forfatter

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Tre hurtige om Hastrup, Adler-Olsen og Theils

Tre hurtige: Julie Hastrups Mirakelmanden overhaler de andre bøger i Rebekka Holm-serien med talrige kilometer. Jussi Adler-Olsen kan føje endnu en pris til rækken. Og så har Lone Theils lavet fremragende radio om TrueCrimeFiction.

Tre hurtige om tre af landets populære krimiforfattere: Julie Hastrup, Jussi Adler-Olsen og Lone Theils.

Julie Hastrup: Når Julie Hastrup har sendt en ny Rebekka Holm-krimi på gaden, har jeg altid set frem til den. Fordi hun kreerer solide, gedigne og underholdende krimier, der ubesværet glider ned.

Flere gange i mine anmeldelser af forfatterens bøger har jeg skrevet, at Hastrups bøger er krimier uden de store dikkedarer, og jeg har aldrig tidligere været fuldstændig blæst bagud. Indtil nu.

Denne gang overgiver jeg mig totalt. Mirakelmanden, den 6. Rebekka Holm-krimi, er stærk. Og sindssyg interessant. Måske fordi den er mere mørk, grum og dyster, hvilket jeg synes, klæder fortællingen? Måske fordi forfatteren hiver sin hovedperson ud af sine vante omgivelser og bringer hende til bl.a. Finland, og at netop det giver god energi og nerve? Måske fordi jeg er optaget af psykiatri? Hvis de andre bøger i serien er en fodboldspiller i superligaen, så er Mirakelmanden Cristiano Ronaldo.

Du behøver ikke at google ret meget for at finde ud af, at forfatteren har haft nogle turbulente og sårbare år med sygdom etc, men Julie Hastrup har altså også formået, at skrive r…. ud af bukserne. Imponerende.

Jussi Adler-Olsen: Jussi Adler-Olsen har vundet talrige priser, og i går fik han endnu en. Han blev nemlig hædret som årets Æreshåndværker af Haandværkerforeningen. En udmærkelse, som han deler med 44 andre modtagere, som gennem et langt arbejdsliv har udmærket sig med deres indsats. At skrive er nemlig også et håndværk.

Forfatteren modtog prisen ved et arrangement med bl.a. Dronning Margrethe på Københavns Rådhus. I interviews har han selv kaldt det for noget af en overraskelse. Tillykke til Jussi Adler-Olsen.

I øvrigt er der ikke mange uger til, at Jussi – en biografi af Jonas Langvad Nilsson – udkommer.

Lone Theils: Jeg har med heftig appetit slugt podcasten 87 sekunder – Mord på P1, hvor Lone Theis – i samarbejde med tilrettelægger Alberte Clement Meldal – har eksperimenteret med genren og undersøgt, hvad der sker, når man researcher og skriver en krimi for åben mikrofon. TrueCrimeFiction kalder forfatteren selv det, der er blevet til lækker radio og spændende lyd.

Jeg har råhygget mig med at høre forfatteren interviewe politifolk, anklagere, retsmedicinere etc. og begejstret lyttet til, hvordan de hver især har bidraget til krimien 87 sekunder. Den har jeg også læst, altså bogen, og den var tilgengæld ikke særlig interessant, da jeg havde hørt radioudsendelserne først.

Hele processen, at  historien ikke var lagt fast, men kom frem igennem forfatterens research, er meget mere interessant end slutresultatet. Vil du nøjes med en af delene, så snup radioudsendelserne. De er ret interessante. Du finder podcasten her

Anne Mette: Min krimifavorit er Fred Vargas

Yndlingsforfatter: Mød Anne Mette Christensen, der er så glad for Fred Vargas krimiserie om lederen af drabsafdelingen i Paris, Jean-Baptiste Adamsberg, at hun har læst serien flere gange. Også selvom det ikke var kærlighed ved første blik. Indlægget her er det fjerde i serien om favoritforfattere.

Anne Mette Christensen, 44 år og fra et hjem med klaver og kæmpe bogreol. Lykkelig gift på 23. år og har to dejlige krimifans in spe på 16 og 18 år. Arbejder som ejendomsadministrator, går til spinning, kører på racercykel i fritiden og læser derudover bøger i alle ledige minutter, selv når der skal røres i gryderne. 

Anne Mette Christensen er meget begejstret for den franske krimiforfatter Fred Vargas serie om kriminalkommissær Adamsberg, der er leder af drabsafdelingen i Paris. Foto: Privat.

 

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Fransk krimi. Alene ordene synes måske at være selvmodsigende. Men ikke desto mindre er min yndlings-krimiforfatter Fred Vargas fransk. Det hele begyndte til min fødselsdag nogle år tilbage. Min mand havde i radioen hørt en begejstret anmelder fortælle om Fred Vargas og hendes nye bog Den rasende hær.

Men når man som jeg sværger til danske, engelske og nordiske krimiforfattere, så lå bogen lidt, inden den blev læst. Og indrømmet. Det var ikke kærlighed ved første blik, men en kærlighed, der voksede. Som voksede så meget, at jeg har jeg købt og læst resten af serien om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg, ligesom jeg har smittet min søster og mine forældre med en begejstring for Fred Vargas.

 

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Persongalleriet er fransk til fingerspidserne, maden og kulturen er fransk og historierne er på samme tid grumme, morsomme, poetiske og for en krimifan umulige at gennemskue, hvilket er grunden til, at de kan læses mere end en gang. Første gang læser man for at gætte, men anden gang opdager man små brødkrummer af spor.

Forleden var jeg i en boghandel. Ekspedienten blev min nye bedste ven med ordene: Nordisk femikrimi nej tak. Giv mig Fred Vargas.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit?

Den rasende hær var mit første bekendtskab med Fred Vargas, og den er stadig min favorit. Jeg har læst serien to gange. Ved nærmere eftertanke tror jeg, serien skal med på sommerferie til en tredje omgang, mens jeg utålmodigt venter på, at den næste bog udkommer på dansk.

PS: Fred Vargas er et pseudonym for den kvindelige franske krimiforfatter Frédérique Audoin-Rouzeau. I serien om Jean-Baptiste Adamsberg er følgende bøger udkommer på dansk:

  • Budbringeren (2004)
  • Cirkeltegneren (2006)
  • Neptuns vinde (2008)
  • Den tredje jomfru (2009)
  • Et uvist sted (2010)
  • Den rasende hær (2012)
  • Den barmhjertige guillotine (2016)

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her

Anne-Marie: Min krimifavorit er Karin Slaughter

Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de holder meget af. Indlægget er det tredje i serien.

Anne-Marie Vendler er meget begejstret for Karin Slaughter. For to år siden fik hun sin yndlingskrimi signeret på Krimimessen i Horsens.

Anne-Marie Vendler, 45 år, socialrådgiver og medforfatter af Facebook-krimien Dødens fotograf fra 2009. Bor i Nr. Broby på Fyn, er gift og har to børn på 16 og 18 år. Elsker rockmusik, film og fester, men også de rolige stunder med familien. Er tit på farten og har altid gang i en bog. Læser så meget, at hendes mand for nogle år siden  købte en Kindle til hende – så blev der lidt mere plads i feriekufferten.  

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg læser næsten altid krimi. Startede allerede som barn med at læse De 5, Jan-bøgerne og Sherlock Holmes og Agatha Christie. Gys og gru er også en genre, jeg er vild med, har nok en ret makaber smag indimellem. Især Stephen King var et hit allerede da jeg var ung.

Det seneste jeg har læst, som ikke er en krimi, er Belgravia af Julian Fellowes, virkelig en god fortælling. Og som noget nyt har jeg læst lidt domestic noir. Kvinden i toget af Paula Hawkins er noget af det bedste, jeg har læst i den genre.

Jeg vil aldrig vende ryggen til krimigenren, bliver bare aldrig træt af den, og der er rigtig mange bøger, der stadig venter på at blive læst. Ulempen er, at jeg ofte gætter, hvem der er morderen, eller kan gennemskue plottet, inden bogen er halvvejs læst. Det er drønirriterende. Jeg er ikke så vild med, at et opklaringsarbejde fylder det meste af en krimi. Der må gerne være en personlig historie, som kan følges over flere bøger. Derfor har det også været nemt at vælge min favorit.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange, for jeg læser meget, men Karin Slaughter kommer jeg ikke udenom. Jeg har læst alle hendes bøger og er vild med hendes personer og den måde, de fremstilles på.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Hvis man ikke har læst Slaughters bøger, men har tænkt sig at gøre det, skal man nok ikke læse videre, for her kommer en spoiler:

I Hvid død slutter det sidste kapitel med, at en hovedperson bliver slået ihjel, efter at det hele egentlig skulle ende lykkeligt. Jeg var temmelig chokeret over, at Slaughter kunne finde på det. Men det har givet mening i forhold til de efterfølgende bøger, og resultatet er blevet godt.

Hvad er det, som han/hun kan?

– Slaughter har formået at samle to serier til en tredje, så det hele går op i en højere enhed krydret med masser af spænding. Serien er delt op i:

  • Seks bøger i Grant County-serien med Sara Linton og hendes mand Jeffrey Tolliver
  • To bøger i Atlanta-serien med Will Trenton
  • Seks bøger i Linton/Trent-serien, hvor Sara og Will mødes. Jeg håber, at der kommer mange flere

Bøgerne har gode miljøbeskrivelser, plottet er godt, de er spændende, mordene kan være makabre, og så har den amerikanske forfatter evnen til at skrive, så jeg aldrig bliver træt af Sara og Will. I det hele taget er der mange fantastiske personligheder i bøgerne, som går igen, og Slaughter kan beskrive så levende og overbevisende, at du ser dem for dig og føler for og med dem. Eller hader dem af et godt hjerte. Karin Slaughter skriver medrivende.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

Det var Mord for Øje (Blindsighted) fra 2001, hendes første krimi. Jeg tror, at det var krimiforfatter Inger Wolf, der i sin tid anbefalede mig at læse Karin Slaughter, og jeg var med det samme afhængig. Det er vigtigt at læse bøgerne i rækkefølge, synes jeg. Det er en del år siden, jeg læste den første bog, men kan huske, at jeg slugte den råt og gik i gang med flere af samme serie lige efter. Jeg var dengang glad for, at der var udkommet så mange bøger, så jeg ikke skulle vente. Som nu.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Hvad er ikke fantastisk ved at hedde Slaughter til efternavn, og være så god til at slå ihjel (på papiret). Jeg spørger bare. Bøgerne har de samme gennemgående karakterer, og plottet i en Slaughter-krimi hænger altid sammen.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor?

– Det er svært, men jeg vælger Forbryder (Criminal), som jeg var så heldig at få signeret på Krimimessen i Horsens for to år siden. Selv om det bare ligner en krusedulle, er den god nok. Her får vi meget af Wills historie og hans baggrund, og vi ser et andet billede af bl.a. hans skrappe chef.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Egentlig ikke. Jeg læser, når jeg er gået i seng, når jeg ligger på sofaen, inden jeg skal på arbejde, når familien ser noget i tv, jeg ikke selv vil se, i køkkenet over en kop kaffe, i bilen når jeg ikke selv kører, eller når jeg sidder i haven og nyder et glas vin. Jeg kan altid læse.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Jeg følger hende primært på Facebook, hvor hun deler rigtig mange sjove ting. Karin Slaughter har ugentlige kattevideoer, som er supersøde, når man, som jeg, elsker katte. Desuden laver hun livefeeds, hvor hun fortæller nyt om bøger, booktours m.v. Hun laver en del med Sara Blædel. Men det allerbedste ved at følge hende, er, at hun ikke tager sig selv særlig højtideligt. Forleden, da hun skulle læse en vigtig meddelelse op, skulle hun lige have sine læsebriller på – et par med næse og øjenbryn (skæg og blå briller). Det er humor.

Jeg tjekker jævnligt danske bogsider for at være sikker på, at jeg ikke går glip af en ny udgivelse fra hende. Og naturligvis her på Vild med Krimi, hvor der tit er gode bogtips.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

The Good Daughter er udkommet i USA i år. Det er den tredje uafhængige roman. De to første er Hævntørst og De Smukkeste. Jeg ved ikke, hvornår den udkommer på dansk. Men forhåbentlig snart.

 PS: Læs Karsten Bengtsson anbefale Sjöwall/ Wahlöö her og Ellen Marie Andreasen anbefale Jo Nesbø her

Anmeldelse: Osiris labyrint af Paul Sussman

Anmeldelse: Tænk Dan Brown med mere sproglig omhu møder en moderne Indiana Jones. Hold tungen lige i munden og tag med på en spændende og fantasifuld rejse til Mellemøsten i Paul Sussmans Osiris labyrint. Det bliver ikke kedeligt.

Der er forfattere, der skærer helt ind til benet, og som serverer en stramt komponeret krimi på under 300 sider. Sådan en type er Paul Sussmann ikke.

Paul Sussman har bl.a. arbejdet som feltarkæolog i Kongernes dal i Egypten og har skrevet en snørklet, fantasifuld og særdeles underholdende krimi.

De første 30 sider af Osiris labyrint illustrerer bogen meget godt. I prologen er vi både på Nilens vestbred i Luxor i Egypten i 1931 og i 1972. Så hopper vi til nutidens Luxor, ligesom vi kommer til Jerusalem, hvor en jeg-fortæller kvæler en kvindelig journalist i den armenske katedral i Jerusalem med en garrotte.

Så hopper vi til en 3. person-fortæller og møder kriminalinspektør Arieh Ben-Roi fra Jerusalems Politi, der skal opklare drabet.

Og sådan forsætter historien. Gennem en labyrintisk, atmosfærefyldt fortælling på knap 600 sider tager den nu afdøde britiske forfatter, der havde en baggrund som både journalist og klassisk arkæolog, læserne med til især Israel og Egypten. Det er en indviklet historie og et plot med mange forgreninger. Men heldigvis farer man som læser aldrig vild.

Hvor jeg for ganske kort tid siden anmeldte en nutidig koldkrigs-krimi og kritiserede den for netop at være for indviklet og miste fokus, så fungerer de mange lag i Osiris Labyrint glimrende. Historien mister aldrig fokus, og den er virkelig godt skruet sammen og svært underholdende.

Selvom Osiris Labyrint er tredje og sidste bog i serien om den israelske politimand Arieh Ben-Roi, kan nye læsere, som jeg,  sagtens følge med.

Vi møder også Yusuf Ezz el-Din Khalifa, den egyptiske politimand fra Luxor Politi, der må hjælpe sin israelske kollega og ven med opklaringen. Sussman-fans vil kende figuren fra de øvrige bøger i serien.

Drabet på journalisten har nemlig forbindelser til arkæologiske udgravninger i 1930’erne og en labyrintisk  guldmine i Egyptens ørken. Dadadada…..

Bogen rummer fine miljø- og personkarakteristikker og gode portrætter af de to meget forskellige politimænd, der kommer fra lande med anstrengte forhold til hinanden, og som skal samarbejde trods ret forskellige baggrunde.

Hvad enten vi er i Mellemøsten eller i Congo, Canada, England eller USA, og hvad enten det handler om den russiske mafia, om korrupte selskaber, om Det Gamle Egyptens historie, trafficking eller politiefterforskning, så er der guf på hver eneste side. Fortidens mysterier flettes sammen med nutiden i en historie fuld af tempo og eventyrlig ramasjang.

Og derfor spolerer det ikke min begejstring, at bogens for mig mange ukendte begreber og historiske personer indimellem blokerer for et stabilt læse-flow. Til info er ordlisten bagerst i bogen, der forklarer udtryk og personer, 15 sider lang.

I very nearly joined MI6 (thankfully for national security I didn’t)

Sådan står der på forfatterens website, og hvor Paul Sussman altså ikke blev en del af den britiske efterretningstjeneste, så har han i den grad sørget for fiktiv spænding og fart over feltet med Osiris labyrint.

Og den slutning, jamen altså. Læs nu bare bogen.

PS: De øvrige bøger i serien er Den forsvundne hær og Templets sidste hemmelighed. Desuden har forfatteren skrevet Den skjulte oase, der også er en krimi, der foregår i Mellemøsten. Forfatteren var kun 46 år, da han døde af en hjerneblødning i 2012 omtrent samtidig med, at Osiris labyrint udkom på engelsk.

 

Koldfronter af Keld Broksø

Jeg er vild med bogens cover designet af Oliver Mirkovic. Især forsiden, der er en billedcollage af DDR-frisen ved Finansministeriet i Berlin, ukrainske politifolk i Kijev, nogle dokumenter og et dansk gadeskilt. Ret flot.

Anmeldelse: Koldfronter er en politisk thriller og nutidig koldkrigsroman og sørgelig aktuel. Og den er visse steder ret spændende. Desværre bliver bogen for indviklet og mister fokus.

At der er spændinger i Østeuropa, og at lande lukker sig om sig selv, kan man ikke være i tvivl om, hvis man følger lidt med i medierne. Og forholdet mellem Rusland og Vesten er i øjeblikket heller ikke så varmt, som det var engang. Kolde fronter? Tja, måske kan man ligefrem tale om en ny slags kold krig?

Netop spændingerne i Østeuropa griber Keld Broksø fat i i Koldfronter, der udkom i begyndelsen af året. Bogen er inspireret af virkelige konflikter og begivenheder, og da Keld Broksø læste i avisen i foråret 2015, at Polen ville bygge seks vagttårne med kameraer til overvågning af den polske grænse til Rusland ved Kaliningrad, satte det forfatterens tanker i gang.

Prologen begynder dramatisk i Kijev, Ukraine hvorpå vi hopper til Sydhavnen i København, hvor vi møder den utilpassede, arbejdsløse akademiker Jack Wolff, der hører death metal (og C.V. Jørgensen i smug) og som aldrig rigtig har fået gang i en karriere. Vi møder også Jacks overbo, politimanden Stefan Kushova Andersen, og dramatiske omstændigheder gør, at de to mænd snart er viklet ind i nogle voldsomme begivenheder, der trækker tråde til bl.a. Tyskland og Estland.

Ikke så få mennesker optræder i historien, og som læser skal man holde styr på en hulens masse bipersoner.

At forfatteren er hjemme i stoffet er tydeligt, og det er bogens store styrke. Og så er bogen propfuld af små detaljer, der giver gode billeder på nethinden som “den gule armerede ståldør ud mod Tarasa Shevchenko-gaden”, folk drikker Stare Misto-fadøl, og jeg ser tydeligt det tomme cafebord flyde med “et par tomme kaffekopper og vodkaglas, et askebæger med tre cigaretskod i – og så forsiden af en engelsksproget avis, The Warsaw Voice.”

Det er en thriller, der vækker til eftertanke, og som fik mig til at tænke på sammenholdet – eller mangel på samme – i Europa. Der er masser af dramatik og fremdrift, især i begyndelsen og i de sidste kapitler, hvor Keld Borksø formår at binde en solid knude på plottet.

Men som læser snubler jeg i de mange forgreninger, historien har. Koldfronter er en indviklet historie, og den bliver for snørklet for mig. Lidt for forvirrende og usammenhængende. Som om forfatteren vil alt for meget på én gang. Og derfor mister historien fokus. Desværre. For bogen er både humoristisk og hulens alvorlig og vigtig.

En væsentlig strammere redigering ville have klædt den knap 550 sider lange historie.

Læs her første kapitel af bogen.

 

Sidste slat krimimesse med fotos og links

Sydfynsk isæt på Krimimessen. Betina Nielsen, blogger for Krimifan og min ven, og krimiforfatter Maria Kjær-Madsen. Foto: Rebekka Andreasen

Café Lorentzen ligger i portbygningen, hvor den kendte udbryderkonge Carl August Lorentzen foretog sit mest spektakulære flugtforsøg fra statsfængslet. Foto: Rebekka Andreasen

Kærlighed til Harry Hole. Foto: Rebekka Andreasen.

Den svenske forfatter Carin Gerhardsen (tv) i samtale med Lida Wengel om Domino. Foto: Rebekka Andreasen

Julie Hastrup signerer Mirakelmanden – seneste krimi om Rebekka Holm. Foto: Rebekka Andreasen

Svenske Emelie Schepp, der er aktuel med Ondt blod. Foto: Rebekka Andreasen

To krimiforfattere, der matcher. Karen Strandbygaard (tv) og Helle Vincentz. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiklicheer er på dagsordenen. Fra venstre: Stefan Ahnhem, Geir Tangen, Arne Dahl og Gunnar Staalesen. Moderator Nanna Rørdam Knudsen. Foto: Rebekka Andreasen

Rundvisning i Fængslet. Foto: Rebekka Andreasen

Kragemanden hedder Inger Wolfs anden krimi om psykiateren Christian Falk. Foto: Rebekka Andreasen

Journalist og forfatter Stephanie Caruana, der bl.a. deltog i en debat omkring køn og krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Journalist og forfatter Bent Stenbakken, der har skrevet en Krøyer-krimi, der bl.a. foregår på Skagens Museum. Foto: Rebekka Andreasen

Christina Kristensen (tv) og Maria Bruun Fanø sørger for, at der er gode præmier til Krimi-bingo-banko. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Martin Jensen (tv) i samtale med Steffen Larsen. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Lone Theils (tv) og bibliotekar Vibeke Johansen, der står bag Krimimessen i Horsens sammen med andre gode folk på Horsens Bibliotek. Foto: Rebekka Andreasen

Nå. Nu er det efterhånden godt to uger siden, at Krimimessen i Horsens lukkede og slukkede for i år.

En gratis bog til messens gæster – Offer uden ansigt af den svenske forfatter Stefan Ahnhem. Foto: Rebekka Andreasen

Krimikø. Foto: Rebekka Andreasen

Ove Dahl, Kurt Kragh og Stine Bolther taler om Drabscheferne: De største drabssager. Foto: Rebekka Andreasen

Lars Kjædegaard takker for Harald Mogensen-prisen for bedste danske krimi. Foto: Rebekka Andreasen

81-årige Tove Hornbek er Vild Med Krimi – og på fornavn med de fleste danske krimiforfattere. Og så følger hun trofast bloggen. Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig god kaffe fra Byens Forlags mobile bogcafe. Foto: Rebekka Andreasen

To Sommerfugle. Lige til at fornøje sig med. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Anne Mette Hancock får en snak med to krimifans, Kristina og Anita, der netop har købt Hancocks debutkrimi, Ligblomsten. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiforfatter Lotte Petri er snart aktuel med Djævlens værk. Foto: Rebekka Andreasen

Her kommer allersidste omgang fra messen anno 2017. Billeder, som ikke fik plads i mine reportager, som du kan læse eller genlæse her (lørdag) og her (søndag).

Og fik du læst interviewene med Clare Mackintosh og Torkil Damhaug?

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her