Sommerinterview med Jens Henrik Jensen

traumeramte krigsveteran
I Jens Henrik Jensens kommende krimi møder vi atter Niels Oxen - den traumeramte krigsveteran. Foto: Red Star Photo

I Jens Henrik Jensens kommende krimi møder vi atter Niels Oxen – den traumeramte krigsveteran. Foto: Red Star Photo

Sommerkavalkade: Mød ugens krimiforfatter, Jens Henrik Jensen, der til september er klar med en fortsættelse af De hængte hunde.

Jens Henrik Jensen er kendt for trilogien Kællingen i Kraków (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002) og for sine krimier om den vestjyske kriminalassistent Nina Portland. I De hængte hunde mødte vi for første gang krigsveteranen Niels Oxen, som også er hovedperson i forfatterens kommende bog. Du kan læse mere om Jens Henrik Jensen her

Hvad skal din sommer gå med?

– Ren familiehygge og afslapning efter et hektisk halvt år med at skrive min nye roman, De mørke mænd. En fortsættelse af De hængte hunde, der udkommer i september. Ferien bliver lidt sommerhus, forhåbentlig nogle strandture med ungerne, og så skal jeg også have dem med ud at sove i telt.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Det må blive en sommer, jeg var på ferie hos min morbror, der var landmand dengang. Efter nogle dages forgæves fiskeri i den lille bæk nede i engen, var heldet pludselig med mig. Jeg fangede en ørred på 45 centimeter, lige omkring kiloet. Jeg var helt oppe i det røde felt. Smækkede fisken fast i bagagebæren og sprintede hjem på gården, hvor jeg pavestolt viste den frem til morbror og tante, der heldigvis havde besøg, så mit publikum blev lidt større. Og aftensmaden blev en ren festmiddag.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– En sommer for en del år siden i Kroatien. Lidt modvilligt gav jeg mig i kast med Dan Browns Da Vinci Mysteriet. Det blev en ren pageturner. Jeg kunne ikke lægge den fra mig ret længe ad gangen. Ikke ovenud velskrevet – men spændingsmæssigt fungerede den maks.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– Ordet formentligt. Ikke fordi jeg bevidst er specielt glad for det, men jeg er klar over, at jeg bruger det ganske meget. Så det må vel være et favoritord. Det er lidt bedre end måske og rummer andre nuancer. Det er formentligt derfor, jeg bruger det så ofte.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Det har Robert Ludlums Manden uden navn. Det var den, der i sin tid ansporede mig til selv at forsøge mig med en thriller/krimi. Og det blev til Wienerringen, min debutroman fra 1997.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

Arkhangelsk af Robert Harris.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Håber at nå to krimier. Trofæ af Steffen Jacobsen og Henning Mankells Den urolige mand. Og vil forfærdelig gerne også nå Ole Sønnichsens bog om de danske udvandrere, Rejsen til Amerika.

I næste uge kan du møde Anna Grue her på bloggen. Fik du læst sommerinterviewene med Inger Gammelgaard Madsen, Martin Dan Rasmussen og Michael Katz Krefeld?

 

6 kommentarer til Sommerinterview med Jens Henrik Jensen

  • Henrik skriver:

    Tak for din sommerkavalkade med interviews med diverse forfattere.
    Forhåbentligt kommer der også interview med Martin Jensen og Kim Juul, et lille ønske fra min side, er ret begejstret for de to herrers bøger.

  • Hej Henrik – mange tak for din kommentar. Dejligt at du læser med. Der kommer desværre ikke interviews med de forfattere, du nævner – måske en anden god gang. God sommer.

  • Tove Hornbek skriver:

    Det er nogle gode interviews, du laver her i sommerkavakaden.

  • Mange tak, Tove – og dejligt, at der er nogle derude bag skærmene, der læser med.

  • Helle K. skriver:

    Jeg læser også din sommerkavalkade med stor fornøjelse.
    Jens Henrik Jensens bøger er jeg begejstret for – “De hængte hunde” foregik stort set i min baghave, så det gjorde den ekstra spændende 🙂 jeg glæder mig til fortsættelsen.

  • Tak. Dejligt at høre, Helle. Det er jeg glad for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her