Stem på din Martha-favorit, læs en bog af en mindre kendt forfatter. Eller gør begge dele.


Sidste år vandt Jesper Stein MARTHA-prisen. Fotoet her er fra BogForum i 2015, hvor Henrik Palle interviewer Jesper Stein om Aisha. Den sjette bog om Axel Steen, Solo, udkommer sidst i oktober. Foto: Rebekka Andreasen

Litteraturpris: MARTHA-prisen er en dansk litteraturpris, der uddeles af boghandlerkæden Bog & ide. Frem til den 7. oktober kan du stemme på en af de otte danske forfattere, der er nomineret til MARTHA-prisen. Bog & idés medarbejdere og danske læsere har hver nomineret fire forfattere.

De nominerede til prisen 2018 er:

Søren Sveistrup – Kastanjemanden (Læs her min anmeldelse)

Anne Mette Hancock – Mercedes-snittet (Læs her min anmeldelse)

Helle Helle – De

Leonora Christina Skov – Den, der lever stille

Jens Henrik Jensen – De frosne flammer (Læs interview med Jens Henrik Jensen her)

Katrine Engberg – Glasvinge (Læs dobbeltinterview med Engberg/Hancock her)

Anna Grue – De voksnes rækker (Læs interview fra 2014 med Anne Grue her)

Jesper Wung-Sung – En anden gren

Martha Christensen, der bl.a. skrev Dansen med Regitze, modtog som den første prisen i 1989. Sidste år vandt Jesper Stein MARTHA-prisen. Det er et stærkt 2018-felt. Jeg har læst de seks af bøgerne. Held og lykke til alle otte. Jeg har selvfølgelig stemt på min personlige favorit, stem på din her

Uanset hvem der vinder, så har de otte forfattere blandt andet det til fælles, at deres bøger massivt bliver omtalt i aviser og på blogs, og ikke sjældent kan du læse interviews med dem i magasiner eller møde dem på tv.

Giv en forfatter, du ikke kender, en chance

Men husk: Der bliver også skrevet skønne bøger af forfattere, der ikke får samme eksponering som deres bestseller-kollegaer. Jeg nævner et lille udvalg her – har ikke læst dem alle, men nu får de i hvert fald plads her.

Faktisk er det to etablerede forfattere, der står bag Glasnøglen, der udkommer 21. september, men der er sikkert ikke mange (endnu), der kender Alex Karl Morell – et pseudonym, de to forfattere skriver under. Derfor får bogen et par linjer her.

Glasnøglen udkommer den 21. september på Forlaget Bindslev.

Glasnøglen er en spændingsroman om to anti-helte, underlige fugle og en verdensomspændende konspiration.
Som midtjysk hobbyornitolog har Kathrin Lindgaard et skarpt øje for fugle, men ikke så meget andet. Hun har bemærket, at de er begyndt at opføre sig besynderligt. Derfor kontakter hun den kronisk tømmermandsramte journalist Jesper Bastholm, som opholder sig i Thailand, hvor naturen også udviser en excentrisk opførsel. Men det skulle hun aldrig have gjort, for inden længe står jorden i flammer under dem begge.

Ib Michael har skrevet romanens indledende kapitel, men har ellers ikke været involveret i bogens handling og indhold. Hvem der står bag Alex Karl Morell? Jeg kan røbe, at det er en kvinde og en mand.

Kampen om DRAGON af Thomas Krohn, er udkommet. Det er en højaktuel biologiske thriller om liv og død, forskningsidealer og en mands kamp for at gøre det rigtige, før det er for sent. En aggressiv og dødelig virus rammer beboerne i en landsby i den demokratiske republik. Forskerne leder efter en kur mod alverdens vira i biotekvirksomheden VirusGene, hvor den unge forsker Anders Berggreen arbejder. Men noget er helt galt.

Fluen i dødsfælden af Lars Sjøstrøm, er udkommet. Det er forfatterens debutkrimi, der foregår i Helsingør. To drenge finder liget af en mand i voldgraven omkring Kronborg Slot. Simon Bremer og Victoria Sparkling fra Rigspolitiets nye drabsenhed, Gemini-gruppen, tager til Helsingør for at efterforske sagen, der blandt andet involverer et hemmeligt broderskab, spøgelser på Hotel Marienlyst, en skjult skat og vanvidskørsel på Helsingørmotorvejen. Krimien er første bind i en planlagt serie.

Er her nogen af Lotte Elmann Wegner, er udkommet. Det er forfatterens debutkrimi. En ung kvinde dukker aldrig op på sit arbejde. Hun er sidst fanget på et overvågningskamera i en kiosk i nærheden af sin bopæl, kameraet har også fanget en mand. Han taler til hende, følger hende ud af døren. På de sociale medier bliver han hurtigt hovedmistænkt, men politiet har ingen beviser. Vibe Engberg arbejder i en antikvitetsforretning i samme by. Den ene dag ligner den næste. Indtil den tidligere hovedmistænkte en dag træder ind ad døren i antikvitetsforretningen.

Måske du har krimiguf i vente? Måske det er noget værre bras? Bedøm selv.

PS: For et stykke tid siden blev jeg spurgt, om jeg udelukkende anmelder eller interviewer bestseller-forfattere. Svaret er nej. Jeg er begejstret for Thomas Baggers krimier, der udkommer på det lille aarhusianske forlag E.C. Edition. Og da jeg anmeldte hans første bog, Den Permanente, et stykke tid efter udgivelsen, var jeg den allerførste, der anmeldte bogen. Nu går det temmelig fint for den aarhusianske forfatter. Og helt tilbage i december 2015, hvor ingen forbandt Katrine Engberg med krimier, interviewede jeg Engberg, der nu har skrevet tre bestsellere.

Baggers og Engbergs succes har på ingen måde noget med mig at gøre, men havde jeg ikke “opdaget” dem, var jeg gået glip af meget fine læseoplevelser. Jeg vil gerne opfordre dig til indimellem at give en mindre etableret forfatter en chance.

 

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.