Noget om Sjöwall og Wahlöö 8


Sjöwall/Wahlöö: Jeg var egentlig i gang med at skrive et kort indlæg om James Bond, da jeg pludselig læser, at den svenske forfatter Maj Sjöwall er død, 84 år gammel. Sammen med Per Wahlöö skrev hun de samfundskritiske kriminalromaner om Martin Beck. Bøger, der har haft en enorm betydning for krimigenren og genrens udvikling. James Bond må vente lidt.

Strisser, Strisser er den sjette krimi i serien om Martin Beck. Min udgave, der er fra 1970, har jeg fået af min mor. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er ikke den eneste krimilæser, der har et særligt forhold til Sjöwall og Wahlöös bøger. Vi findes. Over hele verden.

I min barndom var min mor venstreorienteret, det samme var stort set alle hendes venner, der ofte havde lige så voluminøse bogreoler som dem, der stod hjemme hos os i Aarhus-forstaden i 70’erne og 80’erne. Og hvis der var en serie, der gik igen i bogreolerne, så var det den svenske krimiserie om Martin Beck. Hvornår jeg selv første gang læste en Martin Beck-krimi, kan jeg ikke huske. Men det må have været som ganske ung teenager. Faktisk var jeg mere til britiske eller amerikanske krimier på det tidspunkt, men senere vendte jeg tilbage til serien, som jeg nok også bedre forstod og værdsatte, da jeg blev lidt ældre. Men allerede tidligt var jeg klar over, at parret var på “den lille mands” side.

 

Med serien om politimanden fra Stockholm, Martin Beck og hans kolleger, skabte Sjöwall og Wahlöo en helt ny genre, nemlig den skandinaviske kriminalroman. Foto: Rebekka Andreasen

Gennem årerne har jeg interviewet mange forfattere. Ikke sjældent henviser de til det svenske makkerpar, når de skal pege på andre forfattere, som de har været inspireret af/glade for at læse. Det er med andre ord umuligt at gå uden om Sjöwall/Wahlöö, når man taler om krimigenren.

For de opfandt jo en genre. Den (kritiske) skandinaviske kriminalroman. Maj Sjöwall og Per Wahlöö var de første ikke-engelsksprogede forfattere, der modtog den prestigefulde, amerikanske Edgarpris

De to journalister Maj Sjöwall og Per Wahlöö mødtes i begyndelsen af tresserne i Stockholm. Wahlöö havde flirtet med fiktionen tidligere, og sammen skabte parret de i alt ti bøger om Martin Beck. Bøger, der er blevet verdensberømte.

Det svenske forfatterpar har tidligere fortalt, at de anså alle ti bind i serien som et sammenhængende værk, og at forbrydelsen var socialdemomokraternes og den svenske velfærdsstats forræderi mod arbejderklassen. Samlet hedder serien netop Roman om en forbrydelse, og krimiprojektet var i høj grad også et politisk projekt for Sjöwall og Wahlöö.

Parret var kritiske, marxistiske og revolutionære. I Terroristerne, det sidste bind i serien, der udkom i 1975, samme år som Per Wahlöö døde, hænger Martin Becks kæreste en plakat med Formand Mao op over politikommissærens seng.

I forordet til netop Terroristerne, skriver den norske krimiforfatter Anne Holt:

De har efterladt et stort litterært værk, den højeste kanon, men også en vejledning til alle, der vover sig ind i denne krævende genre. De lærte os at beskrive det store billede ved hjælp af den lille detalje, at sænke kameraet, at gå tæt på objektet – den forsømte, den fortabte, det almindelige menneske.

Tilbage i 2017 interviewede jeg journalist og forfatter Karsten Bengtsson om hans krimifavorit, der netop er Sjöwall og Wahlöö. Dengang sagde han blandt andet:

– Jeg læste bøgerne Roseanna, Manden, der gik op i røg, Manden på altanen osv., da de udkom for snart mange herrens år siden. Det gjorde alle mine venner også. De var datidens Forbrydelsen. En serie, alle fulgte med i og talte om. Det var de først og fremmest på grund af det politiske og venstreorienterede tilsnit, som bøgerne havde. Det var helt nyt – at kombinere krimien med en samfundskritik. På den måde revolutionerede de genren.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/som har gjort indtryk? 

– Den, jeg husker bedst, er en scene, hvor det svenske politi skal storme en lejlighed, som vist er tom. Det sker med et fuldstændig overdrevet opbud af kampberedte betjente og med al det isenkram, man har på lager. Hvad der kunne være ordnet med en banken på døren, ender i eksplosioner og knuste døre.

Hvad er det, som han/hun kan? 

– Det at han/hun skrev sammen, måske. På den måde fik man både et mandligt og kvindeligt syn på personerne og fortællingen.

Hvad var den første bog, du læste af parret, og hvilken oplevelse var det?  

– “De fik liget op den ottende juli lidt over tre om eftermiddagen. Det var forholdsvis velbevaret og kunne ikke have ligget i vandet længe. At det overhovedet kom for dagen, beroede på en tilfældighed. At det blev fundet så forholdsvist tidligt, var et held og burde have gavnet efterforskningen.” Sådan starter den første bog i serien. Roseanna. Det var en læseoplevelse som vakte genkendelse. Politifolk, der var almindelige mennesker med almindelige interesser (modelskibe og bøger om søslag) – ikke hardcore typer i trenchcoat.

Hvilken af bøgerne er din favorit og hvorfor? 

– Måske Det lukkede rum. Altid et godt plot. Et mord i et lukket, aflåst-indefra rum? Hvordan kan det ske?

Du kan læse hele interviewet her

Tak for alle bøgerne, Sjöwall og Wahlöo.

PS: Serien om Martin Beck i rækkefølge kan du finde på Modtryks hjemmeside her

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

8 thoughts on “Noget om Sjöwall og Wahlöö

  • Birthe Sonne

    Jeg bliver helt rørt over at se den gamle lyserøde forside på Strisser, Strisser. Engang havde jeg hele serien på 10 bind, og den blev læst næsten forfra og bagfra. Så skete det, der sker så tit med bøger, man omtaler med glæde – de bliver lånt ud. På et tidspunkt var der kun fem tilbage på hylden og ingen mulighed for at få fyldt hullerne op.
    Efter adskillige år forsøgte jeg at finde de manglende bind – det viste sig, at det kun kunne lade sig gøre antikvarisk. Jeg fandt tre, og opgav så desværre. Hele samlingen blev offer for en stor oprydning, men jeg savner stadig alle 10.

    • Rebekka Andreasen

      Kære Birthe

      Tak for din kommentar. Ak ja – det er hvad der sker, når man gavmildt låner ud.
      Min udgave af Strisser, strisser, som jeg har fået af min mor, er fra 1970 – tre år ældre end jeg selv er.

      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Henrik

    Dejlige bøger som jeg læste som helt ung.
    De har i øvrigt været læst et par gange og bliver det også fremover.
    Har heldigvis alle 10. bøger stående i reolen.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Henrik
      Tak for din kommentar.
      Ja, det er dejlige bøger – og en serie, der holder endnu mange år efter. Hvor godt at du har passer fint på dine bøger, så du stadig har den komplette samling.
      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Lisbeth

    Den første jeg læste af dem var Brandbilen som forsvandt. Det var en serie der for alvor fangede mig ind i krimigenren. Ny og moderne. Ellers var det jo de gode gamle travere der havde fanget mig: Maria Lang, Agatha Christie og Dorothy L Sayers. Jeg elsker fortsat de der gamle krimidamer, men med Sjøvall og Walløø skete der bare noget helt særligt. Mon ikke vi er mange der har lyst til at få bøgerne genlæst?

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Lisbeth
      Tak for din kommentar. Jo, jeg tror, vi er mange, der pludselig får lyst til at læse bøgerne igen. Og ja, de var også helt anderledes end de britiske og amerikanske krimier, jeg indtil da havde læst.
      Mange hilsner fra
      Rebekka

  • Henrik

    “Et kort indlæg om James Bond”
    Spændende kommer det?
    I øvrigt mener jeg, at Ian Flemings James Bond bøger, absolut er værd at læse i dag.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Henrik

      Tak for din kommentar. Tja, måske får jeg det skrevet. Jeg er nemlig også vild med Bond. Det er godt nok længe siden, jeg har læst en Ian Fleming bog, men måske det snart er på tide?
      Bedste hilsner
      Rebekka