfatteren Lisa Ballantyne stiller i sin debutkrimi Den skyldige. I England er den kriminelle lavalder ti år hvilket er fem år tidligere, end danske unge straffes for den kriminalitet, de begår.

Daniel Hunter bor i London og er forsvarsadvokat. Som en anden Lisbeth Zornig er han mønsterbryder big time. Han har en turbulent og ensom opvækst bag sig: en mor på stoffer, de brutale møder med moderens mange voldelige kærester og plejefamilier og skoler, der giver op. Indtil han bliver anbragt hos den let alkoholiserede, men kærlige og omsorgsfulde Minnie. Det er hendes fortjeneste, at Daniel ikke er endt bag tremmer.

Da Daniel skal forsvare den kun 11-årige dreng Sebastian, der er anklaget for at have banket en 8-årig legekammerat ihjel med en mursten, vælter alle minderne om hans egen forhutlede barndom frem. Han ser sig selv i Sebastian og vil gøre alt for, at Sebastian ikke ender i ungdomsfængsel – skyldig eller ej.

Vi følger dels retssagen og dels i tilbageblik Daniel som dreng.  Hvor der går lidt for meget vidneafhøring og bevisførelse i kapitlerne om retssagen, blev jeg meget grebet af  kapitlerne om Daniels barndom. Det er en bog om svigt, relationer, kærlighed, straf og forbrydelse. Og fortrydelse.

Der er indlevende personbeskrivelser og masser af spænding,  selvom Den skyldige ikke er en klassisk pageturner. Det er en stærk og gribende historie, der sad i mig længe efter, at bogen var læst.

PS: Jeg har tidligere blogget om en tyve år gamle sag, hvor to 1o-årige engelske drenge i 1993 bortførte, torturerede og dræbte den 2-årige James Bulger, som de ikke kendte på forhånd. Sagen gjorde dengang et enormt indtryk på mig og rystede og chokerede hele Storbritannien. Det fik mig til at tænke over, hvad der gør et menneske til morder? Du kan læse indlægget her

 

 

Har du vundet?

Der er boggave på vej til tre heldige....

Der er boggave på vej til tre heldige….

Det er en fornøjelse at fejre blogfødselsdag, når det vrimler med søde kommentarer og gode tanker. Tak. Og dejligt at I findes derude – alle jer, der er vilde med krimier, thrillers og spændingsromaner.

Jeg har igen og igen nævnt (bl.a. i dette krimitillæg på side 4),at krimigenren for mig ikke er en bølge. Det er gode historier, og hvorfor skulle folk blive trætte af det?

Jeg har læst fremragende krimier, der er ren underholdning. Jeg har læst fantastiske krimier, der er ambitiøse, syrede, indviklede og som er meget mere end en krimi. Jeg har læst forrygende såkaldte smalle krimier, ligesom jeg har læst klassikere og bestseller-titler, der er det rene krimiguf.

(Jeg køber ikke den dér med, at hvis en  spændingsroman er populær og ender på bestsellerlisten, så er den helt sikkert dårligt skrevet og plat underholdning. Tro mig. Den holdning møder jeg ofte.)

Forleden blev jeg spurgt, om jeg nogensinde synes, at en krimi er dårlig. Ja er svaret. Selvfølgelig er der krimier, der ikke rammer mig. Hvor jeg af en eller anden grund ikke begejstres af handling, tema eller plot, eller hvor ubehjælpsomt sprog, svag personkarakteristik eller klicheer spænder ben for læseoplevelsen. De krimier, jeg synes er ringe, er lige så forskellige som de bøger, jeg holder af.

Jeg har læst mindre gode krimier af forfattere, der udgiver selv, men også bøger af forfattere fra små og store, veletablerede forlag. Som nu ham den verdenskendte forfatter, der har skrevet den her

Jeg er heller ikke vild med f.eks.:

  • Ren vodka af Anna Blundy: Andre kalder den morsom og spændende. Jeg synes, den er klicheagtig og kedelig.
  • Tre små cyklister af Therese Philipsen: Interessant tema, men bogen fanger mig slet ikke.

Smag og behag er forskellig. Hvad er kvalitet? Hvad er ikke? Krimiforfatter og mor til Fanny Fiske og Maria Krause – Susanne Staun – har engang i et interview i Information sagt:

En god krimi udmærker sig ved at være skrevet med begge hjernehalvdele i brug. Den venstre til plot og den højre til sprog.

En krimi skal altså – ifølge Staun – være skrevet af en forfatter, der har en kærlighed til sproget. Måske det er så enkelt?

Jeg glæder mig til at dele endnu flere læseoplevelser, krimitanker og forfatterinterviews med jer. Og helst flest af de gode læseoplevelser.

Og nu: Tadadada…..  De tre, der har vundet Ole Cliffords spændingsroman, Katharerne, er:

  • Louise Urth Olsen
  • Majken Hammer
  • Helle Post

Send en mail med adresse til: mail@rebekkaand.dk. Så sender Forlaget Rosenkilde & Bahnhof, der har sponsoreret bøgerne, en bog til jer.

Du kan se en bogtrailer for Katharerne lige her

PS: Der er anmeldelser på vej af En hellig alliance af A.J. Kazinski og Den skyldige af Lisa Ballantyne. To meget forskellige, men rigtig gode bøger.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her