dansk krimi

Anmeldelse: Malaria af Jens Strandbygaard

Jeg har boet tre år i Uganda og kender flere, der har haft malaria. Det gule kort er mit internationale vaccinationskort, der indeholder en lang advarsel om malaria. Har du penge, kan du betale for medicin, hvis du bliver smittet. Psykopater derimod findes der ingen medicin eller vaccine imod. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jens Strandbygaard har skrevet en hurtiglæst spændingsroman med især et fint portræt af et far/søn-forhold. Desværre virker bogens humor og sarkasme mange steder som et værn mod at komme helt tæt på bogens karakterer.

Malaria er titlen på Jens Strandbygaards anden krimi, en selvstændig roman, der udkom i 2017 på Byens Forlag.

Bogen begynder lige på og brutalt i Kirawa på grænsen mellem Nigeria og Cameoun tilbage i 2002, hvor lægen Oskar Plum og et par kolleger tages som gidsler af den på det tidspunkt netop nystartede militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Tilbage til nutiden er bogens hovedperson, Oskar, i gang med at udvikle en ny malariamedicin, der behandler sygdommen, der kan være dødelig, på en billigere og mere effektiv måde end hidtil set. Lidt af en revolution inden for medicinalindustrien.

Oskar har brug for millioner til at få godkendt medicinen og få den på markedet. Men malariamyggen er ikke den eneste farlige parasit i romanen.

Den entreprenante læge tvinges nemlig til at ansætte eksperten Dan Felling, der skal få godkendt medicinen. Og så kommer Oskar for alvor tæt på en livsfarlig snylter. Det får store konsekvenser for den sympatiske læge, der har en fortid i Læger uden Grænser.

Forfatteren har selv oplevet på et tidspunkt at have en forretningspartner, der viste sig at være en helt anden, end han havde forventet, hvilket har inspireret ham til historien. Det er dog ikke kun en bog om psykopater, men også om bl.a. kærlighed.

Måske morede du dig over Jens Strandbygaards opfindsomme Facebook-video som optakt til Krimimessen i Horsens? I videoen, der er ret sjov, interviewer han sig selv. Det er tydeligt, at humor og selvironi er en stor del af forfatteren. Det smitter af på de linjer, han former.

Bogen er propfuld af humor og sarkasme. Jeg synes desværre, at det flere steder spænder ben for spændingen. Og skaber en distance, der gør, at jeg aldrig får lov til at komme helt tæt på, netop dér, hvor det gør allermest ondt – og hvor det også, synes jeg, er allermest interessant.

“… og jeg kunne mærke pistolløbet i siden. Ud over at det gjorde ondt, var jeg heller ikke vild med, at nogen pegede på mig med et ladt våben.”

Flere ting fungerer godt i romanen. Forfatteren slynger historien rundt i en centrifuge, så man ikke aner, hvad der kommer ud i den anden ende. Plottet overrasker. Og de mange tråde, der flager, forenes til sidst, hvor du som læser også finder ud af, hvordan de breve, en afrikansk mor skriver til sin søn, bidrager til historien.

Der er også fine beskrivelser af et kærligt far/søn-forhold. Oskar har et tæt og forholdsvis uproblematisk forhold til sin hippie af en far, der har en fortid i Thylejren. Begge mænd deler en glødende interesse for at gå på jagt. Og pludselig bliver Oskar selv den, der er i skudlinjen.

Forfatteren, der også er iværksætter, har tjek på økonomi og venturekapital og investeringsselskaber. Og formår at gøre klausuler og investeringsstrategier interessant. Det er vanvittig dyrt at få godkendt et nyt lægemiddel, og ja, der er nogle dilemmaer i den forbindelse. Kan medicin f.eks. blive så effektivt, at den gør sig selv overflødig?

Malaria er i øvrigt på pensum for de litteraturstuderende på Aarhus Universitet i dette semester. Sejt. Men når jeg ofte er en armslængde fra at komme helt tæt på personerne, så mangler Malaria en del for at begejstre mig for alvor og være rigtig spændende.

PS: Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jens Strandbygaards første roman hedder Mekkalinjen

 

Et par ord om Engberg-krimien Glasvinge

Første gang jeg interviewede Katrine Engberg til bloggen var i december 2015 lige inden, Krokodillevogteren kom ud. I dag sender hun sin tredje krimi på gaden.

Er jeg blevet booket til at interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, anmelder jeg ikke forfatterens bog. Det er et princip, jeg har, for hvis jeg en dag bliver booket til at interviewe en forfatter, hvis bog jeg ikke bryder mig om, skal min personlige mening ikke spænde ben for et godt interview.

Da jeg bl.a. skal interviewe Katrine Engberg i forbindelse med Krimimessen, anmelder jeg ikke forfatterens tredje krimi, Glasvinge, der udkommer i dag. Du kan med garanti finde masser af blogs og onlinemedier, der anmelder denne tredje krimi om Jeppe Kørner og Anette Werner. Alligevel er jeg nødt til at hæfte disse sætninger på bogen:

Glasvinge er en absurd god krimi. Først og fremmest rummer bogen en fin og rørende krimihistorie. Og Glasvinge er sprængfyldt af detaljer, der får mundvigene til at krybe opad.  Som at en psykolog har en hund, der hedder Maslow. Engbergs sprog er så skarpt som hendes mands kokkeknive, et sprog, der insisterer på konstant at fornøje. Nyd bogen for pokker.

I eftermiddag skal jeg til boglancering i forbindelse med udgivelsen af Glasvinge på Medicinsk Museion i København. Jeg har aldrig været der før, men det virker som et fascinerende sted, der forsker i, indsamler og udstiller den medicinske kulturarv. På museet kan du bl.a  blive klogere på psykiatriens historie med alt hvad det indebærer af dårekister, hjernekasser og tvangsstole.

Tag med på en lille rundtur i denne video:

 

Museet har genstande fra bl.a. hospitalsvæsenet, medicinalindustrien, handicapforsorgen med mere. Og jeg kan se, at der er en aktuel udstilling på museet nu om den menneskelige krop med underoverskriften Lægevidenskabens råmateriale – fra Kadaver til DNA. Og ja, på museet er der glasmontre med …. specielle ting i.

Museet spiller en rolle i Glasvinge, og det er derfor oplagt, at Katrine Engberg og forlaget Peoples Press har valgt netop dette museum til boglanceringen. Jeg forsøger at knipse et par fotos eller tre, som jeg deler med dig senere.

PS: Læs interviewet med Katrine Engberg fra dengang, de færreste forbandt hende med kriminalromaner. Eller læs her dobbeltinterviewet med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock.

 

Anmeldelse: Enken fra Kiev af Mogens Blom

Anmeldelse: Mogens Bloms tredje politiske thriller om Maiken Tarp udkommer i dag. Enken fra Kiev  tager dig bl.a. med til gangene i Udenrigsministeriet, hvor forfatteren har arbejdet som embedsmand i 17 år.

Politisk spændingsroman om bl.a. den glemte krig i det østlige Ukraine. Udkommer i dag.

Hvor Gidsel i Ammam og Arven fra Basra, de to første bøger om efterretningskvinden Maiken Tarp, havde fokus på Mellemøsten, vender forfatteren nu blikket mod Ukraine.

For et par år siden mødte jeg på et kursus en ukrainer, der var flyttet til Danmark. Hun fortalte, at hun havde fjern familie, der boede midt i en krigszone. Hvilken krig?, spurgte jeg dumt.

Selvom jeg selvfølgelig havde læst i avisen om massive kampe mellem pro-russiske separatister og regeringsstyrker.

Og selvom jeg har set DR’s Matilde Kimer berette om uhyrligheder på tv, så var det ikke krigen i den østlige del af Ukraine, jeg først kom i tanke om – heller ikke i samtale med en ukrainer.

Det gjorde mig lidt flov. Hendes familie havde en hverdag i en krig, som lå langt væk i min bevidsthed. Selvom krigen ufortrødent fortsætter på fjerde år.

Det er netop den glemte (i hvert fald for mig) krig, der er afsættet i Mogens Bloms tredje spændingsroman om Maiken Tarp, selvom den foregår i Danmark.

En nat flygter en ukrainsk kvinde til Danmark, og med sig har hun en bunke fortrolige papirer, der kan skade separatisterne og deres russiske allierede.

Visse personer er så ivrige efter at få fat i papirerne, at de sender en lejemorder til Danmark. Ham står Maiken Tarp pludselig ansigt til ansigt med på en stor international konference, da hun er vidne til et drab.

Lettere modvilligt er hun blevet udpeget til en lille sikkerhedsenhed med base i Udenrigsministeriet. Og mens PET efterforsker drabet som terror og har fokus rettet mod ISIS, fornemmer Maiken, at drabet peger i en helt anden retning. Og det er ikke ufarligt arbejde.

Ikke kun jobbet presser Maiken. Hun er blevet gravid med journalistkæresten Kåre, der gerne vil have barnet, men tanken om at blive mor er uendelig fjern for hende.

Enken fra Kiev er en hurtiglæst spændingsbog om konflikten i Ukraine, men også en bog om intriger, interne magtkampe og skjulte dagsordener på Asiatisk Plads i København, hvor Udenrigsministeriet ligger. Og ja, ikke alle har samme mål. Og melet i posen er heller ikke lige rent hos alle.

Det er en bog om både diplomati, kærlighed, en kompliceret relation mellem far og søn – og storpolitik. At forfatteren har indsigt i stoffet smitter af på historien, der er både realistisk og veltilrettelagt.

Der er fin balance mellem Maikens indre konflikter og den ydre handling. Med en mor, der aldrig rigtig gav kærlighed, har Maikens svar på barndomstraumet været at begrave sig i arbejde, og da hun går mod PET, får hun problemer. Om mon fjenden altid kommer udefra?

(Og apropos mangel på kærlighed, så læs Leonora Christina Skovs Den, der lever stille – ikke en krimi, men bragende god bog om netop at være barn i et hjem med en mor, der ikke viser kærlighed. Jeg tudede mig igennem bogen.)

Forfatteren disker ikke op med masser af lækkerbiskner rent sprogligt. Læs ikke bogen for sproglig opfindsomhed og honningbløde sætninger, det er ikke der, bogens styrke ligger. Læs historien, fordi den er solid og vedkommende underholdning, Maiken Tarp og co. er godt selskab, og læs bogen, fordi de emner, forfatteren tager fat på, er interessante.

Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien. Er du vild med Helle Vincentz Stjålne liv, vil du sikkert også synes om Enken fra Kiev.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

PS: Mogens Blom er udover at være forfatter en erfaren diplomat og har rejst og arbejdet meget især i Mellemøsten. Han har bl.a. arbejdet med Danidas udviklingsprojekter til fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Allerede i 1983 debuterede han som forfatter med spændingsromanen Dræbt af en vildfaren kugle, Forlaget Vindrose. Året efter fulgte Aftenholdet på samme forlag. Læs mere om forfatteren her

Anmeldelse: Dødens kode af Michael Larsen

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg håber.

Anmeldelse: Dødens kode er den slags krimi, som du ikke skal læse i små bidder. For så mister du overblikket. Tager du dig derimod tid og læser bogen komprimeret, så venter en svært underholdende læseoplevelse og en kompliceret, snørklet krimigåde, der er begavet fortalt, og som bader i overlegen research, uden at den gode historie drukner i fakta.

Uanset om Michael Larsen skriver om fugle, film, fotoudstyr eller franske veje, så føler jeg mig som læser overbevist om, at han har sin research i orden. Han har styr på de små skønne og vigtige detaljer, der blandet med en god portion fantasi bidrager til et brag af en krimithriller. For der er både en mordgåde, der skal opklares, og et eller andet i gære i horisonten, som skal afværges.

Larsens baggrund som bl.a. filmjournalist og hans interesse for Ærø, natur og fugle smitter af på bogens univers. Her er indlevende miljøbeskrivelser af den lille ø i det sydfynske øhav, og de koder, titlen hentyder til, er hentet fra mørke filmklassikere. Men hvad er det, som koderne varsler?

At genfortælle hvad Dødens kode handler om er ikke nemt, for det er en temmelig kringlet og ret indviklet historie. Som jeg skrev i indledningen, så kræver historien en læsers fulde opmærksomhed.

Kort fortalt er kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København tilbage på Ærø. En 14-årig pige er brutalt blevet myrdet på havnen i Marstal, og Folmer får en fornemmelse af, at mordet hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Mordet på øen, som bogen er en forsættelse af.

Selvom bogen begynder med et fyldigt referat af den første Folmer-krimi, er det en kolossal fordel at have læst Michael Larsens første Ærø-krimi. Der er konstant tråde, der væver tilbage til den første bog i serien.

Udover den sympatiske efterforsker følger vi især Charlotte Monson, der frygter for sit liv og derfor er flygtet fra Danmark. Hun skjuler sig i udlandet og forsøger samtidig at skrabe så mange penge som muligt sammen ved at brillere i poker.

Og vi følger den københavnske journalist Mikkel Thorsboe, der fornemmer, at noget ikke er, som det giver sig ud for at være. Mon ikke manden har ret?

Folmer. Monson. Thorsboe. Det fungerer. Larsen har skabet et galleri af personer, som er interessante og sammensatte, og som er ret godt selskab. Og liget af den 14-årige pige er ikke det eneste lig i fortællingen. I dette tilfælde kommer Folmer for sent. Og indsmurt i blod fra afdøde tager han en smøg.

“Folmer slog en cigaret frem, tændte den og inhalerede dybt. Lige omkring filteret fik blodet aftrykket til at ligne læbestift”.

Dødens kode er en skøn kombination af dansk vandkantskrimi med landbetjent, endeløs horisont, alle-kender-alle og huse-hvor-kragerne-vender, og en krimi med store armbevægelser, der ligeså godt kunne være skrevet af en fransk eller engelsk forfatter.

Det er bl.a. en bog om terror, fanatisme, krigsveteraner, statshemmeligheder og de klassiske gnidninger mellem PET og politiet. Og det er en krimi om en verden, der er uoverskuelig og kaotisk, selvom alle kan overvåge alle – og gør det.

Føj for en fed og vild finale. Hvis du synes, at indledningen var en anelse tung og forvirrende, så er jeg enig med dig. En let redigering ville have klædt de første 70 sider, selvom man gerne må stille krav til læserne. Men læs endelig videre. Det bliver godt. Rigtig godt. Og dramatisk.

Mon ikke der kommer endnu en Jan Folmer-bog? Jeg er klar.

SF Film har købt rettighederne til bøgerne, så måske vi engang i fremtiden møder Jan Folmer på tv eller i en film.

 

 

 

Anmeldelse: Løgnen om en sand ven

Anmeldelse: Løgnen om en sand ven er Hans Davidsen-Nielsens anden spionroman og efterfølger Hypokonderens død, som forfatteren fik Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for i 2015.

Bogen er læseværdig, selvom portrættet af journalist Robert Lassen ikke er videre opfindsomt.

Da Hans Davidsen-Nielsen debuterede som fiktionsforfatter i 2014, lå det til højrebenet, eller det venstre, hvis han sparker bedst med det, at skrive om spioner og hemmelige tjenester.

Journalist og forfatter Davidsen-Nielsen er kendt for sine faglitterære værker om de danske efterretningstjenesters historie, og han har mere end tyve års erfaring med netop:

  • PET, der tager sig af det, der sker inden for Danmarks grænser
  • FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, der er Danmarks pendant til CIA, og som udenrigstjeneste tager sig af Danmarks ydre grænser

At forfatteren kender sit stofområde giver historien nerve og gør plottet virkelighedstro og ret spændende. Og aktuelt, selvom handlingen i bogen ligger ca. ti år tilbage.

Der er tråde til virkelig begivenheder og konflikter, og det er svært ikke at sende tanker til f.eks. Morten Storm, tidligere agent for PET, eller hele diskussionen om Fake News – hvem har egentlig den rigtige version af virkeligheden? Og hvordan kan man manipulere og påvirke sandheden? Aktuelle emner omsat til spændstigt romanstof.

Journalisten Robert Lassen indleder sin egen undersøgelse, da vennen Morten, som læserne kender fra Hypokonderens død, forsvinder. Morten er ikke på ferie i Paris, som han ellers har fortalt sin familie. Men hvor er han, der er alvorlig syg af kræft, så? Og ved PET og FE noget om den universitetsansatte historiker, offentligheden ikke må vide?

Bogen handler især om modsætningsforholdet mellem PET og FE. Om interne magtkampe, paranoia, terrorbekæmpelse og om mediernes rolle og hele det politiske spil. Det er interessant og også lidt skræmmende læsning forfatterens kendskab til området in mente. Og jeg er vel ikke den eneste, der er fascineret af de hemmelige tjenester? Netop fordi de er hemmelige og mystiske. For hvor meget bliver vi danskere vildledt i en god sags tjeneste?

Emnet er spændende, forfatteren skriver skarpt og ikke uden humor, så alt er vel godt? Nej, ikke helt. Jeg fik aldrig bogens hovedperson, Robert Lassen, helt under huden og synes, at jeg har mødt ham i lidt for mange andre bøger før. Det gør ham desværre lidt uinteressant.

Efter engang at være ham, der leverede forsidehistorier med sin daglige gang på Christiansborg, er Robert nu desillusioneret, doven, besværlig, fraskilt, træt af sit arbejde og sin chef, drikker for meget og har ikke styr på sønnikes fødselsdagsgæster.

Men Robert gør alligevel alt det rigtige: Bider sig fast i haserne på magthaverne, selvom ingen tror på ham – måske bortset fra bassethunden Ufer, der ligner sin ejer og sværger til en lidt for usund livsstil.

Det havde lappet lidt på billedet af en lidt klichéfyldt karakter, hvis det var Robert, der kørte rundt på FE-manden Torsten Bruuns specialdesignede cykel. Men Roberts cykel er selvfølgelig flad.

Mine indvendinger til trods er den danske spionroman værd at læse, og måske du synes bedre om Robert Lassen end jeg?

Bogen kan læses selvstændigt, men du får mere ud af at have læst Hypokonderens død først.

 

 

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Anmeldelse: Djævelens værk af Lotte Petri

Anmeldelse: Velresearchet, interessant emnevalg om bl.a. etik, psykiatri og tro, mørk københavnerkrimi med strejf af noget rigtig godt, men desværre fræser historien alt for hurtigt derud ad og mangler dybde og sammenhæng. Havde jeg kun én sætning til at anmelde Lotte Petris krimi Djævelens værk, lød den sådan.

Det enkelte cover viser en djævlemønt – en sølvmønt, der er en slags bærer af det onde.

Hvor jeg er meget begejstret for danske Lotte Petris krimiserie om lægen Selma Eliassen, så blev jeg aldrig rigtig grebet af forfatterens seneste krimi.

Djævelens Værk er skrevet (eller redigeret) alt for stramt. Så stramt, at jeg som læser i flere situationer ikke kommer tæt nok på bogens karakterer, så jeg forstår, hvorfor de reagerer eller tænker, som de gør. Det går lidt rigeligt stærkt med synsvinklerne i ultrakorte afsnit og kapitler.

Historien skøjter i turbofart hen over isen i stedet for at sætte mere markante og dybe spor.

Indimellem er bogen spændende, og nogle sider vendte sig selv i forrygende fart, men jeg mangler mere dybde i personkarakteristikkerne og bedre sammenhæng i handlingsforløbet for at blive rigtig begejstret.

Men ih, hvor kunne det have været godt. De helt rigtige ingredienser er til stede:

  • Retsantropolog og forsker Josefine Jespersen, der leder et forskningsprojekt, hvor hun skal katalogisere og undersøge knogler fra en gravrydning
  • En sympatisk politiefterforsker
  • En katolsk præst, der er certificeret af selveste paven til at uddrive djævelen i Danmark. Altså en eksorcist.

For at give plads til metrobyggeriet ved Nørrebro i København skal over 1000 skeletter flyttes fra Assistens Kirkegård. Josefine Jespersen har ansvaret for gravrydningen, og en aften bliver arkæologen Rita Magnussen, der er Josefines kollega, dræbt og smidt ned i en åben grav. Med et såkaldt Peterskors ridset ind i kraniet – djævelens tegn. Sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard bliver knogleeksperten involveret i sagen.

Og så er spørgsmålet: Er morderen, der hurtigt slår flere ihjel, sindssyg? Eller måske besat?

Præsten i bogen skelner mellem, om folk er psykisk syge eller besatte ved bl.a. at dryppe nogle dråber helligt, indviet vand på personen. Er han/hun besat er reaktionen voldsom – som var vandet syre. Det lyder vildt, og det er det, men netop den del af bogen er også ret interessant.

Er onde kræfter sluppet løs, fordi skeletterne bliver begravet et andet sted uden et kristent ritual? Læs selv og find ud af det.

Eller kast dig i stedet over forfatterens fire solide og gode krimier om lægen Selma Eliassen.

PS: Lotte Petri er en produktiv forfatter og i gang med en ny krimiføljeton, Black Notice, om en grænseløs seriemorder, som står bag en række uhyggelige mord i Europa. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udkommer senere på året.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her