krimiserier

Anmeldelse: Enken fra Kiev af Mogens Blom

Anmeldelse: Mogens Bloms tredje politiske thriller om Maiken Tarp udkommer i dag. Enken fra Kiev  tager dig bl.a. med til gangene i Udenrigsministeriet, hvor forfatteren har arbejdet som embedsmand i 17 år.

Politisk spændingsroman om bl.a. den glemte krig i det østlige Ukraine. Udkommer i dag.

Hvor Gidsel i Ammam og Arven fra Basra, de to første bøger om efterretningskvinden Maiken Tarp, havde fokus på Mellemøsten, vender forfatteren nu blikket mod Ukraine.

For et par år siden mødte jeg på et kursus en ukrainer, der var flyttet til Danmark. Hun fortalte, at hun havde fjern familie, der boede midt i en krigszone. Hvilken krig?, spurgte jeg dumt.

Selvom jeg selvfølgelig havde læst i avisen om massive kampe mellem pro-russiske separatister og regeringsstyrker.

Og selvom jeg har set DR’s Matilde Kimer berette om uhyrligheder på tv, så var det ikke krigen i den østlige del af Ukraine, jeg først kom i tanke om – heller ikke i samtale med en ukrainer.

Det gjorde mig lidt flov. Hendes familie havde en hverdag i en krig, som lå langt væk i min bevidsthed. Selvom krigen ufortrødent fortsætter på fjerde år.

Det er netop den glemte (i hvert fald for mig) krig, der er afsættet i Mogens Bloms tredje spændingsroman om Maiken Tarp, selvom den foregår i Danmark.

En nat flygter en ukrainsk kvinde til Danmark, og med sig har hun en bunke fortrolige papirer, der kan skade separatisterne og deres russiske allierede.

Visse personer er så ivrige efter at få fat i papirerne, at de sender en lejemorder til Danmark. Ham står Maiken Tarp pludselig ansigt til ansigt med på en stor international konference, da hun er vidne til et drab.

Lettere modvilligt er hun blevet udpeget til en lille sikkerhedsenhed med base i Udenrigsministeriet. Og mens PET efterforsker drabet som terror og har fokus rettet mod ISIS, fornemmer Maiken, at drabet peger i en helt anden retning. Og det er ikke ufarligt arbejde.

Ikke kun jobbet presser Maiken. Hun er blevet gravid med journalistkæresten Kåre, der gerne vil have barnet, men tanken om at blive mor er uendelig fjern for hende.

Enken fra Kiev er en hurtiglæst spændingsbog om konflikten i Ukraine, men også en bog om intriger, interne magtkampe og skjulte dagsordener på Asiatisk Plads i København, hvor Udenrigsministeriet ligger. Og ja, ikke alle har samme mål. Og melet i posen er heller ikke lige rent hos alle.

Det er en bog om både diplomati, kærlighed, en kompliceret relation mellem far og søn – og storpolitik. At forfatteren har indsigt i stoffet smitter af på historien, der er både realistisk og veltilrettelagt.

Der er fin balance mellem Maikens indre konflikter og den ydre handling. Med en mor, der aldrig rigtig gav kærlighed, har Maikens svar på barndomstraumet været at begrave sig i arbejde, og da hun går mod PET, får hun problemer. Om mon fjenden altid kommer udefra?

(Og apropos mangel på kærlighed, så læs Leonora Christina Skovs Den, der lever stille – ikke en krimi, men bragende god bog om netop at være barn i et hjem med en mor, der ikke viser kærlighed. Jeg tudede mig igennem bogen.)

Forfatteren disker ikke op med masser af lækkerbiskner rent sprogligt. Læs ikke bogen for sproglig opfindsomhed og honningbløde sætninger, det er ikke der, bogens styrke ligger. Læs historien, fordi den er solid og vedkommende underholdning, Maiken Tarp og co. er godt selskab, og læs bogen, fordi de emner, forfatteren tager fat på, er interessante.

Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien. Er du vild med Helle Vincentz Stjålne liv, vil du sikkert også synes om Enken fra Kiev.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Mogens Blom er udover at være forfatter en erfaren diplomat og har rejst og arbejdet meget især i Mellemøsten. Han har bl.a. arbejdet med Danidas udviklingsprojekter til fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Allerede i 1983 debuterede han som forfatter med spændingsromanen Dræbt af en vildfaren kugle, Forlaget Vindrose. Året efter fulgte Aftenholdet på samme forlag. Læs mere om forfatteren her

Politi af Jo Nesbø

Politi er alt for hurtigt læst.

Politi er alt for hurtigt læst.

Anmeldelse: Jubii. Harry hole er i live. Og han er nærmest lykkelig. Det skal jeg faktisk lige vænne mig til – det dér med Holes lykke. Når det er sagt, så er Jo Nesbøs Politi krimiguf af den fineste slags.

Selvfølgelig er Harry Hole ikke død, som jeg og mange andre var tilbøjelige til at tro. I Genfærd forlod vi Jo Nesbøs hovedperson skudt og bevidstløs på gulvet sammen med en sulten rotte.

Det værste ved at gå i gang med en ny Harry Hole-roman er, at man snart er færdig med den igen. Jeg nåede ikke at skrive her på bloggen under ”LIGE NU LÆSER JEG” i højre side af din skærm, at jeg var i gang med bogen. Nu er den læst og fordøjet. Og hvilken herlig mundfuld.

Når jeg læser gode krimiserier, er en del af læseglæden igen at møde de personer, jeg holder af. Jeg er vild med Harry Hole. Jeg havde dog ikke forventet, at han i Politi er nærmest lykkelig – så lykkelig, som man nu kan være, når man stadig har:

  • Dæmoner at slås med
  • Et heftigt alkoholmisbrug, der skal holdes på afstand
  • Hemmeligheder, der ikke må komme frem
  • Et mørkt  og selvdestruktivt sind

Selvom jeg under Hole medgang, så synes jeg også, det gør ham mere vattet og mat, at han har fået bedre styr på sit liv. Han behøver ikke at være så hardcore, at han syr sig selv i halsen, som han har gjort i en af de forrige bøger, men han mangler altså lidt mørke for at være den Hole, jeg holder allermest af.

Der er selvfølgelig også gensyn med Holes bundsolide og erfarne kollegaer bl.a. Gunnar Hagen og Beate Lønn, den ubehagelige og glatte politimester Mikael Bellman, der gør alt for egen vindings skyld. Og hans klamme håndlanger Truls Berentzen, der som politimesteren ikke altid holder sig på den korrekte side af loven.

Politi handler om tja, politi. Om politifolk og om mord på politifolk. På bedste bestialske Jo Nesbø-maner bliver politifolk slået ihjel på åstederne for uopklarede mord.

Jo Nesbø tager igen og igen læserne ved næsen. Han tvister og drejer på forunderlig vis intriger, plot og handlingsforløb, så jeg tror, jeg ved, hvor vi havner – for så at havne et helt andet og uventet sted. Det er en udsøgt fornøjelse. Glem alt om at få din nattesøvn.

Der er noget, der bliver underligt uforløst, når bogen slutter. Noget, som jeg gerne ville have haft en forklaring på. Det er et luksusproblem, for det er en fantastisk underholdende og brandgod krimi. Men ih hvor det ærgrer mig, at der hænger en tråd og dingler.

Jeg har læst Politi som e-bog. Både formatet og krimien kan i den grad anbefales.

 

Krimiserier med både små og store historier

Krimiserier følger ikke kun udviklingen i en konkret sag - men også udviklingen af hovedpersonen.

Læser du krimiserier, følger du ikke kun udviklingen i en konkret sag – men ofte også den udvikling (eller afvikling), som hovedpersonen gennemgår.

Rigtig mange krimiforfattere skriver krimier og thrillers, hvor persongalleriet går igen. Altså serier af bøger, hvor vi bind for bind lærer journalisten, kriminalkommissæren, eller hvem der nu er central for fortællingen, bedre at kende og på den måde følger hovedpersonernes udvikling. Ofte er det et gensyn med en bestemt hovedperson, der gør, at jeg glæder mig særligt til nogle krimier.

For nylig hørte jeg Thomas Engers Blodrus som lydbog. Med sine nu tre krimier om kriminalreporteren Henning Juul i en planlagt serie på seks bøger, opererer den norske forfatter, som mange af sine kolleger, med små og store fortællinger i samme historie. Dels er der i hvert bind en mordgåde, der skal løses. Dels er der en baggrundsfortælling, der udvikler sig løbende bog efter bog. Den store baggrundshistorie handler om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og derved også dræbte hans lille søn, der sov i lejligheden. Som læsere får vi bind efter bind endnu en brik i mordbrand-puslespillet. Mon ikke vi læsere efter bind seks ved, hvem der står bag branden?

Den norske forfatter har flere gange fortalt, at han er meget fascineret af tv-serier som f.eks. The Sopranos og Breaking Bad, der også har en overordnet fortælling samtidig med, at hvert afsnit fokuserer på en mindre historie.

Når det gælder yndlingsserier og personer, jeg gerne vil læse om, så er det ikke til at komme uden om Jo Nesbøs Harry Hole. Jeg er også meget glad for de to svenskere: Martin Beck og Kurt Wallander. Men desværre skal jeg jo nok ikke forvente at høre nyt om dem.

En forholdsvis ny bekendt, som jeg har planer om at lære endnu bedre at kende, er den cubanske kriminalkommissæren Mario Conde. Han er skabt af krimiforfatteren Leonardo Padura, der har skrevet Havana-kvartetten: Fire bøger om kriminalkommissæren. Jeg har kun læst nummer tre i serien, Maskespil i Havana, men den kan varmt anbefales, hvis du trænger til lige at læse en god og underholdende krimi, der hverken er skandinavisk eller amerikansk.

Hvilke krimiserier er dine favoritter?

Hvilke fiktive hovedpersoner, jeg gerne ville invitere til middag, kan du læse lige her

DR-satire med Sarah Lund

Jeg er vild med krimi – og så er jeg vild med god satire.

DR står bag nogle fantastiske krimiserier: Ørnen, Broen, Forbrydelsen. DR kan også lave satire. Jeg har for nylig opdaget Danmarks nye satire-talkshow Kolonien.

Programmet sendes på DR HD, men fortvivl ej, hvis du ikke kan tage den kanal. Du kan finde alle afsnit på DR’s hjemmeside.

Jeg synes, det er rigtig morsomt. Du kan også finde masser af klip fra programmet på YouTube.

Tjek dette korte, men sjove klip, hvor Kolonien har besøg af Sarah Lund fra Forbrydelsen. (Skuespiller Julie Rudbæk) Se klippet her

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her