forfatter

Anmeldelse: Djævelens værk af Lotte Petri

Anmeldelse: Velresearchet, interessant emnevalg om bl.a. etik, psykiatri og tro, mørk københavnerkrimi med strejf af noget rigtig godt, men desværre fræser historien alt for hurtigt derud ad og mangler dybde og sammenhæng. Havde jeg kun én sætning til at anmelde Lotte Petris krimi Djævelens værk, lød den sådan.

Det enkelte cover viser en djævlemønt – en sølvmønt, der er en slags bærer af det onde.

Hvor jeg er meget begejstret for danske Lotte Petris krimiserie om lægen Selma Eliassen, så blev jeg aldrig rigtig grebet af forfatterens seneste krimi.

Djævelens Værk er skrevet (eller redigeret) alt for stramt. Så stramt, at jeg som læser i flere situationer ikke kommer tæt nok på bogens karakterer, så jeg forstår, hvorfor de reagerer eller tænker, som de gør. Det går lidt rigeligt stærkt med synsvinklerne i ultrakorte afsnit og kapitler.

Historien skøjter i turbofart hen over isen i stedet for at sætte mere markante og dybe spor.

Indimellem er bogen spændende, og nogle sider vendte sig selv i forrygende fart, men jeg mangler mere dybde i personkarakteristikkerne og bedre sammenhæng i handlingsforløbet for at blive rigtig begejstret.

Men ih, hvor kunne det have været godt. De helt rigtige ingredienser er til stede:

  • Retsantropolog og forsker Josefine Jespersen, der leder et forskningsprojekt, hvor hun skal katalogisere og undersøge knogler fra en gravrydning
  • En sympatisk politiefterforsker
  • En katolsk præst, der er certificeret af selveste paven til at uddrive djævelen i Danmark. Altså en eksorcist.

For at give plads til metrobyggeriet ved Nørrebro i København skal over 1000 skeletter flyttes fra Assistens Kirkegård. Josefine Jespersen har ansvaret for gravrydningen, og en aften bliver arkæologen Rita Magnussen, der er Josefines kollega, dræbt og smidt ned i en åben grav. Med et såkaldt Peterskors ridset ind i kraniet – djævelens tegn. Sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard bliver knogleeksperten involveret i sagen.

Og så er spørgsmålet: Er morderen, der hurtigt slår flere ihjel, sindssyg? Eller måske besat?

Præsten i bogen skelner mellem, om folk er psykisk syge eller besatte ved bl.a. at dryppe nogle dråber helligt, indviet vand på personen. Er han/hun besat er reaktionen voldsom – som var vandet syre. Det lyder vildt, og det er det, men netop den del af bogen er også ret interessant.

Er onde kræfter sluppet løs, fordi skeletterne bliver begravet et andet sted uden et kristent ritual? Læs selv og find ud af det.

Eller kast dig i stedet over forfatterens fire solide og gode krimier om lægen Selma Eliassen.

PS: Lotte Petri er en produktiv forfatter og i gang med en ny krimiføljeton, Black Notice, om en grænseløs seriemorder, som står bag en række uhyggelige mord i Europa. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udkommer senere på året.

 

 

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Feriefotos med bogdrys

Sommer og bøger: Her kommer et lille udpluk af fotos fra første del af min sommerferie. Selvfølgelig dufter det lidt af bøger. Lidt arbejde venter inden jeg tager hul på endnu en ferieperiode. Og mon ikke også ferie version 2.0 byder på lidt bogdrys?

Bogbinder i Lübeck. Om sommeren er der ikke meget jul over byens smukke gamle bymidte med historiske bygninger hvor end øjet ser. Og byen har huset tre nobelpismodtagere. Forfatterne Thomas Mann og Günter Grass. Og Willy Brandt. Foto: Rebekka Andreasen

Meget fint udvalg af krimier i en genbrugsforretning i Haderslev. Foto: Rebekka Andreasen

En aften på Museum Sønderjylland mødte jeg Johan, der binder bøger. En omstændig proces, der tager tid. Men så holder bogen også bedre end “de der limede køb-og-smid-ud-bøger-du-køber-i-Føtex” som Johan sagde. Foto: Rebekka Andreasen

Besøger du Lübeck, så snyd ikke dig selv for et besøg hos den store boghandel Hugendubel. En meget stor – og hyggelig – boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Flere etager med bøger. Og bøger. Og bøger. Jussi Adler-Olsen var på bestseller-listen med Selfie. Som nummer syv. Foto: Rebekka Andreasen

Tysk udgave af en af Anna Grues Dan Sommerdahl-krimier. Foto: Rebekka Andreasen

Den tyske forfatter Thomas Mann, der i 1929 modtog nobelprisen i litteratur, her i marcipan. Set i Lübeck, hvor forfatteren var født. Foto: Rebekka Andreasen

Smid dig i liggestolen og nyd en bog. Foto: Rebekka Andreasen

Dadadada… Spannung. Foto: Rebekka Andreasen

 

Anmeldelse: Blodmåne af Katrine Engberg

Anmeldelse: Blodmåne er en politiroman, hvor vi følger et kollektiv af efterforskere. Jeg skal befri jer for svulstige tillægsord og konstaterer blot, at Blodmåne er en virkelig god krimi. Jeg skriver det lige igen: En virkelig god krimi.

Krimiforfatter Katrine Engberg i front efterfulgt af Louise Stigsgaard Nissen og Karen Strandbygaard.  Fotoet er fra et bloggermøde på Krimimessen i Horsens i år. Alle tre forfattere udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Og det er den fordi, Katrine Engberg formår at skabe karakterer, man straks får empati for og har lyst til at være i selskab med. Og så skriver hun r…. ud af bukserne.

Som politiroman-genren fordrer skildres politiets arbejde, men Katrine Engberg har skruet ned for tekniske undersøgelser og obduktioner. I stedet giver hun sine karakterer plads til at være eftertænksomme, sårbare, følsomme, sorgfulde og bange – uden at det spænder ben for flowet i fortællingen, uden at det hiver tempo ud af arbejdet med at løse krimigåden.

Vi følger det persongalleri, vi lærte at kende i Krokodillevogteren. Især efterforskningsleder Jeppe Kørner, der for en politimand har en lidt atypisk baggrund fra teaterverdenen. Han er følsom, melankolsk, handlekraftig og effektiv, og i bedste detektivstil har han en veludviklet intuition. Og den får han brug for, da barndomsvennen Johannes pudselig kommer i centrum for efterforskningen.

Kørner står i spidsen for efterforskningen af et drab på en prominent mand fra modebranchen, der er blevet forgiftet. Manden falder død om på gaden en iskold januaraften i København. Og da endnu en person fra samme omgangskreds bliver slået ihjel, skal Kørner og co. i gang med at finde vidner og motiv blandt modeller, investorer, kendisser, kreative direktører og andre med deres gang i den danske modebranche.

Der er noget Dorothy L. Sayers-agtigt over drabsmetoden, og det er måske ikke så underligt. I et interview her på bloggen, inden Engberg debuterede som krimiforfatter, fremhævede hun Dorothy L. Sayers Giftmordet som en af sine favoritkrimier. (To mennesker spiser omelet. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift.)

Blodmåne er en Københavnerkrimi og en selvstændig efterfølger til Krokodillevogteren. Og heldigvis er der blevet plads til den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, som vi også mødte i Katrine Engbergs debutroman.

Krimier, chokolade og skønne mænd

Og selvom tempoet er en del hurtigere end i Sayers krimi, der udkom på dansk i 1940,  så er der noget klassisk krimi over Blodmåne, der handler om bl.a. svigt og hævn. Det er ikke en krimi, der fræser derud ad, men en bog, der tager sig tid.

Katrine Engberg har skrevet bogen i kølvandet på sorgen over at miste sin far pludseligt og uventet. Om det er derfor, at bogen har en klang af eftertænksomhed, ved jeg ikke. Titlen har også tråde til forfatterens far, og den er det eneste, jeg synes virker lidt påklistret.

At skrive så ordene flyder fløjlsblødt og fordøjes ubesværet er slet ikke så nemt endda. Blodmåne er skrevet i samme skønne og opfindsomme sprog som Krokodillevogteren, den er bare endnu bedre. Og så er den fuld af humor og kærlige hug til modebranchen.

På et bloggermøde i forbindelse med krimimessen i Horsens i april, blev Engberg spurgt, hvorfor det lige er krimigenren, hun har kastet sig over. Hun svarede noget a la:

“Hvorfor elsker vi chokolade og skønne mænd “og tilføjede et “hvorfor ikke”? Hun understregede, at det har været helt naturligt for hende at kaste sig over krimigenren.

Det er vi mange, der er Vild Med Krimi, der er glade for.

PS: Sjovt at Katrine Engberg har tænkt det populære radioprogram Mads og Monopolet ind i plottet.

PPS: Under en total måneformørkelse, hvor månen befinder sig i jordens skygge, kan månen få et rødligt skær. Næste gang der er blodmåne i Danmark er i juli 2018. Men snup du Engbergs version af fænomenet først. Blodmåne er, og jeg gentager lige mig selv, en rigtig god krimi.

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Ildbarnet af S.K. Tremayne

Anmeldelse: I dag udkommer Ildbarnet af britiske S.K. Tremayne. En thriller, der langsomt og ad lidt snørklet sti sneg sig ind på mig, og som fik mine små hår i nakken til at danse.

Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere.

Ildbarnet af S.K. Tremayne er en britisk, psykologisk thriller om familiehemmeligheder, sorg, skyld og skam. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan begynder Ildbarnet, der lynhurtigt slår en ildevarslende stemning an og tager os med til et kæmpe landsted i Sydengland, i det allervestligste Cornwall, hvor naturens kræfter er enorme. Hvor Atlanterhavet banker ind mod stejle klippekyster, og hvor der ikke er læ for den brutale blæst.

London-kvinden Rachel har efter få måneders bekendtskab giftet sig med den rige enkemand David, far til 8-årige Jamie og ud af en yderst velhavende familie, der er blevet rig på minedrift og udvinding af tin og kobber. Et arbejde, der gennem generationer har haft rædselsfulde konsekvenser for arbejderne i minerne og ført død, lemlæstelse og lidelser med sig.

Det nygifte par bor bogstaveligt talt oven på en af de gamle miner, og mens David arbejder i London som advokat fem af ugens dage, har Rachel masser af tid i det enorme hus sammen med stedsønnen Jamie.

Idyllen krakelerer hurtigt, da Jamie begynder at komme med dystre og skræmmende forudsigelser. Som du kan læse på bogens bagsidetekst mener han bl.a. at vide, hvornår Rachel skal dø. En information, som jeg egentlig gerne ville have opdaget selv ved at læse bogen i stedet for at få den serveret på bagsiden.

Samtidig forsøger Rachel at finde ud af, hvordan Davids første kone egentlig døde.

Bogen fortælles især fra Rachels synsvinkel suppleret af enkelte kapitler, hvor vi er i hovedet på David, og det er indre tanker og ikke ydre omstændigheder, der er central i første del af bogen. Rachel begynder at tvivle på både sin mand, sig selv – og sin egen forstand.

Langsomt tempo, gode miljøbeskrivelser

Hvor jeg godt kunne have ønsket mig en anelse mere tempo og fremdrift især i første del af bogen, overgav jeg mig straks til de stærke miljøbeskrivelser, der er bogens store styrke.

Som ganske ung boede jeg nogle måneder i Devon, der grænser op til Cornwall, og jeg var straks tilbage i et England hvor idyl og barsk klippenatur og voldsomt hav mødes, og selvom du måske ikke er bekendt med landskabet, så svøber bogens lækre miljøbeskrivelser dig nænsomt ind og hægter dig fast til fortællingen.

Forfatterens mormor har som ti-årig arbejdet som såkaldt minepige, der knuste sten med en hammer i de righoldige miner i det nordlige Cornwall, og det er interessant at læse om de historiske miner, forfatteren tydeligvis har været optaget af. S.K. Tremayne skriver usentimentalt om det barske liv i de nu tomme miner. Han skriver godt.

I bedste domestic noir-stil aner du ikke, hvem du kan stole på. Hemmelighederne lurer lige under den fine facade og five o’clock tea’en. Og plottet er herligt overraskende.

Ildbarnet er en mørk thriller med et strejf af gotisk stil. En thriller om familiehemmeligheder, sorg, skam og skyld.

S.K. Tremayne har også skrevet bestselleren Faldet, og Ildbarnet slog mig ikke omkuld på samme måde, som forfatterens forrige bog på dansk gjorde. Men det er en god thriller.

Læs Ildbarnet på grund af de stærke miljøbeskrivelser og historiske lag og nyd den snigende uhygge, der omhylder dig helt til allersidst.

Ildbarnet er ikke en del af en serie, men en selvstændig thriller og oversat af Nanna Lund. Udkommer på Gads Forlag i dag.

PS: S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Jeg interviewede ham, da Faldet udkom på dansk. Læs interviewet her

Stinne: Min krimifavorit er Robert Galbraith

Yndlingsforfatter: Mød Stinne Hildebrand, der er vild med krimier af Robert Galbraith. Navnet er et pseudonym for Harry Potters mor – den britiske forfatter J. K. Rowling. Dette er sjette og sidste indlæg i serien om yndlingsforfattere.

Stinne Hildebrand sluger bøger i mange forskellige genrer, og hun har en forkærlighed for britiske krimier af Robert Galbraith. Foto: Privat.

Stinne Hildebrand, 37 år, gift, har en datter og bor i Dragør. Hun arbejder som leder inden for restaurationsbranchen.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg er vokset op i et hjem fyldt med bøger, og jeg elsker at læse. Specielt krimier, men egentlig sluger jeg det meste; Krimier, chicklit, adventure som Harry Potter og Game Of Thrones eller historiske værker af Ken Follett og Edward Rutherfurd, hvor man får lidt verdenshistorie kombineret med god fiktion.

Bøgerne har de senere år fået konkurrence af alle de gode serier på Netflix og HBO, men bøgerne vinder heldigvis stadig for det meste. Jeg har som regel altid to-tre bøger i gang på samme tid, så der er en til det humør, jeg er i. Så snart jeg har en smule tid, læser jeg. Også når jeg laver mad eller tager et karbad.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange yndlingsforfattere, der skriver krimier, og af danske er jeg især glad for Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein. Men hvis jeg skal fremhæve en, der har gjort specielt indtryk, er det Robert Galbraith. Robert Galbraith er det pseudonym, som J.K. Rowling benytter til kriminalromanerne om og med privatdetektiven og krigsveteranen Cormoran Strike. Hun, ja nu siger jeg altså hun, har skrevet en trilogi, og alle tre bøger har fanget mig meget.

Hvad er det, som forfatteren kan?

– Jeg elsker Galbraith/Rowlings måde at beskrive persongalleriet på samtidig med, at plottet er utrolig spændende og uforudsigeligt. De tre bøger hedder: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst, og de er i min optik lige gode og fængende. Jeg synes, hun skriver fantastisk, bøgerne sprudler af sprogligt overskud, og hun formår at fange mig lige så meget, som hun gjorde i Harry Potter-universet, selvom det er en hel anden genre. Jeg venter faktisk bare på, at der kommer en fjerde bog i serien.

PS: Fik du læst de øvrige indlæg i serien om yndlingsforfattere?

Ellen anbefaler Jo Nesbø

Karsten anbefaler Sjöwall/ Wahlöö

Anne-Marie anbefaler Karin Slaughter

Anne Mette anbefaler Fred Vargas

Michael anbefaler Jussi Adler-Olsen

 

 

Biografi om Jussi Adler-Olsen udkommer i morgen

Biografi: I mere end fem år har journalisten Jonas Langvad Nilsson fulgt Jussi Adler-Olsen, og han har interviewet omkring 150 mennesker om den populære forfatter. Det er der kommet biografien Jussi ud af.

En smuk bog. Det er Jussi. 408 siders lækker bog med masser af billeder.

Jeg håber, at bogen også er god og fortæller mig nyt om forfatteren, der er blevet et kolossalt navn, ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Se den fine bog her:

Ifølge forlaget bag, Politikens Forlag, handler biografien bl.a. om at stå ansigt til ansigt med døden. Ikke bare én, men flere gange. Og har du fulgt med i medierne de sidste par dage, har du måske hørt, at Jussi Adler-Olsen har været ramt af kræft flere gange. Sejt at han har kæmpet med svær sygdom ad flere omgange, uden at det har sat en stopper for hans virkelyst, gåpåmod, stædighed, arbejdsiver og karriere. Stor respekt herfra.

Jussi handler også om at være iværksætter og forretningsmand og gå hele vejen, hvis han kan komme til det. Om stædighed, hårdt arbejde og om en lille smule held.

Euroman-journalisten Jonas Langvad Nilsson, der står bag biografien, har også skrevet bl.a.  Skurk om skuespilleren Torben Jensen. Nilsson skriver forrygende, så mine forventninger er høje, og jeg glæder mig til at tage bidder af Jussi.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her