Krimigenrer: En krimi er ikke bare en krimi. Der findes et væld af forskellige typer krimier og undergenrer.

(Opdateret marts 2021 – husk at læse PS også)

Mon ikke også der er en krimi, der falder i din smag?

Nogle kalder Steen Steensen Blichers novelle fra 1829, Præsten i Vejlbye, for verdens første krimi. Dog er det den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, der regnes for at være ophavsmand til den moderne krimi. I 1841 skrev han Mordene i Rue Morgue, hvor vi møder detektiven Dupin – og en grum orangutang.

I 1887 udkom den første af Arthur Conan Doyles fortællinger om den måske mest berømte detektiv af dem alle nemlig Sherlock Holmes. Også Holmes er den type detektiv, der opklarer forbrydelser ved hjælp af at tænke rationelt og logisk og have en effen deduktionsevne som sin forgænger Dupin. I alt optræder den britiske detektiv fra Baker Street 221B i 56 noveller og fire romaner.

Jeg vil gerne understrege, at jeg her taler om den vestlige krimitradition, for faktisk har man i Kina – bl.a. ifølge Kim Toft Hansen, der er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet – siden det 11. århundrede en dokumenteret tradition for folkelige overleveringer af detektivfortællinger.

I dette indlæg tager jeg udgangspunkt i den vestlige kultur og krimigenre. Og du kan finde mere om de forskellige forfattere, hvis du søger her på bloggen. En ting er sikkert: Krimigenren lever endnu. Og trives. Og udvikler sig. Heldigvis.

Mens nogle forfattere dyrker en bestemt krimigenre, blander andre de forskellige stilarter. Du får serveret et par af kategorierne her:

Den klassiske engelske krimi:

Kaldes også ”the whodunit” eller puslespils-krimien. Forbrydelsen er et mysterium, der skal løses. Miljøet er typisk over- eller middelklassen. Forbrydelsen flækker den harmoniske og idylliske verden, hvor alt på overfladen er ih så idyllisk og perfekt.

Det er op til den ofte enlige gentlemandetektiv at genoprette harmonien. Detektiven har iagttagerens rolle, samler spor og mistænker alle efter tur, indtil puslespillet til sidst kan lægges.

Kulissen er måske en herregård, et slot, en præstegård, et landsbymiljø eller lignende. Det er ikke til at komme uden om Agatha Christie i denne sammenhæng – ej heller Colin Dexters Inspektør Morse.

Foto: Sanne Berg.

Politiromanen:

Amerikanske Ed Mcbain var en af de første, der skrev politiromaner. Han er især kendt for Station 87-serien, som han skrev på i 40 år. I 1956 udkom den første roman i serien om Station 87, der blev forbillede for mange senere politiromaner og tv-serier.

Og selvom man kan kalde den sympatiske betjent Steve Carella for en slags hovedperson, så var det nyt, at man pludselig kunne læse om et team af betjente og ikke kun en enkel detektiv/opdager. Ed Mcbain har haft enorm betydning for politiromanen som genre. Han er også manden bag manuskriptet til Alfred Hitchcocks klassiker Fuglene.

Genren slog igennem i 50’erne i USA, mens den først godt ti år senere fik sit store gennembrud i Skandinavien. Og det skyldes især et svensk forfatterpar nemlig Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Over ti år – fra 1965 til 1975 – udgav de ti romaner om Martin Beck – først kriminalassistent og senere kommissær – og hans kolleger fra det svenske politi. Roman om en forbrydelse kaldte Sjöwall og Wahlöö hele serien.

I politiromanen skildres politiets arbejde, og læserne er med på sidelinjen til bl.a. afhøringer, møder, tekniske undersøgelser og obduktioner. Her bevæger plottet sig typisk mellem opklaringen og den kriminelles planlægning og udførelse af forbrydelsen. Ofte ved læsere før politiet, hvem den kriminelle er. Detektiven står ikke alene, men er typisk en del af en efterforskningsgruppe. Og det er tilladt for efterforskeren at have et privatliv.

Særligt svenskerne har været glade for politiromanen, og forfattere som Sjöwall/Wahlöö, Håkan Nesser og Henning Mankell har kastet sig over genren. Eksempler på danske krimiforfattere, der skriver politikrimier, er søskendeparret Lotte og Søren Hammer, Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein.

Der findes også andre typer krimier:

Den metafysiske krimi, der inddrager metafysik, religion eller det overnaturlige i fortællingerne. Traditionelt holder krimien sig langt fra Gud og tro, men i løbet af de sidste 10-15 år har flere og flere religiøse eller overnaturlige elementer sneget sig med ind i krimigenren. Tænk bare på Dan Browns Da Vinci Mysteriet. A. J. Kazinski, der er er et pseudonym for danske Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund er blandt de krimiforfattere, der er optaget af det metafysiske.

Femi-krimien – i både skandinavisk og amerikansk version. Fælles er, at krimierne er skrevet af kvinder, har en kvinde som hovedperson og beskriver det moderne kvindeliv med privatliv, konflikter etc. Især i den skandinaviske version er forbrydelserne forbundet med mænds dominans over kvinder, og bøgerne har ikke sjældent en kønspolitisk pointe. Især svenske Liza Marklund er kendt for denne genre, ligesom Sara Paretsky også er det. Amerikanske Marcia Muller (f. 1944) regnes af mange for genrens urmoder.

Den amerikanske hårdkogte krimi, hvor whisky og smøger i rigelige mængder ofte er vigtige ingredienser. Landsbymiljøet fra de engelske krimier er skiftet ud med den barske og brutale storby, der er fuld af korruption og gangstere, og en enlig detektiv som f.eks. Raymond Chandlers Philip Marlowe. Han er portrætteret på film af blandt andre Humphrey Bogart.

Psykologiske krimi herunder også de såkaldte domestic noir-krimier. I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Et eksempel på domestic noir er Gillian Flynns Kvinden der forsvandt. Læs også min artikel på Litteratursiden, hvor jeg har skrevet om netop domestic noir.

Arctic Noir er et begreb, der sættes på krimier, der foregår i Grønland. Ikke blot den heftige, smukke og barske natur er som skabt til kriminalromaner.  Landet har en meget høj mordrate befolkningsantallet taget i betragtning, og så kæmper Grønland med både sociale problemer og fremmede magter (og en vis præsident), der gerne vil have del i Grønlands naturressourcer. Forfattere som Mads Peder Nordbo, Helle Vincentz, Steffen Jacobsen, Rune Stefansson og Nina von Staffeldt har skrevet såkaldt Arctic Noir.

Videnskabskrimier hvor forskning og fakta spiller en central rolle. Forfattere som Sissel-Jo Gazan, Lotte Petri, Robert Zola Christensen og Bille og Bille skriver videnskabskrimier.

Den historiske krimi der fletter en historisk periode ind i plottet og er skrevet som en historisk roman, og altså ikke bøger, der har år på bagen og beskriver deres samtid. Forfattere som Umberto Eco (Rosens navn) Ole Frøslev og Martin Jensen skriver historiske krimier.

Retsalskrimien: “I Danmark findes retssalskrimien nærmest ikke, selv om det største menneskelige drama i en kriminalsag ofte foregår i retten,” har forfatter Gretelise Holm engang sagt i et interview i Politiken. Og det er rigtigt, at genren ikke er særlig udbredt i Danmark – modsat fx i USA og England, hvor genren, The Legal Thriller, står stærkest. Måske det skyldes vores retssystem? En af de danske forfattere, der dog skriver i genren, er Palle Hyldgård Poulsen, der har skrevet krimien Kastaniens DNA. Andre krimiforfattere, der skriver retssalskrimier, er John Grisham, Erle Stanley Gardner og svenske Malin Persson Giolito.

Rigtig god læselyst. Mon ikke der er en krimi, der passer til dig?

Mange hilsner fra

Rebekka Andreasen – journalist, krimiblogger, redaktør – og Vild Med Krimi

PS: Du får lige en lille bid af et interview med forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, som jeg lavede i 2017. Du kan læse hele interviewet her

Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).

Alexandra forklarer:

I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.

Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:

Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.

Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:

Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.