Sommerkrimi: Her får du fem bud på gode og meget forskellige krimier, du kan have med i strandtasken.
Hvidt snit af Lotte Petri
Danske Lotte Petri bliver bare bedre og bedre og endnu mere ferm til at skrive interessante og meget tankevækkende historier. Og hun fortjener et stort publikum. Hvidt snit, der udkom tidligere på året, er en uhyggelig og fornemt fortalt krimi. Og man tænker med gru “hvad-nu-hvis”, når man har læst bogen, der kredser om nynazisme, menneskeeksperimenter og uhyggelig racerenhed. Det er den fjerde krimi i serien om Selma Eliassen, der er læge, forsker og chef for den såkaldte Overvågningstjeneste.
Selma har til opgave at sørge for, at smitsomme sygdomme ikke udvikler sig til dødelige epidemier. Super interessant med en kvindelig, sej læge i et krimiunivers. To mord er blevet begået med 30 års mellemrum. Der er dog en fællesnævner: Begge mordofre har fået foretaget det hvide snit. Og begge er blevet forgiftet. Selma vikles selvfølgelig ind i efterforskningen, og det bliver ikke ufarligt. Men grufuldt og ondt – på den læseværdige måde. Læs Hvidt snit, hvis du gerne vil læse en drønspændende og meget velresearchet krimi, der sætter tanker i gang. Du kan godt læse bogen selvstændigt, selvom der trækkes tråde til de forrige bøger, men vil du være med fra første sætning, så begynd med Den 5. plage fra 2009.
Bjørnedansen af Roslund og Thunberg
Svensk krimi, der gør indtryk. Bogen udkom tidligere på foråret og bygger på virkelige hændelser om en kriminel bande, Militærligaen, der hærgede Sverige i begyndelsen af 1990’erne. Banden stod bag en række grove og opfindsomme røverier, og i bogen følger vi tre brødre, der sammen med en barndomsven, danner en forbryderbande. Bjørnedansen er ikke en klassisk “who done it”-krimi, for det ved læserne godt. Men det er en rå og samtidig følsom fortælling om arv og miljø. Om at vokse op med vold, om søskendekærlighed, dominerende fædre og om skyld og skam. Læs den, hvis du er til en meget rå og samtidig følsom fortælling, der bygger på virkelige hændelser. Den er virkelig godt skrevet og en krimi, der gjorde et stort indtryk på mig.
Forbarm dig af Jean-Christophe Grangé
Jeg er vild med den franske krimiforfatter Jean-Christophe Grangé, men først for nylig har jeg læst Forbarm dig, der blev udgivet på dansk i 2010. Hovedpersonerne i en Grangé-krimi er ofte frustrerede, neurotiske, traumatiserede og afhængige af medicin eller stoffer. I Forbarm dig efterforsker et umage par drabet på en chilensk organist, der er blevet dræbt i en kirke i Paris. En halvmuggen, pensioneret fransk/armensk kriminalinspektør og en ung, kæk politimand, der egentlig er på orlov for at blive sit heroinmisbrug kvit, efterforsker mordet – uofficielt. Forbarm dig er en meget makaber, men også medrivende og uhyre spændende historie med et kompliceret og indviklet plot, der kræver, at du holder tungen lige i munden. Jean-Christophe
Grangé er ikke nødvendigvis let at læse, og han smider om sig med referencer til litteratur, historie, musik og mytologi, men Forbarm dig er en krimi/thriller af ekstrem høj klasse. Det er saftsuseme en heftig bog både hvad spænding, temaer og voldsomhed angår. Den er fremragende og ikke til at regne ud. Læs bogen, hvis du er til krimiguf. der virkelig smager. Du skal ikke være sart – her er masser af grumme detaljer og blodige beskrivelser.
Den genfødte morder af A. J. Kazinski
Det er ikke kun franske Grangé, der kan udtænke sindrige plot. Det kan danske A. J. Kazinski også. Forfatter-duoen bag pseudonymet, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, er aktuelle med Den genfødte morder, der er en bragende god bog, der er meget mere end en krimi. Det er også en fortælling om kærlighed. Og om, at der er mere mellem himmel og jord. Gidselforhandleren Niels Bentzon går undercover som patient på Sikringen – blandt landets mest farlige og forstyrrede forbrydere. Det er nervepirrende uhyggeligt og meget intenst at følge Bentzon, der er helt afmægtig og i andres vold – spærret inden bag Sikringens mure. Læs bogen, hvis du er til en vanvittig velfortalt, tempofyldt krimi, der har religiøse og overnaturlige undertoner. Den genfødte morder er den tredje krimi i serien om Bentzon, men du kan godt læse bogen selvstændigt.
Ikke i kød og blod af Ruth Rendell
Britiske Ruth Rendell, der også skrev især psykologiske krimier under pseudonymet Barbara Vine, døde i maj i år. Hun er især kendt for Som fuglen i krokodillens gab (1993) men også for sin serie om kommissær Reginald Wexford. Rendells fantasi har frarøvet mig mange søvnløse nattetimer, siden jeg som teenager for første gang læste en af hendes bøger. Hvad med at læse/genlæse en af de klassiske Wexford-krimier? I Ikke i kød og blod dukker resterne af en hånd op i jorden ved et øde hus. Kort efter findes endnu et lig, og Wexford går i gang med at undersøge, om der er en sammenhæng mellem de to dødsfald. For alt er selvfølgelig ikke så idyllisk i den fiktive sydengelske by Kingsmarkham, som det ser ud til.
Bogen handler blandt andet om omskæring af kvinder, som Rendell, der havde en plads i Overhuset for partiet Labour, var indædt modstander af. Læs Ikke i kød og blod, hvis du er til klassisk engelsk krimi med masser af atmosfære, og hvor det er finurlige personkarakteristikker mere end højspændt action, der gør bogen attraktiv at læse.
God læselyst. Og rigtig god sommer.
Glæder mig til at læse “Den genfødte morder” af A.J. Kazinski. Skal helt klart også læse mere af Jean Christophe Grange. Dejligt at få inspiration fra bloggen til at læse lidt andet, end det der lige er på bestsellerlisten!
Rigtig god læselyst, Rikke. Og ja – Grangé er god 😉
Pingback: Anbefaling af gode bøger til ferien | Tinadalbøge.dk