tv

En fåret krimi

Forleden fik jeg en gave af min herlige genbo, lad os kalde ham Mikkel. For det hedder han. Mikkel havde et fåret udtryk i ansigtet, da han rakte mig en bog og sagde, at det lige var noget for mig.

I bogen møder du bl.a. Cloud – det får i flokken med den tykkeste uld. Willow – det næsttavseste får i flokken hvilket ingen beklager. Og Miss Maple – det klogeste får i flokken, måske det klogeste får i Glennkill, og muligvis det klogeste får i hele verden.

Nysgerrigt studerede jeg bogen, der umiddelbart lignede enhver anden krimi. Men. Så nærlæste jeg bagsiden. Og den første side. Da gik det op for mig, at min genbo havde foræret mig en fårekrimi. Ja, du læste rigtig.

Forfatteren er tysk, handlingen foregår i Irland, og persongalleriet består især af en flok får. Miss Maple – sådan hedder det klogeste får i Glennkill naturligvis. Og det er hende, der står i spidsen af efterforskningen, da fåreflokken en tidlig morgen finder deres hyrde George dræbt.

Fårene sætter sig for at finde ud af, hvem der har dræbt ham, og Miss Maple ræsonnerer hurtigt, at det ikke er en ulv, der har taget livet af hyrden, for han er blevet myrdet med en spade. Og derfor går jagten ind på en tobenet morder.

Jeg har googlet lidt, og bogen får gode ord med på vejen. Den lyder godt nok spøjs, men hvis man kan sluge bogens præmis, så kan det godt være, at en god hyggekrimi er i vente. Jeg giver lyd, hvis jeg får den læst.

Har du mon læst bogen, der udkom på dansk i 2006?

PS: Husk at du frem til den 13. oktober kan stemme til Plusbog.dks Danish Book Blog Award. Jeg vil blive meget glad for en stemme på vildmedkrimi.dk, som er andensidst på “stemmesedlen”.

PPS: I aftes var der premiere på den norske tv-thriller Monster. Har du den norske kanal NRK1, så kan du der se serien med danske undertekster. Næste afsnit kommer i morgen onsdag klokken 21.35. Det er Nordic noir, så det driver, med smukke naturbilleder af et råt Nordnorge, i bedste Forbrydelsen-stil regner og blæser det hele tiden, og stemningen er melankolsk og dyster tilsat en skvis Twin Peaks-mystik.

 

Tv-serie a la Jo Nesbø og gensyn med Carrie Mathison

Den russiske ambassadør er skabt efter ide af Jo Nesbø.

Tv-serier: Vild Med Krimi handler mest om bøger, men mon ikke de fleste krimifreaks indimellem elsker en god krimiserie på tv eller via en streamingtjeneste? Jeg gør. Og anbefaler varmt Den russiske ambassadør, som du finder på Netflix. Og så er det snart Homeland tid igen.

Okkupert. Sådan hedder krimiserien Den russiske ambassadør på originalsproget norsk, og jeg synes, den danske titel er elendig. Ambassadøren fra Rusland spiller en stor rolle i serien, ja, men jeg kan meget bedre lide den norske titel. Til gengæld er serien meget seværdig, så jeg bærer over med en spøjs oversættelse.

Serien har været en kostbar affære og er den hidtil dyreste norske tv-produktion nogensinde. I efteråret 2015 blev den vist på norsk tv, og i december 15 blev Den russiske ambassadør sendt på DR2 – på et tidspunkt tæt på midnat. Ikke underligt at serien ikke tiltrak sig den store opmærksomhed dengang.

Nu er serien på Netflix, og jeg synes, du skal kaste dig over de ti afsnit. Selvom der lige er nogle svipsere indimellem, hvor jeg tænkte: Nej, altså – det er slet ikke realistisk, så er det en intens, spændende, flot filmet og meget underholdende serie.

Den norske krimiforfatter Jo Nesbø, skaberen af Harry Hole, har fået ideen til serien, der skildrer en nær fremtid, hvor en idealistisk og klimavenlig norsk statsminister proklamerer, at Norge stopper udvinding af olie og gas.

Det er hverken EU eller Rusland særlig glade for, og især russerne fremstilles mindre flatterende i serien. Med den norske titel i tankerne er det ikke svært at gætte, hvad der sker. Russerne besætter Norge. Vi følger bl.a. den norske statsminister Berg, en nysgerrig klimajournalist, politiets sikkerhedstjeneste og den russiske ambassadør i Oslo.

Selvom serien er fiktion, så reagerede repræsentanter fra Rusland stærkt på serien, da den blev lanceret i Norge og understregede, at Rusland ikke er en trussel mod Norge.

Ikke mange dvd’er har fået lov til at overleve i mit hjem, efterhånden som jeg streamer mere og mere. Men Homeland har. Foto: Rebekka Andreasen

Homeland i New York

18. januar får Homeland 6 premiere på DR2. Det er sjældent, jeg ser såkaldt flowtv, men snart planter jeg mig foran skærmen onsdag aften, når vi igen møder CIA-agenten Carrie Mathison. Efter at have forpurret et terrorangreb i Berlin, er Carrie tilbage i New York, hvor sjette sæson foregår.

Det er min absolutte yndlingsserie, som jeg aldrig bliver træt af. I Homeland er ingen hverken entydige helte eller skurke. Krig koster – på begge sider – og konspirationsteorierne flyver gennem luften i både USA, Mellemøsten og Europa. Det er underholdende, ultraspændende og tankevækkende – og lidt skræmmende.

Serien, der er baseret på et israelsk koncept, stiller bl.a. spørgsmålstegn ved USA’s krigsførelse siden 9/11.  Åh, jeg glæder mig.

Jeg er meget spændt på, om karakteren Peter Quinn (spillet af Rupert Friend) er med i sæson 6. Jeg håber.

Showtime, der producere serien, har allerede lovet en sæson 7 og 8, så der er masser at glæde sig til for fans af Homeland.

 Se trailer for den nye sæson her

 

 

 

 

Pris til Broen og radiodrama af A.J. Kazinski

I mandag kunne du høre det første afsnit af Det 4. rige på DR Podcast. En spændingshistorie af A.J. Kazinski. De næste syv mandage følger de resterende afsnit.

I mandags kunne du høre det første afsnit af Det 4. rige på DR Podcast. En spændingshistorie og et radiodrama af A.J. Kazinski. De næste syv mandage følger de resterende afsnit.

DR-krimiguf: Tv-pris til Saga og co. Og spændingshistorie af A.J.Kazinski  – som podcast.

Det allerførste afsnit af Broen – sæson 1 – blev sendt for cirka seks år siden. Klokken 20 den 28. september 2011. Det var en onsdag. Ingen længe møffede serien sig ind på søndag og bedste sendetid, og siden har temmelig mange seere fulgt med i krimigåderne tværs over Øresund.

Det er ikke kun danske seere, der har taget godt imod Broen. Søndag aften vandt den dansk-svenske krimiserie en af Sveriges store TV-priser, Kristallen, for årets bedste tv-drama. En pendant til den amerikanske Emmy Award. Og det er ikke første gang, at serien vinder en pris. Anden sæson blev også hædret med den eftertragtede pris.

Måske det giver lidt ekstra energi til arbejdet. Folkene bag Broen arbejder, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, på en fjerde sæson af den populære serie. Åbenbart også den sidste sæson. Resultatet kan vi se, når Broen 4 sendes engang i 2018. Broens fjerde sæson kommer igen til at foregå i København og i Malmø. Og igen står hovedforfatter Hans Rosenfeldt i spidsen for et team af danske og svenske forfattere. Danske Rumle Hammerich og svenske Henrik Georgsson deler instruktørstolen.

Lyt til en god historie

Du behøver ikke vente til 2018 for at lytte til A. J. Kazinskis radiodrama Det 4. rige, som jeg også har omtalt før her på bloggen. Du kan nu downloade første afsnit på DR Podcast lige her

I otte afsnit følger vi Rebekka, der er havarikommissær og Christian, hvis kæreste befandt sig på det fly, der på vej til München eksploderer over København. De to jagter sandheden om, hvad der skete med flyet, og hvem eller hvad, der står bag. Jeg har hørt første afsnit, og jeg glæder mig til næste mandag, hvor jeg kan downloade et nyt afsnit af Det 4. rige

Thrilleren Jeg lader dig gå udkom foråret 2016. Foto:

Thrilleren Jeg lader dig gå udkom foråret 2016. Foto: Ida Frost

Når jeg skriver om podcast på bloggen får jeg ofte mails og spørgsmål om tekniske problemer/udfordringer med at downloade etc. Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med.

PS: Billedet er fra Bog & ide i Søborg. Og ja, butikken har spurgt om lov. Du finder hele anmeldelsen af Jeg lader dig gå her

 

Mine Netflix (og HBO) krimifavoritter

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig til sjette sæson.

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig vanvittig meget til sjette sæson.

Streaming: Der er flere suveræne krimiserier på Netflix. Her får du mine fem favoritter.

Med hånden på hjertet kan jeg ærligt sige, at jeg sjældent ser tv. Til gengæld kan jeg nemt finde på at streame flere sæsoner af tv-serier, som jeg binger – altså fråsende konsumerer – i store bidder på én gang.

Da fjerde sæson af min absolutte favoritserie endelig kom på Netflix, rev min mand og jeg en halv fredag ud af kalenderen og  bingede den længe ventede sæson på ultrakort tid.

Her kommer fem favoritter, som jeg med stor fryd har set på Netflix:

Homeland: Amerikansk storpolitisk thriller og min absolutte favorit. Claire Danes spiller CIA-agenten Carrie Mathison, der får mistanke om, at en amerikansk marinesoldat er blevet omvendt af al-Qaeda og nu truer det amerikanske samfund. Det er en serie om krig, terror og religion, men også en serie om moral og paradokser i en verden, der er kompleks, og hvor den gode måske ikke altid er god. Serien er vanvittig spændende og godt skruet sammen, og så er den skræmmende realistisk. Der er foreløbig fire sæsoner på Netflix. Den femte sæson så jeg på DR1. Serien har taget seerne med rundt i verden senest til Berlin. Sjette sæson kommer til at foregår især i New York, hvor seriens sjette sæson også optages i 2017. Om jeg glæder mig til endnu en omgang Carrie og co? Det kan du tro.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

The Fall: Britisk miniserie, hvor vi følger Gillian Anderson som London-kriminalbetjenten Stella Gibson, der sendes til Belfast for at efterforske en seriemorder, som vi allerede tidligt kender identiteten på. Paul Spector er sorgterapeut, gift og familiefar til to. Og så kan han lide at slå ihjel! Han bliver eminent og dæmonisk spillet af Jamie Dornan, som du måske kender fra Fifty Shades of Grey. Der er to sæsoner. The Fall er en mørk, intens og barsk katten-efter-musen-serie, der i mit tilfælde krævede en frelsende pude foran ansigtet indimellem.

Benedict spiller den legendariske detektiv Sherlock.

Benedict Cumberbatch spiller den legendariske detektiv Sherlock. Og det gør han godt. Og selvfølgelig bruger nutidens Sherlock – og Watson – sociale medier.

Sherlock: Endnu en britisk serie. Man er i forrygende godt selskab med Benedict Cumberbatchs Sherlock Holmes og hans trofaste følgesvend Watson spillet af Martin Freeman. Der er tre (alt for korte) sæsoner. Handlingen er sat til nutidens London med undtagelse af  det allersidste afsnit The Abominable Bride, hvor vi er tilbage i 1895 i Victoria-tidens London. Men kan man virkelig genopfinde en figur, der er blevet portrætteret  på film og teater hundredvis af gange før? Ja! Sherlock er ikke åndeløs, men raffineret spænding, og det er med at holde tungen lige i munden, for måske bliver du taget ved næsen? Serien leger med lækre billeder og effekter. Og har masser af humor. Jeg glæder mig til sæson 4.

Det er svensk og det er godt - Blå øjne.

Det er svensk og det er godt – Blå øjne.

Blå øjne: Svensk politisk thriller. Da Elin Hammar spillet af Louise Peterhoff vender tilbage til sit tidligere topjob i det svenske justitsministerium midt i slutspurten af en valgkamp, aner hun ikke, at hun dumper ind i en farlig sammensværgelse. Vi møder skrupelløse politikere og hardcore embedsmænd, mere serien er mere en krimigåde, end det er en historie om politik og spin. I Blå Ögon, som serien hedder på svensk, følger vi bl.a. politikere fra  det fiktive Tryghetspartiet, der dog har visse ligheder med virkelighedens Sverigedemokraterne, hvilket bl.a. var med til at sætte gang i en større debat i Sverige. Vi følger også en højreekstremistisk terrorgruppe. Der er underholdende og ret spændende. Der er én sæson.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler. Tag med til provinsen med politiassistent Cawood i Happy Valley.

Happy Valley: Britisk politiserie. Sarah Lancashire spiller Cathrine Cawood, der er politiassistent i Yorkshire i det nordøstlige England. Hun kan ikke slippe tanken om den mand, hun mener drev hendes datter til selvmord, og nu efterforsker hun en kidnapningssag uden at ane, at manden hun leder efter er involveret. Jeg er især vild med portrættet af den viljestærke, handlekraftige, men også sårbare Catherine, der er sidst i 40’erne, og som bor sammen med sin søster, der er tidligere narkoman, og sit barnebarn. Og som i sorgen over at have mistet en datter har glemt, at hun også har en voksen søn. Det er en jordnær og effektiv serie. Foreløbig er kun én ud af to sæsoner tilgængelig på dansk Netflix.

Serier, der skuffede:  

Thriller-serien Bloodline. Serien følger familien Rayburn, en familien fyldt med fortielser og hemmeligheder, der driver et hotel i Florida. Serien fangede mig slet ikke. Jeg gav op efter to et halvt afsnit. Der er to sæsoner.

Narcos – amerikansk serie, der handler om Colombias narkobaron Pablo Escobar, om narkokrig, antikommunisme og kokainkonger: Gaaaab. Og den der fortællende voice over – trættende. Jeg opgav hurtigt.

Sons of Anarchy  – amerikansk serie om en motorcykelklub og den unge Jaxs kamp for at få fodfæste. Jeg synes, serien svinger for meget i kvalitet afhængig af sæsoner, og selvom jeg er Vild Med Krimi og ikke bleg for et slagsmål på film eller to, så er Sons of Anarchy lige lovlig voldelig til min smag.

Mangler at se:

BBC-serien The River med den svenske skuespiller Stellan Skarsgård, men den skal jeg se ved lejlighed. Jeg har nemlig hørt meget godt om serien om den særlige efterforsker John River.

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget her, hvis du vil anbefale en god krimiserie.

PS: Jeg har indimellem lavet en lille afstikker til HBO. Jeg er måske en af de eneste i hele verden (sådan føler jeg det i hvert fald indimellem) der ikke har set Game of Thrones.

Til gengæld har jeg med stor fornøjelse slugt: True Detective (men kun første sæson holder) og fantastiske Bosch, der følger Harry Bosch fra drabsafdelingen i Los Angeles. Serien er skabt over Michael Connellys bøger, og der er to meget seværdige sæsoner. Amerikanske Titus Welliver spiller Bosch.

 

Har du også været med på Wallander-rejsen?

Jeg snuppede et afsnit af Wallander på Netflix i går efter nyheden om Henning Mankells død.

Jeg snuppede et afsnit af Wallander på Netflix i aftes. Henning Mankell – Wallanders far – døde i går.

Henning Mankell – manden bag bøgerne om kriminalkommissær Kurt Wallander, der satte Ystad på det litterære verdenskort  – døde i går. Har du også været med på Wallander-rejsen?

Jeg blev helt trist, da jeg i mit Facebook-feed i går læste nyheden om den 67-årige kræftramte krimiforfatters død. Gennem Mankells bøger har jeg været med på Wallander-rejsen. Via Mankells politiromaner har jeg oplevet forfatterens politiske indignation og sociale bekymring. Wallander bekymrer sig om samfundet, om retsfølelsen og om netop forholdet mellem demokrati og retssamfund, og ikke så få politiske og samfundsmæssige temaer er blevet behandlet i bøgerne op gennem 90’erne.

I Mordere uden ansigt (1992) møder vi for første gang den 42-årig Kurt Wallander, der bor i en lejlighed på Mariagatan i Ystad. Han er nyskilt fra Mona, og han har et anstrengt forhold til datteren Linda, der dog er den, der står ham nærmest. Wallanders far, der igen og igen maler svenske naturbilleder, sætter ikke pris på sønnikes karrierevalg. Den svenske kommissær har hang til whisky, og i den første bog bliver han taget for spritkørsel. Kurt Wallander har også hang til melankoli. Han har en stærk moral og en usvigelig (og meget gavnlig) intuition. Wallander efterforsker mordene på et ældre ægtepar, der er blevet torteret ihjel.

I Den urolige mand fra 2009, der er sidste bind i serien, er Wallander blevet 57 år. Han er blevet morfar og har købt et hus på landet. Og så er han blevet glemsom. Så glemsom, at han glemmer sin tjenestepistol på en restaurant. Det tegner ikke godt. Mødet med Lindas svigerfar sætter skub i plottet i den sidste Wallander-roman.

Om navnet Kurt Wallander skriver Henning Mankell i efterskriftet til Hånden:

Da jeg kom tilbage fra min spadseretur, tog jeg telefonbogen frem. Først fandt jeg fornavnet Kurt. Det var kort og tilpas almindeligt. Et længere efternavn ville passe godt. Jeg søgte længe og standsede ved Wallander. Det var heller ikke hverken for almindeligt eller for ualmindeligt. Det skulle han hedde, min politimand. Kurt Wallander.

Rækkefølgen på bøgerne om Wallander:

  1. Mordere uden ansigt
  2. Hundene i Riga
  3. Den hvide løvinde
  4. Skyggerne
  5. Ildspor
  6. Den femte kvinde
  7. Det næste skridt
  8. Brandvæg
  9. Pyramiden
  10. Inden frosten
  11. Den urolige mand

I 2013 udkom Hånden – en godt 120 sider lang novelle, som den populære svenske krimiforfatter oprindelig skrev for en del år siden som en del af et PR-fremstød i Holland. Kronologisk foregår historien efter Inden frosten og altså før Den urolige mand, der afslutter serien om Wallander.

Henning Mankell skrev også andre bøger end Wallander-serien, og hans bøger er oversat til mere end 40 sprog og solgt i mere end 40 millioner eksemplarer verden over. Han var meget engageret i u-landsarbejde og tilbragte en stor del af sit liv i sit andet hjemland – Mozambique.

PS: Både Krister Henriksson og Rolf Lassgård har portrætteret Kurt Wallander på film. Ligesom Kenneth Branagh i en britisk version har spillet den svenske operaelskende og diabetesramte kommissær.

 

Broen sæson 3

Sofia Helin som Saga Noren og Thure Lindhart som Henrik. Foto: Baldur Bragason/SVT

Sofia Helin som Saga Norén og Thure Lindhart som Henrik Sabroe. Foto: Baldur Bragason/SVT

DR1 viser i aften første afsnit af Broen 3. Saga Norén (Sofia Helin), der stadig arbejder på Länskrim i Malmø, må klare sig uden Martin Rohde (Kim Bodnia), som afsoner en 10 år lang fængselsstraf.

Husker du, hvordan sæson to sluttede? Martin blev fængslet for at have dræbt Jens, der sad i fængsel på livstid bl.a. for drabet på Martins søn. Mon ikke folkene bag serien kunne have skrevet sig ud af den situation? En konflikt med seriens forfattere fik dog Kim Bodnia til at trække sig fra serien.

Jeg har været kæmpe fan af Broen sæson 1 og 2. I aften tager DR1 hul på Broen III. Jeg er spændt på, hvordan Saga klarer sig uden Martin. Er tv-serien det samme uden Kim Bodnia? Hans fortolkning af den bløde, men kraftfulde danske kriminalkommissær var jeg ret vild med. Ingen Kim Bodnia i sæson 3, men til gengæld møder vi nye ansigter blandt andre Thure Lindhart. Han spiller Henrik Sabroe, der er gift og har to børn, og som skjuler en stor hemmelighed for sin omverden.

Vi møder også Hanne Thomsen (Kirsten Olesen), der er ansat ved Københavns Politi. Hun er en erfaren og hård politikvinde, som  – surprise – har svært ved at samarbejde med Saga og acceptere den helt særlige svenske efterforsker. Men det bliver hun nødt til, da en dansk kønsdebattør, indehaver af den første kønsneutrale børnehave i København, findes myrdet på en byggeplads i Malmø.

Nicolas Bro spiller den succesrige forretningsmand Freddie Holst, der har en imponerende kunstsamling. Også Sonja Richter og Sarah-Sofie Boussnina er med i den nye sæson.

Den dansk/svenske tv-krimi har flere forskellige instruktører og hovedforfattere heriblandt svenske Henrik Georgsson. Og danske Rumle Hammerich, som også har instrueret afsnit af Borgen I. Også svenske Hans Rosenfeldt, der også er kendt som den ene halvdel af forfatterparret Hjort Rosenfeldt, er igen med som en af seriens hovedforfattere.

I Broen III spiller Kirsten Olesen Hanne Thomsen fra Københavns Politi. Foto: Carolina Romare

I Broen III spiller Kirsten Olesen Hanne Thomsen fra Københavns Politi, der skal samarbejde med svenske Saga Norén. Foto: Carolina Romare/DR

Broen er solgt til 157 lande/territorier, serien har vundet forskellige prestigefulde tv-priser, og tv-krimien er blevet produceret i to såkaldte remakes nemlig The Tunnel, som finder sted mellem Storbritannien og Frankrig, og The Bridge, der foregår mellem USA og Mexico.

PS: Jeg er ikke parat til at smide mig i sofaen foran tv-skærmen klokken 20. Men jeg tager revanche, når tre styks unger er puttet og madpakker er smurt. For jeg glæder mig til Broen – selvom det bliver uden Bodnia.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her