forfatter

Anne-Marie: Min krimifavorit er Karin Slaughter

Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de holder meget af. Indlægget er det tredje i serien.

Anne-Marie Vendler er meget begejstret for Karin Slaughter. For to år siden fik hun sin yndlingskrimi signeret på Krimimessen i Horsens.

Anne-Marie Vendler, 45 år, socialrådgiver og medforfatter af Facebook-krimien Dødens fotograf fra 2009. Bor i Nr. Broby på Fyn, er gift og har to børn på 16 og 18 år. Elsker rockmusik, film og fester, men også de rolige stunder med familien. Er tit på farten og har altid gang i en bog. Læser så meget, at hendes mand for nogle år siden  købte en Kindle til hende – så blev der lidt mere plads i feriekufferten.  

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg læser næsten altid krimi. Startede allerede som barn med at læse De 5, Jan-bøgerne og Sherlock Holmes og Agatha Christie. Gys og gru er også en genre, jeg er vild med, har nok en ret makaber smag indimellem. Især Stephen King var et hit allerede da jeg var ung.

Det seneste jeg har læst, som ikke er en krimi, er Belgravia af Julian Fellowes, virkelig en god fortælling. Og som noget nyt har jeg læst lidt domestic noir. Kvinden i toget af Paula Hawkins er noget af det bedste, jeg har læst i den genre.

Jeg vil aldrig vende ryggen til krimigenren, bliver bare aldrig træt af den, og der er rigtig mange bøger, der stadig venter på at blive læst. Ulempen er, at jeg ofte gætter, hvem der er morderen, eller kan gennemskue plottet, inden bogen er halvvejs læst. Det er drønirriterende. Jeg er ikke så vild med, at et opklaringsarbejde fylder det meste af en krimi. Der må gerne være en personlig historie, som kan følges over flere bøger. Derfor har det også været nemt at vælge min favorit.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange, for jeg læser meget, men Karin Slaughter kommer jeg ikke udenom. Jeg har læst alle hendes bøger og er vild med hendes personer og den måde, de fremstilles på.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Hvis man ikke har læst Slaughters bøger, men har tænkt sig at gøre det, skal man nok ikke læse videre, for her kommer en spoiler:

I Hvid død slutter det sidste kapitel med, at en hovedperson bliver slået ihjel, efter at det hele egentlig skulle ende lykkeligt. Jeg var temmelig chokeret over, at Slaughter kunne finde på det. Men det har givet mening i forhold til de efterfølgende bøger, og resultatet er blevet godt.

Hvad er det, som han/hun kan?

– Slaughter har formået at samle to serier til en tredje, så det hele går op i en højere enhed krydret med masser af spænding. Serien er delt op i:

  • Seks bøger i Grant County-serien med Sara Linton og hendes mand Jeffrey Tolliver
  • To bøger i Atlanta-serien med Will Trenton
  • Seks bøger i Linton/Trent-serien, hvor Sara og Will mødes. Jeg håber, at der kommer mange flere

Bøgerne har gode miljøbeskrivelser, plottet er godt, de er spændende, mordene kan være makabre, og så har den amerikanske forfatter evnen til at skrive, så jeg aldrig bliver træt af Sara og Will. I det hele taget er der mange fantastiske personligheder i bøgerne, som går igen, og Slaughter kan beskrive så levende og overbevisende, at du ser dem for dig og føler for og med dem. Eller hader dem af et godt hjerte. Karin Slaughter skriver medrivende.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

Det var Mord for Øje (Blindsighted) fra 2001, hendes første krimi. Jeg tror, at det var krimiforfatter Inger Wolf, der i sin tid anbefalede mig at læse Karin Slaughter, og jeg var med det samme afhængig. Det er vigtigt at læse bøgerne i rækkefølge, synes jeg. Det er en del år siden, jeg læste den første bog, men kan huske, at jeg slugte den råt og gik i gang med flere af samme serie lige efter. Jeg var dengang glad for, at der var udkommet så mange bøger, så jeg ikke skulle vente. Som nu.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Hvad er ikke fantastisk ved at hedde Slaughter til efternavn, og være så god til at slå ihjel (på papiret). Jeg spørger bare. Bøgerne har de samme gennemgående karakterer, og plottet i en Slaughter-krimi hænger altid sammen.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor?

– Det er svært, men jeg vælger Forbryder (Criminal), som jeg var så heldig at få signeret på Krimimessen i Horsens for to år siden. Selv om det bare ligner en krusedulle, er den god nok. Her får vi meget af Wills historie og hans baggrund, og vi ser et andet billede af bl.a. hans skrappe chef.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Egentlig ikke. Jeg læser, når jeg er gået i seng, når jeg ligger på sofaen, inden jeg skal på arbejde, når familien ser noget i tv, jeg ikke selv vil se, i køkkenet over en kop kaffe, i bilen når jeg ikke selv kører, eller når jeg sidder i haven og nyder et glas vin. Jeg kan altid læse.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Jeg følger hende primært på Facebook, hvor hun deler rigtig mange sjove ting. Karin Slaughter har ugentlige kattevideoer, som er supersøde, når man, som jeg, elsker katte. Desuden laver hun livefeeds, hvor hun fortæller nyt om bøger, booktours m.v. Hun laver en del med Sara Blædel. Men det allerbedste ved at følge hende, er, at hun ikke tager sig selv særlig højtideligt. Forleden, da hun skulle læse en vigtig meddelelse op, skulle hun lige have sine læsebriller på – et par med næse og øjenbryn (skæg og blå briller). Det er humor.

Jeg tjekker jævnligt danske bogsider for at være sikker på, at jeg ikke går glip af en ny udgivelse fra hende. Og naturligvis her på Vild med Krimi, hvor der tit er gode bogtips.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

The Good Daughter er udkommet i USA i år. Det er den tredje uafhængige roman. De to første er Hævntørst og De Smukkeste. Jeg ved ikke, hvornår den udkommer på dansk. Men forhåbentlig snart.

 PS: Læs Karsten Bengtsson anbefale Sjöwall/ Wahlöö her og Ellen Marie Andreasen anbefale Jo Nesbø her

Anmeldelse: Osiris labyrint af Paul Sussman

Anmeldelse: Tænk Dan Brown med mere sproglig omhu møder en moderne Indiana Jones. Hold tungen lige i munden og tag med på en spændende og fantasifuld rejse til Mellemøsten i Paul Sussmans Osiris labyrint. Det bliver ikke kedeligt.

Der er forfattere, der skærer helt ind til benet, og som serverer en stramt komponeret krimi på under 300 sider. Sådan en type er Paul Sussmann ikke.

Paul Sussman har bl.a. arbejdet som feltarkæolog i Kongernes dal i Egypten og har skrevet en snørklet, fantasifuld og særdeles underholdende krimi.

De første 30 sider af Osiris labyrint illustrerer bogen meget godt. I prologen er vi både på Nilens vestbred i Luxor i Egypten i 1931 og i 1972. Så hopper vi til nutidens Luxor, ligesom vi kommer til Jerusalem, hvor en jeg-fortæller kvæler en kvindelig journalist i den armenske katedral i Jerusalem med en garrotte.

Så hopper vi til en 3. person-fortæller og møder kriminalinspektør Arieh Ben-Roi fra Jerusalems Politi, der skal opklare drabet.

Og sådan forsætter historien. Gennem en labyrintisk, atmosfærefyldt fortælling på knap 600 sider tager den nu afdøde britiske forfatter, der havde en baggrund som både journalist og klassisk arkæolog, læserne med til især Israel og Egypten. Det er en indviklet historie og et plot med mange forgreninger. Men heldigvis farer man som læser aldrig vild.

Hvor jeg for ganske kort tid siden anmeldte en nutidig koldkrigs-krimi og kritiserede den for netop at være for indviklet og miste fokus, så fungerer de mange lag i Osiris Labyrint glimrende. Historien mister aldrig fokus, og den er virkelig godt skruet sammen og svært underholdende.

Selvom Osiris Labyrint er tredje og sidste bog i serien om den israelske politimand Arieh Ben-Roi, kan nye læsere, som jeg,  sagtens følge med.

Vi møder også Yusuf Ezz el-Din Khalifa, den egyptiske politimand fra Luxor Politi, der må hjælpe sin israelske kollega og ven med opklaringen. Sussman-fans vil kende figuren fra de øvrige bøger i serien.

Drabet på journalisten har nemlig forbindelser til arkæologiske udgravninger i 1930’erne og en labyrintisk  guldmine i Egyptens ørken. Dadadada…..

Bogen rummer fine miljø- og personkarakteristikker og gode portrætter af de to meget forskellige politimænd, der kommer fra lande med anstrengte forhold til hinanden, og som skal samarbejde trods ret forskellige baggrunde.

Hvad enten vi er i Mellemøsten eller i Congo, Canada, England eller USA, og hvad enten det handler om den russiske mafia, om korrupte selskaber, om Det Gamle Egyptens historie, trafficking eller politiefterforskning, så er der guf på hver eneste side. Fortidens mysterier flettes sammen med nutiden i en historie fuld af tempo og eventyrlig ramasjang.

Og derfor spolerer det ikke min begejstring, at bogens for mig mange ukendte begreber og historiske personer indimellem blokerer for et stabilt læse-flow. Til info er ordlisten bagerst i bogen, der forklarer udtryk og personer, 15 sider lang.

I very nearly joined MI6 (thankfully for national security I didn’t)

Sådan står der på forfatterens website, og hvor Paul Sussman altså ikke blev en del af den britiske efterretningstjeneste, så har han i den grad sørget for fiktiv spænding og fart over feltet med Osiris labyrint.

Og den slutning, jamen altså. Læs nu bare bogen.

PS: De øvrige bøger i serien er Den forsvundne hær og Templets sidste hemmelighed. Desuden har forfatteren skrevet Den skjulte oase, der også er en krimi, der foregår i Mellemøsten. Forfatteren var kun 46 år, da han døde af en hjerneblødning i 2012 omtrent samtidig med, at Osiris labyrint udkom på engelsk.

 

Koldfronter af Keld Broksø

Jeg er vild med bogens cover designet af Oliver Mirkovic. Især forsiden, der er en billedcollage af DDR-frisen ved Finansministeriet i Berlin, ukrainske politifolk i Kijev, nogle dokumenter og et dansk gadeskilt. Ret flot.

Anmeldelse: Koldfronter er en politisk thriller og nutidig koldkrigsroman og sørgelig aktuel. Og den er visse steder ret spændende. Desværre bliver bogen for indviklet og mister fokus.

At der er spændinger i Østeuropa, og at lande lukker sig om sig selv, kan man ikke være i tvivl om, hvis man følger lidt med i medierne. Og forholdet mellem Rusland og Vesten er i øjeblikket heller ikke så varmt, som det var engang. Kolde fronter? Tja, måske kan man ligefrem tale om en ny slags kold krig?

Netop spændingerne i Østeuropa griber Keld Broksø fat i i Koldfronter, der udkom i begyndelsen af året. Bogen er inspireret af virkelige konflikter og begivenheder, og da Keld Broksø læste i avisen i foråret 2015, at Polen ville bygge seks vagttårne med kameraer til overvågning af den polske grænse til Rusland ved Kaliningrad, satte det forfatterens tanker i gang.

Prologen begynder dramatisk i Kijev, Ukraine hvorpå vi hopper til Sydhavnen i København, hvor vi møder den utilpassede, arbejdsløse akademiker Jack Wolff, der hører death metal (og C.V. Jørgensen i smug) og som aldrig rigtig har fået gang i en karriere. Vi møder også Jacks overbo, politimanden Stefan Kushova Andersen, og dramatiske omstændigheder gør, at de to mænd snart er viklet ind i nogle voldsomme begivenheder, der trækker tråde til bl.a. Tyskland og Estland.

Ikke så få mennesker optræder i historien, og som læser skal man holde styr på en hulens masse bipersoner.

At forfatteren er hjemme i stoffet er tydeligt, og det er bogens store styrke. Og så er bogen propfuld af små detaljer, der giver gode billeder på nethinden som “den gule armerede ståldør ud mod Tarasa Shevchenko-gaden”, folk drikker Stare Misto-fadøl, og jeg ser tydeligt det tomme cafebord flyde med “et par tomme kaffekopper og vodkaglas, et askebæger med tre cigaretskod i – og så forsiden af en engelsksproget avis, The Warsaw Voice.”

Det er en thriller, der vækker til eftertanke, og som fik mig til at tænke på sammenholdet – eller mangel på samme – i Europa. Der er masser af dramatik og fremdrift, især i begyndelsen og i de sidste kapitler, hvor Keld Borksø formår at binde en solid knude på plottet.

Men som læser snubler jeg i de mange forgreninger, historien har. Koldfronter er en indviklet historie, og den bliver for snørklet for mig. Lidt for forvirrende og usammenhængende. Som om forfatteren vil alt for meget på én gang. Og derfor mister historien fokus. Desværre. For bogen er både humoristisk og hulens alvorlig og vigtig.

En væsentlig strammere redigering ville have klædt den knap 550 sider lange historie.

Læs her første kapitel af bogen.

 

Sidste slat krimimesse med fotos og links

Sydfynsk isæt på Krimimessen. Betina Nielsen, blogger for Krimifan og min ven, og krimiforfatter Maria Kjær-Madsen. Foto: Rebekka Andreasen

Café Lorentzen ligger i portbygningen, hvor den kendte udbryderkonge Carl August Lorentzen foretog sit mest spektakulære flugtforsøg fra statsfængslet. Foto: Rebekka Andreasen

Kærlighed til Harry Hole. Foto: Rebekka Andreasen.

Den svenske forfatter Carin Gerhardsen (tv) i samtale med Lida Wengel om Domino. Foto: Rebekka Andreasen

Julie Hastrup signerer Mirakelmanden – seneste krimi om Rebekka Holm. Foto: Rebekka Andreasen

Svenske Emelie Schepp, der er aktuel med Ondt blod. Foto: Rebekka Andreasen

To krimiforfattere, der matcher. Karen Strandbygaard (tv) og Helle Vincentz. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiklicheer er på dagsordenen. Fra venstre: Stefan Ahnhem, Geir Tangen, Arne Dahl og Gunnar Staalesen. Moderator Nanna Rørdam Knudsen. Foto: Rebekka Andreasen

Rundvisning i Fængslet. Foto: Rebekka Andreasen

Kragemanden hedder Inger Wolfs anden krimi om psykiateren Christian Falk. Foto: Rebekka Andreasen

Journalist og forfatter Stephanie Caruana, der bl.a. deltog i en debat omkring køn og krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Journalist og forfatter Bent Stenbakken, der har skrevet en Krøyer-krimi, der bl.a. foregår på Skagens Museum. Foto: Rebekka Andreasen

Christina Kristensen (tv) og Maria Bruun Fanø sørger for, at der er gode præmier til Krimi-bingo-banko. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Martin Jensen (tv) i samtale med Steffen Larsen. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Lone Theils (tv) og bibliotekar Vibeke Johansen, der står bag Krimimessen i Horsens sammen med andre gode folk på Horsens Bibliotek. Foto: Rebekka Andreasen

Nå. Nu er det efterhånden godt to uger siden, at Krimimessen i Horsens lukkede og slukkede for i år.

En gratis bog til messens gæster – Offer uden ansigt af den svenske forfatter Stefan Ahnhem. Foto: Rebekka Andreasen

Krimikø. Foto: Rebekka Andreasen

Ove Dahl, Kurt Kragh og Stine Bolther taler om Drabscheferne: De største drabssager. Foto: Rebekka Andreasen

Lars Kjædegaard takker for Harald Mogensen-prisen for bedste danske krimi. Foto: Rebekka Andreasen

81-årige Tove Hornbek er Vild Med Krimi – og på fornavn med de fleste danske krimiforfattere. Og så følger hun trofast bloggen. Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig god kaffe fra Byens Forlags mobile bogcafe. Foto: Rebekka Andreasen

To Sommerfugle. Lige til at fornøje sig med. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Anne Mette Hancock får en snak med to krimifans, Kristina og Anita, der netop har købt Hancocks debutkrimi, Ligblomsten. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Lotte Petri er snart aktuel med Djævlens værk. Foto: Rebekka Andreasen

Her kommer allersidste omgang fra messen anno 2017. Billeder, som ikke fik plads i mine reportager, som du kan læse eller genlæse her (lørdag) og her (søndag).

Og fik du læst interviewene med Clare Mackintosh og Torkil Damhaug?

 

 

Interview med Clare Mackintosh

Forfatterinterview: Britiske Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. I dag er hun forfatter på fuld tid.

Den britiske forfatter Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Et par dage efter Krimimessen i Horsens er veloverstået, skriver Clare Mackintosh følgende på sin forfatterprofil på Facebook:

  • 6 dage
  • 3 lande
  • 4 byer
  • 5 fly
  • 1 tog
  • 6 events
  • 10 interviews
  • Masser af bøger signeret
  • 6000 ord skrevet
  • Tid til at tage hjem

Forfatter bag bøgerne Jeg lader dig gå og Jeg ser dig har travlt. Læserne har taget Mackintoshs psykologiske thrillers til sig i stor stil, og da jeg møder forfatteren på Krimimessen i Horsens har hun netop været i Lyon og Paris og skal efter interviewet nå et fly til Amsterdam.

Kun et varmt kram og en hurtig privat snak med Sara Blædel, som forfatteren er venner med, kommer imellem det interview, Clare Mackintosh lige har overstået, og hendes og min samtale. Jeg bliver forpustet bare ved tanken om hendes program. Og bemærker, at hun – som de fleste andre få timer før Krimimessen 2017 lukker ned for i år – virker en smule brugt. Men blikket er intenst, og hun er nærværende, selvom jeg er allersidste punkt på dagsordenen, inden hun skal videre mod lufthavnen.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Det kan være svært, når jeg laver mange interviews og PR.  Jeg har rejst meget i Europa – og også i USA. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. Måske bliver det kun til 100 ord, men det er 100 ord mere, end da jeg stod op. Det fungerer.

Efter 12 år i politiet forlod Clare Mackintosh i 2011 korpset for at arbejde som freelancejournalist og konsulent. Og så fik hun ideen til en bog.

Da hun sidste år besøgte Horsens, var hendes første thriller netop udkommet. Hendes debutroman. Få kendte til hendes forfatterskab, og hun forklarer, at hun var en smule overvældet over at besøge messen, men også en smule beklemt og spændt på, om danske læsere ville tage en for dem ukendt, britisk forfatter til sig.

Det gjorde de. Og hun er lykkelig og taknemmelig over, at ” de turde løbe en risiko med mig.”

I år har det været en helt anden oplevelse at gæste messen. Leende forklarer forfatteren, at denne gang har folk læst hendes bog, ja nogle læsere har endda allerede læst efterfølgeren, der udkom for et par dage siden. Og så fremhæver Clare Mackintosh de helt unikke rammer, som Krimimessen holdes i – det tidligere statsfængsel i byen. Det skaber en helt særlig atmosfære, der er uhyggelig velvalgt, mener hun.

Clare Mackintosh skriver thrillers i domestic noir-genren. Foto: Rebekka Andreasen

Den svære bog nummer to og domestic noir

Clare Mackintosh er mester i at overraske læserne med en historie, der drejer og snor sig en uventet vej. Over en million solgte bøger skaber et vist forventningspres, og forfatteren forklarer, at hun i perioder har følt sig enormt presset af forventningerne om at skrive endnu en bestseller. Indimellem har hun følt sig handlingslammet. Alligevel har hun formået at gøre det, hun elsker – nemlig at skrive og fortælle historier. Og det var en enorm lettelse, da bog nummer to, Jeg ser dig, var færdig. I øjeblikket skriver Clare Mackintosh på sin tredje bog – endnu en stand-alone thriller.

Clare Mackintosh skriver domestic noir og blander på den måde thrilleren med den mere almindelige skønlitterære roman. Med vægt på det psykologiske frem for hæsblæsende action. Gyset ligger i de små skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være.

I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Og det er netop årsagen til, at genren er blevet så populær, mener Clare Mackintosh. Læserne kan relatere sig til problemstillingerne. Og genren leger med en frygt, vi alle har.

Hvordan skaber forfatteren så karakterer og personer, som en million læsere gerne vil følge?

Jeg går bl.a. ture med min hund, mens jeg udvikler mine karakterer. Jeg skal forstå, hvad de kommer fra, og hvem de er. Jeg skal ind i hovedet på dem. Hvis en person f.eks. altid springer frokosten over, har det indflydelse på, hvordan hun agerer, og hvem hun er. Jeg skal kende alle de små detaljer om, hvordan de f.eks. kan lide deres kaffe. Det er ikke sikkert, at jeg bruger det i bogen, men jeg skal kende dem og forstå dem. Jo mere jeg ved, jo bedre kan jeg kan skrive om karaktererne, så de lever for læserne.

Bedøm selv, om det er lykkedes, ved at kaste dig over en af hendes thrillers.

PS: Jeg har skrevet en artikel til Litteratursiden om domestic noir

 

 

 

 

 

 

 

 

Reportage fra Krimimessen 2017 – lørdag

Krimimessen 2017: Krimigenren er fuld af mord og uhygge. Men krimifolk er rummelige, humoristiske og omsorgsfulde. Her reportage fra lørdag på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvad skuer mit øje som noget af det første? Tove Hornbek. 81-årig krimifan og herlig bloglæser. Hun er klar foran Rød Scene, hvor Leif Davidsen om lidt åbner messen. Læs om den seje kvinde her.

Spændingsforfatter Leif Davidsen var også med på Krimimessen allerførste gang, den blev holdt. Dengang var de fem forfattere, der deltog. I årets åbningstale siger han bl.a:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Så er vi i gang. Og det bliver til hundredvis af møder mellem forfattere og læsere denne lørdag.

– Sorry, but nice guys are boring, sagde den amerikanske forfatter Tess Gerritsen på Krimimessen og understregede, at der skal være saft og kraft i de personer, hun skriver om. Her i samtale med redaktør Egill Arnarsson. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg sætter kurs mod Gymnastiksalen, hvor den amerikanske bestsellerforfatter Tess Gerritsen humoristisk fortæller om sit forfatterskab. Hun er uddannet læge og antropolog, for selvom hun som 7-årig vidste, at hun ville være forfatter,  advarede hendes far hende om, at det var en usikker levevej. I dag er hendes 27 bøger solgt i mere end 20 millioner eksemplarer. Tag den farmand.

Under en barselsorlov skrev hun sin første bog. De første bøger har romantiske undertoner, for ” det var det, mine patienter læste“, ler hun, der siden har skrevet mere drabelige krimier bl.a. Rizzoli og Isles-serien.

Bagefter hører jeg Jesper Stein give en live-lektion i krimigenren. Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understreger Stein, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod. En troværdig karakter med modsætninger og selvmodsigelser – det er det, gode litterære skikkelser rummer, fortæller Jesper Stein, der var et års tid om at finde frem til figuren Axel Steen. Ham får læserne igen lov til at møde i en krimi, der udkommer til sommer.

Mette Andersen (tv) og Lisbeth Kjøller Andersen er søstre og glade for at komme på Krimimessen i Horsens. Mette har netop købt Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Lisbeth hører lydbøger, og som sin søster har hun været forbi Modtryks stand for at kunne smykke sig med et Harry Hole-badge. Foto: Rebekka Andreasen.

Min mor er med på messe og har valgt andre oplevelser. Da vi mødes, fortæller hun begejstret om den bid af et båndet DR-interview med Jo Nesbø, som er blevet vist i Snedkeriet. Og hun kalder højskoleforstander Jørgen Carlsens foredrag om grådighed for utrolig spændende. Netop grådighed er temaet for årets krimimesse.

Interviewer Lotte og Søren Hammer. Fotoet har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Så er jeg på scenen med det herlige og velskrivende søskendepar Lotte og Søren Hammer, der fortæller om deres Konrad Simonsen-univers og skriveproces. Om at komme fra landet og altid forsøge at få en lille bid af handlingen til at foregå i Halsnæs. Om at have fået glæden ved det skrevne ord af deres far, der var dansklærer, og som læste masser af historier op for dem.

Nina von Staffeldt (tv) og Yrsa Sigurðardóttir mødte hinanden første gang på Island til et krimiarrangement. Foto: Rebekka Andreasen

Da Det Danske Kriminalakademi overrækker priser og diplomer lørdag middag, får jeg en snak med Nina von Staffeldt, der får Debutant-diplomet for Grønlandskrimien Frosne beviser. Som krimidebutant er hun taknemmelig og glad for at blive modtaget med åbne arme i branchen bl.a. af islandske Yrsa Sigurðardóttir, der på Krimimessen får Palle Rosenkrantzprisen for DNA.

Krimifolket vil hinanden det godt, tænker jeg og er benovet, da jeg modtager det nystiftede Anton Koch-diplom, der gives til: en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.

Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en stor ære. Og kolossal stor tak til alle jer bloglæsere, der følger med her. Tak.

Der er godt proppet foran Rød Scene, da jeg senere interviewer Anne Mette Hancock om hendes debutroman, Ligblomsten, der udkommer netop på messens første dag.

Teknikken driller lidt og stjæler minutter fra interviewet, men Hancock fortæller bl.a. om, hvordan hun hver fredag i skriveprocessen sendte kapitler til sin mor, der kom med uvurderlig feedback og input som: “Der sker for lidt lige her, jeg synes, der mangler et mord.”

Hun skriver sætninger, der smelter på tungen, synes jeg, og hendes bog bliver revet væk fra Lindhardt og Ringhofs stand.

Får masser af gode snakke bl.a. med Thomas Clemen, der er aktuel med første bind af en ny serie, Jeg er Sif. Han er glad for den nye baby i forfatterskabet, og som snart-far-til-to er han spændt på, om han må fare til Skejby Sygehus under messen med hustruen, der er højgravid.

Sara Blædel og den amerikanske blogger Abby, der står bag Crimebythebook.com. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg hilser på Sara Blædel, der for en stund er hjemme. Hun er modigt flyttet til Manhattan, har flyttet sig fysisk for at udvikle sit forfatterskab. Hun har taget den amerikanske blogger Abby, der er helt vild med nordisk krimilitteratur, med under armen. Find Abby på Crime by the book

Jeg roser Sara Blædel for gavmildt og generøst at hjælpe andre, bl.a. mindre kendte forfattere, på vej i branchen. Hendes ord har stor vægt.

Tanker virkelig god kaffe hos Byens Forlag og får chokolade hos tvillingerne bag Forfatterskabet.dk

Frokost er ikke blevet til det helt store. Da min mor og jeg endelig får kæmpet os vej gennem en alenlang, sulten kø, er der en enkel sandwich tilbage. Det må kunne gøres bedre.

Får en klat sol på næsen og krammer  både bloglæsere, bloggere, forlagsfolk, bibliotekarer, forfattere og gode venner og bekendte. Jamen altså. God energi, masser af kram og sjove snakke. Jeg elsker det.

To gæster på Krimimessen i Horsens, der er vilde med krimi. Til venstre Rikke Hyldgaard Hansen med veninden Dorthe Hørning. Foto. Rebekka Andreasen

Der er ingen VIP-rum på Krimimessen, og forfattere og læsere blander sig i en herlig, skøn pærevælling i det tidligere statsfængsel i Horsens. Gunnar Staalesen, Jakob Melander, Lene Kaaberbøl, Michael Katz Krefeld, Finn Halfdan, Geir Tangen, Stefan Ahnhem, Roslund og Thunberg, Jussi Adler-Olsen, Arne Dahl, Elsebeth Egholm, Jens Henrik Jensen, Inger Gammelgaard – og mange, mange flere.

Sidste sceneinterview, jeg laver, er med Pernille Boelskov, der skriver Bornholmerkrimier. Hun har taget såkaldte plotkort med, som hun viser frem til publikum.

125 styks plotkort i alt har det krævet at skrive Bornholmerdybet. Strukturen, at hun ved, hvad der skal ske i hver scene, hjælper hende enormt i skriveprocessen. Hun fortæller også om, hvordan hun i sin research fandt ud af, at en line up (en såkaldt konfrontationsparade) foregår i kantinen på Politigården i Rønne. Og altså ikke bag en glasrude som i amerikanske film.

Sikke en forrygende første dag på Krimimesse.

Thomas Clemen i flere udgaver. Forfatteren tager med Jeg er Sif hul på en ny krimiserie. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg når lige med teamleder på Horsens Bibliotek og medarrangør af Krimimessen, Lida Wengel, hjem for at låne en ren vaskeklud, før jeg skal til generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi, en samling utrolig kompetente folk. Jeg kniber stadig mig selv i armen over, at jeg får lov til at være med i det gode selskab, og jeg får hyggelig snak bl.a. med Lisbeth Bille.

Aftenen slutter med krimimiddag på Hotel Opus i Horsens. Jeg er i utrolig godt selskab med Kristian Ravn, marketing- og innovationskoordinator for People’s Press, og min skønne gode og sjove ven, Betina Nielsen, der blogger for Krimifan og har verdens sejeste krimifan-tatovering. Blodige bøger langs hele højre arm. Så er man fan.

Alt godt i krimiland, og endnu en dag venter i morgen. Læs om søndagen på Krimimessen i Horsens senere på ugen her på bloggen.

Krimikram fra Rebekka

 

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her