
Et lille udpluk af krimier, der udkommer denne måned. Der er nyt på vej fra Michael Larsen, Aslak Nore, Morten Hesseldahl, Steen Harvig, Elly Griffiths og Nina von Staffeldt. Foto: Rebekka Andreasen
Krimimessen og andet krimiguf: Det er en travl tid for mig i øjeblikket. Jeg har en del opgaver og interviews, der handler om krimigenren på den ene eller den anden måde. Det er fantastisk. Jeg skal nok fortælle mere om projekterne efterhånden som jeg må/kan.
Og så er der selvfølgelig forberedelse til et af årets højdepunkter, nemlig Krimimessen i Horsens. I år ser mit interviewprogram sådan her ud.
Lørdag 11.20 Rød scene. Interview med Hammer & Hammer om Soldier Blue
Mon ikke det bliver mit sidst interview med søskendeparret, hvor jeg spørger ind til Konrad Simonsen og co? Soldier Blue er nemlig det tiende og sidste bind i serien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen. Og jeg er ret vild med den måde, som Søren og Lotte Hammer har bygget bogen op på. Det glæder jeg mig til at spørge ind til. Hammer og Hammer er i øvrigt aktuelle med to helt nye historiske krimier. Læs mere om bøgerne her
Lørdag 13.00 Sort scene. Interview med Anne Mette Hancock om Pitbull
Der var godt proppet foran Rød Scene, da jeg tilbage i 2017 interviewede Anne Mette Hancock om hendes debutroman, Ligblomsten, på selv samme dag, da bogen udkom. Hancock fortalte bl.a. om, hvordan hun hver fredag i skriveprocessen sendte kapitler til sin mor, der kom med uvurderlig feedback og input som: “Der sker for lidt lige her, jeg synes, der mangler et mord.” Mon ikke det denne gang bliver til en snak om blandt andet Sønderjylland? Hancock er aktuel med tredje bog i serien om journalist Heloise Kaldan og drabsefterforsker Erik Schäfer. Seriens bedste hvis du spørger mig.
Lørdag 15.20 Sort scene. Interview med Elly Griffiths om De udstødte
Det er femte gang, jeg skal interviewe Elly Griffiths. Griffiths bøger om arkæologen Ruth Galloway er på få år blevet populære i Danmark. Sidst jeg interviewede den britiske forfatter var i december sidste år på Horsens Bibliotek. Det har bibliotekar Jette Holst skrevet et fint indlæg om lige her
Søndag 10.00 Snedkeriet. How to make crime cozy med Anna Grue og Elly Griffiths
Det bliver spændende at moderere en snak mellem de to forfattere. På messens første dag udkommer Anna Grues Mysteriet i Genbrugsen, der er første bog i en ny hyggekrimi-serie. Men kan man overhovedet sige hygge og drab i samme sætning? Når jeg tænker på de to ord, kommer jeg altid til at tænke på denne lille episode
Søndag 13.20 Rød scene. Interview med Sofie Sarenbrant om Skammekrogen
I 2019 blev Sofie Sarenbrant kåret som Sveriges bedste krimiforfatter. Og jeg glæder mig til at interview hende om Skammekrogen, der for mig blev en af 2019 rigtig fine læseoplevelser. Tilbage i efteråret interviewede jeg Sofie Sarenbrant til Bogmagasinet. Hvad der kom ud af den snak kan du læse her
Søndag 14.15 Forsamlingshuset. Interview med Lisbeth & Steen Bille om Mandix
Er der nogle herhjemme, der forstår at blande videnskab og krimi på en interessant måde, så er det ægteparret Lisbeth og Steen Bille. Og når man researcher på at lave et interview med dem, så ender man med at kigge på YouTube-videoer om flydende kvælstof. Jeg glæder mig til at få dem til at sætte nogle flere ord på det trekløver som tilsammen udgør en svindeljægerbande under Forskningsministeriet nemlig eks-strisser Freddie Mandix, den unge og ambitiøse djøf’er Malthe og Emma Brask, der som garvet bibliotekar kan grave selv de mest skjulte informationer frem.
Jeg glæder mig til det hele.

Ind på Gerningsstedet på Facebook, hvis du vil stemme.
PS: Igen i år er jeg nomineret til prisen som årets krimiblogger. Det er jeg meget stolt over og glad for. Men jeg har haft lidt bøvl med at dele linket, hvor du kan stemme. Måske har du mere held end jeg med at komme frem til afstemningen? Søg på Facebook efter Gerningsstedet (som Lindhardt og Ringhof står bag) og scroll ned til du finder afstemningen. Vil du stemme på mig eller en af de andre bloggere, skal du stemme inden 9. marts.
Krimikram fra
Rebekka