nye bøger

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Nye krimier efteråret 2017

Nye bøger: Efterår er krimitid, og det summer med nyt fra forlagene. Her er et udvalg af nye krimier, thrillers og spændingsromaner.

En af de nye bøger, der er på vej, er Oprindelse af Dan Brown, hvor du atter kan komme på eventyr med professor Robert Langdon.

Karin Fossum, Camilla Läckberg, David Lagercrantz, Poul Cleave, Hans Davidsen-Nielsen og Gabriella Ullberg Westin er blandt de forfattere, der for nylig har sendt en spritny bog ud i verden for at leve sit liv blandt læserne. Og de får følgeskab af mange flere.

Alene i går udkom:

  • Bag slørene af Michael Connelly. Endnu en Harry Bosch-krimi. Efter 30 år i LAPD er Bosch begyndt som privatdetektiv
  • Indland af Arne Dahl. Det er den anden bog om Sam Berger og Molly Blom, som vi mødte første gang i Skyggezone
  • Syndfloder af Kristina Ohlsson. Det er den sjette, selvstændige bog i serien om Fredrika Bergman og Alex Recht
  •  Den gode datter af Karin Slaughter – en psykologisk thriller om mørke hemmeligheder, synd og blodig hævn

Bøger på vej:

I morgen udkommer Som pesten af Hanne-Vibeke Holst. Det er ikke en krimi, men en spændingsroman om en dødsensfarlig pandemisk influenza, der truer med at slå millioner af mennesker ihjel. Forfatteren har evnen til at skrive fiktion ud fra noget meget virkelighedsnært, så jeg håber ikke, hun har ret i det scenarie, hun beskriver i bogen.

Inden længe kan du atter komme på eventyr med professor Robert Langdon i et underholdende virvar af konspirationsteorier, historie, hemmelige symboler og action, der gør dig stakåndet. Oprindelse af Dan Brown udkommer 3. oktober.

Mørk muld er det syvende bind i Ann Cleeves Shetland-serie.

Tag endnu engang med til Shetlandsøerne i Ann Cleves syvende bind i Shetland-serien om vicepolitikommissær Jimmy Perez. Mørk muld udkommer 6. oktober. Cleeves krimiunivers er omdannet til BBC-serie, der også har været vist på dansk tv.

12. oktober udkommer Spanske Dolores Redondos spændingsroman Alt dette vil jeg give dig. Forfatteren er bl.a. kendt for sin Baztán-trilogi og er rost for sine litterære thrillers. Bogen er oversat af Kirsten A. Nielsen, som jeg tidligere har interviewet her på bloggen. Læs interviewet her

Måske hørte du bestsellerforfatter Tess Gerritsen på Krimimessen i Horsens i år? Det gjorde jeg, og hun er både morsom og skarp. 15. oktober udkommer Skindød, femte bind i serien om Rizzoli og Isles.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i Horsens i år, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Foto: Ane Ahrenkiel Sand.

På oktobers sidste dag udkommer Lotte og Søren Hammers To små piger, hvor vi igen møder Konrad Simonsen. Jeg interviewede parret på Krimimessen i Horsens i år, og jeg glæder mig til gensyn med den pensionerede politimand, der alligevel bliver indhyllet i en sag om en ung pige, der er forsvundet.

Novemberbøger

Mon ikke der er mange, der har ventet på disse to bøger, der er blandt novembers mange udgivelser?

Michael Katz Krefelds Pagten – femte bind i Ravn-serien. Krefeld er virkelig på tasterne, for det er blevet til fem krimier om Ravn på godt fem år. Mon ikke vi kommer endnu tættere på, hvem der dræbte Ravns kæreste Eva?

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen. Pagten er den femte bog i serien om Ravn.

Sara Blædels Ilkas arv – anden del af Blædels planlagte trilogi om bedemandens datter Ilka. Som forfatteren selv er også Blædels nye hovedperson flyttet til USA, dog ikke New York, hvor forfatteren bor, men Racine. For en måneds tid siden skrev Sara Blædel på sin forfatterprofil på Facebook:

Det har saftsuseme været en sjov omgang. Sikke en tur Ilka og jeg har været igennem. På alle måder.

Mon ikke fans godt kan glæde sig?

Der er mange flere bøger på vej end dem, jeg har nævnt her, så hold øje med din lokale bogpusher.

Husk: Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om biografbilletter til ny politisk thriller med Fares Fares. Se mere her

PS: Synes du også, at Stanley Kubricks knap 40 år gamle film Ondskabens hotel (The Shining) baseret på Stephen Kings gyserroman er uhyggelig god? Lige nu kan du se 700 genstande fra Stanley Kubricks personlige og omfattende arkiv i Kunstforeningen Gl. Strand i København. Du kan bl.a. se den skrivemaskine, som karakteren Jack fra netop Ondskabens hotel skrev All work and no play makes Jack a dull boy igen og igen på. Du kan også se manuskripter med Kubricks noter, fotos, kostumer, scenografi og meget mere. Du kan se udstillingen frem til januar 2018.

PPS: Om jeg også læser bøger i andre genrer end krimi? Indimellem ja. Og en af dem, jeg ikke vil gå glip af, er Sissel-Jo Gazans roman Blækhat, som jeg allerede har hørt utrolig meget godt om. Bogen udkommer 6. oktober.

 

 

 

 

 

 

 

 

Nye krimier – og lidt om Jussi

Nye krimier: Fik du læst det blogindlæg om Jussi Adler-Olsen, som tusindvis af andre bloglæsere har læst? Og er du klar over, at forfattere som Nis Jakob, Louis Klostergaard og Søren Marquardt Frederiksen netop har sendt bøger på gaden?

Man er en lille smule væk på ferie, og hvad sker der imens? Besøgstallet på bloggen boomer. Jeg ved godt hvorfor. Jeg kan nemlig se, at mange tusinde har klikket på netop dette blogindlæg, hvor Jussi Adler-Olsen røber lidt af handlingen i det bind af Afdeling Q, han arbejder på i øjeblikket.

Vi er rigtig mange krimilæsere, der spændt venter på nyt om Afdeling Q. Jeg glæder mig selv meget til at tage på eventyr med Carl Mørck og co. til efteråret.

fskjdflksdjlfksjldf

En sibirisk hantiger spiller en rolle i Nis Jakobs krimithriller Tigerbjerget.

Men der udgives også krimier, der ikke får nær så meget opmærksomhed som Jussi Adler-Olsens bøger. Og som udkommer på knap så store forlag som Politikens Forlag. Mens du venter på nyt om Afdeling Q, var det måske en ide at kaste sig over en af følgende nye krimier?

Tigerbjerget af Nis Jakob:

En krimithriller om ondskab og magt, der foregår på et gods på Sydfyn, hvor en grum fortid ligger og ulmer bag de tykke granitmure. For den unge tekstforfatter, Janus, der er ansat til at skrive om Brochslægtens glorværdige historie, bliver det en farlig rejse ind i en brutal og blodig fortid, da han prøver at finde ud af, hvem der har myrdet den gamle lensgreve og tidligere SS-officer under 2. Verdenskrig, Erich Broch. Bogen er en e-bog udgivet på JAKOBs Press. I øjeblikket er bogen på Saxos bestsellerliste over e-bøger. Læs mere om forfatteren her

Forfatteren er født i Durban, KwaZulu-Natal, Sydafrika, men har gået i skole og uddannet sig som filosof i Danmark. Han har hele sit liv forholdt sig til Sydafrika og landets forskellige problematikker.

Louis Klostergaard er født i Durban, KwaZulu-Natal, Sydafrika, men har gået i skole og uddannet sig som filosof i Danmark. Han har hele sit liv forholdt sig til Sydafrika og landets forskellige problematikker.

Marionetdukken af Louis Klostergaard:

En efterfølger til debutkrimien Kvinden i det røde mudder. Vi møder igen privatdetektiv Pieter Martins fra Hillbrow, Johannesburg, der var sort politibetjent under apartheidstyret. Pieter Martins får en opgave for en alfons, der har mistet en af sine ’piger’. Eftersøgningen fører Martins til Mozambique. Her støder han på menneskehandel med unge piger under borgerkrigen i 1970’erne og den voldelige Renamo-milits.

Det bliver også til gensyn med ærkefjenden Franz van der Merwe, der er en korrupt strømer fra apartheidtiden i Sydafrika. Bogen udkommer 3.juni på EC Edition. Læs mere om bogen her

Kongens by af Søren Marquardt Frederiksen

Den 24. februar 1628 rejser kong Chr. IV til Nakskov. Han bliver der i 21 dage. På det tidspunkt er Nakskov den 7. største by i det danske storrige, og Chr. IV har planer om at gøre byen endnu større. Han har sendt bud efter 1000 bønder, der med skovle og spader skal bygge en fæstning rundt om byen. Tingene går dog ikke helt som planlagt, hverken for kongen eller Nakskovs borgere.

dsfasdasfasfsaf

Søren Marquardt Frederiksen har lavet en omfattende research og sat sig grundigt ind i bl.a. religion, bystyre, sygdomsbekæmpelse, bøddelvæsen og madlavning anno 1600-tallet. Han er forfatter til en række bøger om journalistik og kommunikation. Kongens By er hans debut som skønlitterær forfatter.

I denne historiske ramme har forfatteren placeret en  krimiintrige, der kaster lys over en af Nakskovs storhedstider, og samtidig giver et indblik i, hvordan hverdagslivet foldede sig ud i en stor dansk købstad under Chr. IV. Den historiske krimi er netop udkommet på Morfeus Forlag. Læs mere om bogen her

 

 

En forfatters tanker – gratis e-bog

Eva Maria Fredensborg har blogget om processen med at skrive Det hvide mørke og samlet indlæggene i en gratis e-bog.

Eva Maria Fredensborg har blogget om processen med at skrive Det hvide mørke og samlet indlæggene i en gratis e-bog.

Gratis e-bog: Forfatter Eva Maria Fredensborg har blogget om hele processen med at skrive Det hvide mørke. Indlæggene er nu samlet i en gratis e-bog, du kan hente på Saxos site.

En af de forfattere, der i begyndelsen af marts er aktuel med en ny bog, er Eva Maria Fredensborg. Hun er kendt for Én gang morder, Min mund er lukket og I blinde – en krimitrilogi om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen.

3. marts udkommer Det hvide mørke, der er en selvstændig roman om den 27-årige forfatter og biolog Emma, der opdager, at hendes farfar ikke er ham, hun har kaldt farfar hele livet. Hun dykker ned i familiehemmeligheder for at få styr på familiens fortid. I Det hvide mørke blander Eva Maria Fredensborg krimigenren med slægtsromanen, og forlaget kalder mixet for en moderne slægtsgåde. En meget rammende genrebeskrivelse. Jeg har smuglæst, og I kan godt glæde jer. Det er den bedste af alle hendes bøger. Synes jeg. Men forvent ikke en klassisk krimi, for det er bogen ikke.

Eva Maria Fredensborg har blogget om skriveprocessen, der både har været kaotisk, rodet og kriseramt, og du kan læse alle indlæggene i en gratis e-bog, som du kan hente her

Jeg interviewer Eva Maria Fredensborg om Det hvide mørke på Krimimessen i Horsens lørdag den 12. marts om eftermiddagen.

PS: Andre bøger, der er på vej:

26. februar: Stjålne liv af Helle Vincentz

26. februar: Helvede åbent af Gard Sveen

26. februar: Krokodillevogteren af Katrine Engberg

26. februar: Tykkere end vand af Carin Gerhardsen

4. marts: Det bedste til mig og mine venner af Jakob Melander

11. marts: Uglen dræber kun om natten af Samuel Bjørk

11.marts: I skyggen af Sadd 2 af Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup

12. marts: Blodregn af Inger Gammelgaard Madsen

PPS: Husk, at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen om at vinde Krokodillevogteren af Katrine Engberg. Læs mere her

 

Isabel Allende har kastet sig over krimigenren

Den chilensk-amerikanske forfatter Isabel Allende skriver om en teenagedetektiv i sin første spændingsroman Ripper, der udkommer 28. maj.

Den chilensk-amerikanske forfatter Isabel Allende skriver om en teenagedetektiv i sin første spændingsroman Ripper, der udkommer 28. maj.

Nye krimier: Der er nyt på vej fra bl.a. A. J. Kazinski, Dan T. Sehlberg, Colin Cotterill og Isabel Allende.

Den chilensk-amerikanske forfatter Isabel Allende har skrevet sin første spændingsroman. I en alder af 72 år har hun kastet sig over krimigenren. Ripper hedder bogen, der udkommer den 28. maj på Gyldendal. Isabel Allende er især kendt for magisk realisme og bøger som Åndernes hus, Eva Luna og Lykkens datter. Som i mange af forfatterens andre bøger er det også denne gang en kvinde, der er i centrum. En ung kvinde. I Ripper møder vi nemlig en teenagedetektiv – den 17-årige Amanda Martin. Da hendes mor pludselig forsvinder, kaster hun sig selv ud i eftersøgningen. Den bog er jeg meget spændt på at læse.

Også A. J. Kazinski har nyt på vej. Den 4. juni udkommer endnu en Niels Bentzon-krimi. I Den genfødte morder er gidselforhandleren ved Københavns Politi, som vi også mødte i Den sidste gode mand og Søvnen og døden, gået undercover i landets mest flugtsikre fængsel. Han skal opklare et uforklarligt dødsfald på en overlæge. Bag pseudonymet gemmer Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich sig. Bogen udkommer på Politikens Forlag. Jeg skal møde forfatterparret om en god uges tid.

Har du et spørgsmål til A. J. Kazinski, som du gerne vil have svar på? Så skriv det i en kommentar under indlægget her – så stiller jeg spørgsmålet videre. Jeg skal have dit spørgsmål inden den 29. maj 2015.

I morgen udkommer Sinon, der er endnu en thriller om it-forskeren Eric Söderqvist skrevet af den svenske forfatter Dan T. Sehlberg. Det er en fortsættelse til Mona, der udkom for et par år siden. Igen spiller Söderqvists kone, Hanna, en central rolle i bogen. Hun er den eneste, der har overlevet at blive ramt af en ny, aggressiv virus, der spreder sig i Europa. Hendes blod indeholder de antistoffer, der skal til for at fremstille en vaccine, og de svenske myndigheder og et lyssky biotechfirma arbejder på højtryk for at fremstille vaccinen. Og pludselig er Hanna i fare. Bogen udkommer på Forlaget Modtryk.

Den 29. maj er det Forlaget Hetland, der sender en ny bog på gaden. Det er britiske/australske Colin Cotterills Retsmedicinerens frokost. Forfatteren har boet mange år i Laos, og det er også her, at bogen foregår i 1976. Kongehuset er blevet afsat, og Laos’ kommunistparti har taget magten. De fleste veluddannede er flygtet, men dr. Siri Paiboun er blevet tilbage og bliver udnævnt til statslig retsmediciner, selvom han hverken har den rette uddannelse eller erfaring til jobbet. Da konen til en af partiets ledere pludselig dør og torturerede vietnamesiske soldaters kroppe begynder at dukke op i landets søer, vender alle sig mod Siri. De forventer, at han som landets eneste retsmediciner skal løse mysterierne. Du kan læse første kapitel af Retsmedicinerens frokost lige her

 

 

 

Kriminyheder i februar og marts

Normalt bliver man ikke glad, når man får beskeden 404 - men jeg glæder mig til denne krimi, der udkommer i morgen.

Normalt bliver man ikke glad, når man får beskeden 404 – men jeg glæder mig til denne krimi, der udkommer i morgen.

Krimiguf på vej: Der er nye bøger på vej af krimiforfattere som Thomas Clemen, Jakob Melander, Robbert Goddard, Lone Theils, Cilla & Rolf Börjlind og Pasternak & Dorph.

Der udkommer talrige spændingsromaner, thrillers og krimier i disse uger. Udgivelserne kommer især i en lind strøm frem til Krimimessen i Horsens sidst i marts måned. Læs i øvrigt mere om messen her

Det går løs med udgivelser allerede i morgen, den 6. februar. Der udkommer BERLIN 404 af Thomas Clemen. Forfatteren stod også bag den anmelderroste krimi Langs smertegrænsen. BERLIN 404 er en politisk thriller om verden, som den kunne have set ud, hvis Berlinmuren ikke var faldet. Den bog glæder jeg mig meget til. 404 er ellers det, man normalt bliver mødt med, når nettet ikke kan finde noget, man leder efter. Som sagt skal du ikke lede efter bogen – den udkommer i morgen.

Også Jakob Melander kan i morgen fejre, at han har en ny bog på gaden. De berusedes vej hedder hans nye krimi, der er tredje bind i serien om politiassistent Lars Winkler.

Jeg glæder mig også til at læse:

  • I blinde af Eva Maria Fredensborg ( 19. februar)
  • En affære i Paris af Robert Goddard (26. februar)
  • Tal til mig af Pasternak & Dorph ( 6. marts)
  • Sort daggry af Cilla & Rolf Börjlind. (6. marts)
  • Hvidt snit af Lotte Petri ( 18. marts)
  • Pigerne fra Englandsfærgen af Lone Theils (20. marts)
  • Farlig fortid af Julie Hastrup (21. marts)
  • Kuppet af Daniel Silva ( 24. marts)

Den næste halvanden måned udkommer der mange flere krimier, end jeg har listet op her. God læselyst.

PS: Jeg skal bl.a. interviewe forfatter Jesper Holm på Krimimessen i Horsens. Han har skrevet en fremragende bog om en ung tempelridder, der lever i nutiden. Forfatteren har researchet vanvittig meget og deler gavmildt ud af sin viden om, hvordan man f.eks. korsfæster et menneske anatomisk korrekt, om tempelridderne, fægtning, teologi og MEGET mere. Han skriver intelligent og sprogligt saftigt.

Jesper Holm pakker herlighederne ind i et møghamrende spændende krimiunivers. Corpus Christi hedder bogen, som især foregår i nutiden i både Danmark, Italien, Frankrig og England, men også tilbage i år 1307, hvor tempelriddernes stormester måtte tage en stor beslutning. Nøøøj, jeg glæder mig til at høre forfatterens tanker om bogen på krimimessen.

PPS: I går havde Radio 24syv en hel times radio med fokus på krimigenren. Hør programmet (efter en ultrakort vejrudsigt) lige her – tippet har jeg fået af Tina Dalbøge, der er en af de mest kreative kvinder, jeg kender. Hun står bag denne suveræne webshop og blog
Det har intet med krimiuniverset at gøre, men hvis du gerne vil inspireres, så følg trygt Tina. Advarsel: Du ender måske med at få gode ideer!

Forår er krimitid

Søg Missilhotellet på YouTube. Så kan du høre forfatter Keld Broksø fortælle om sin bog.

Søg efter Missilhotellet på YouTube. Så kan du høre forfatter Keld Broksø fortælle om sin bog.

Nye bøger: Der udkommer mange bøger for tiden. Også flere end de få udvalgte, der bliver nævnt i landsdækkende medier. Tjek i øvrigt om du har vundet Emelie Schepps debutkrimi nederst i indlægget.

Missilhotellet af Keld Broksø, Skriveforlaget. Forfatteren er journalist og har rejst i Afghanistan flere gange i løbet af årene. Missilhotellet foregår i tiden efter, at de internationale styrker har forladt landet og det internationale spotlight er forsvundet fra den krigshærgede islamiske republik. Hovedpersonen David Wolff er ny chef for en hjælpeorganisation uden begreb om det land, han er havnet i. Wolff bliver stik mod sin vilje en vigtig brik i spillet mellem en iransk konsul og en amerikansk CIA-agent. Missilhotellet er Keld Broksøs fjerde roman. Du kan læse en bid af første kapitel her

Pas på børnene af Erik Frandsen, Forlaget mellemgaard. Ifølge forlaget handler bogen om kriminalkommissær Anker Due, der står over for sin karrieres sværeste opgave. Et anonymt og kryptisk opkald, en gammel sag om mobning med fatale følgevirkninger, hemmelige loger med skræmmende ambitioner og en efterforskning, der rækker fra Skejby til Bangladesh, udfordrer den erfarne kommissærs evner til det yderste. Forfatteren har tidligere udgivet krimien Fritstillet.

Organjægerne af Peder Munch Hansen, Forlaget Siesta, er en spændingsroman om handel med organer og trafficking. Forfatteren, der er journalist bosat i Frankrig, har ifølge forlaget skrevet en nervepirrende fortælling om en dansk lastvognschaufførs forsvinden i Norditalien. En af chaufførens venner forsøger sammen med en journalist fra et fagforbund at finde den formodet kidnappede mand. Eftersøgningen fører dem på en lang rejse fra Norditalien gennem Ungarn, Polen og Litauen. Hele tiden dukker nye spor op, der peger mod, at det er mafiasyndikater i flere lande, der står bag kidnapningen, og som har udviklet en stor illegal forretning med salg af organer. Bogen udkommer på Krimimessen i Horsens den 5. april.

Tak for sidst af Erik Hauervig, Skriveforlaget. Forfatteren er politimand og kæmpede i ti år en daglig kamp mod prostitution og kvindehandel på Vesterbro i København. Unge nigerianske kvinder bliver lokket væk fra deres landsbyer i hjemlandet med løfte om arbejde i Europa, men hensynsløse bagmænd sender dem til et usselt og hårdt liv i prostitutionsmiljøet i Torino i Italien. Senere bliver kvinderne sendt videre til København, hvor bagmanden Sly afstraffer dem hårdt, hvis de ikke tjener penge nok. Bogen er en fortsættelse til Det onde netværk og Nemesis

God læselyst. Også til Helle K. Du har nemlig vundet Emelie Schepps Mærket for livet. Send din adresse til mail@rebekkaand.dk – så sørger jeg for, at Politikens Forlag, der har sponsoreret bogen, sender et eksemplar til dig.

Tak til alle jer, der deltog. Der er bøger af krimiforfatter Jens Østergaard på højkant på bloggen i næste uge.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her