dansk krimi

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Anmeldelse: Djævelens værk af Lotte Petri

Anmeldelse: Velresearchet, interessant emnevalg om bl.a. etik, psykiatri og tro, mørk københavnerkrimi med strejf af noget rigtig godt, men desværre fræser historien alt for hurtigt derud ad og mangler dybde og sammenhæng. Havde jeg kun én sætning til at anmelde Lotte Petris krimi Djævelens værk, lød den sådan.

Det enkelte cover viser en djævlemønt – en sølvmønt, der er en slags bærer af det onde.

Hvor jeg er meget begejstret for danske Lotte Petris krimiserie om lægen Selma Eliassen, så blev jeg aldrig rigtig grebet af forfatterens seneste krimi.

Djævelens Værk er skrevet (eller redigeret) alt for stramt. Så stramt, at jeg som læser i flere situationer ikke kommer tæt nok på bogens karakterer, så jeg forstår, hvorfor de reagerer eller tænker, som de gør. Det går lidt rigeligt stærkt med synsvinklerne i ultrakorte afsnit og kapitler.

Historien skøjter i turbofart hen over isen i stedet for at sætte mere markante og dybe spor.

Indimellem er bogen spændende, og nogle sider vendte sig selv i forrygende fart, men jeg mangler mere dybde i personkarakteristikkerne og bedre sammenhæng i handlingsforløbet for at blive rigtig begejstret.

Men ih, hvor kunne det have været godt. De helt rigtige ingredienser er til stede:

  • Retsantropolog og forsker Josefine Jespersen, der leder et forskningsprojekt, hvor hun skal katalogisere og undersøge knogler fra en gravrydning
  • En sympatisk politiefterforsker
  • En katolsk præst, der er certificeret af selveste paven til at uddrive djævelen i Danmark. Altså en eksorcist.

For at give plads til metrobyggeriet ved Nørrebro i København skal over 1000 skeletter flyttes fra Assistens Kirkegård. Josefine Jespersen har ansvaret for gravrydningen, og en aften bliver arkæologen Rita Magnussen, der er Josefines kollega, dræbt og smidt ned i en åben grav. Med et såkaldt Peterskors ridset ind i kraniet – djævelens tegn. Sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard bliver knogleeksperten involveret i sagen.

Og så er spørgsmålet: Er morderen, der hurtigt slår flere ihjel, sindssyg? Eller måske besat?

Præsten i bogen skelner mellem, om folk er psykisk syge eller besatte ved bl.a. at dryppe nogle dråber helligt, indviet vand på personen. Er han/hun besat er reaktionen voldsom – som var vandet syre. Det lyder vildt, og det er det, men netop den del af bogen er også ret interessant.

Er onde kræfter sluppet løs, fordi skeletterne bliver begravet et andet sted uden et kristent ritual? Læs selv og find ud af det.

Eller kast dig i stedet over forfatterens fire solide og gode krimier om lægen Selma Eliassen.

PS: Lotte Petri er en produktiv forfatter og i gang med en ny krimiføljeton, Black Notice, om en grænseløs seriemorder, som står bag en række uhyggelige mord i Europa. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udkommer senere på året.

 

 

Anmeldelse: Blodmåne af Katrine Engberg

Anmeldelse: Blodmåne er en politiroman, hvor vi følger et kollektiv af efterforskere. Jeg skal befri jer for svulstige tillægsord og konstaterer blot, at Blodmåne er en virkelig god krimi. Jeg skriver det lige igen: En virkelig god krimi.

Krimiforfatter Katrine Engberg i front efterfulgt af Louise Stigsgaard Nissen og Karen Strandbygaard.  Fotoet er fra et bloggermøde på Krimimessen i Horsens i år. Alle tre forfattere udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Og det er den fordi, Katrine Engberg formår at skabe karakterer, man straks får empati for og har lyst til at være i selskab med. Og så skriver hun r…. ud af bukserne.

Som politiroman-genren fordrer skildres politiets arbejde, men Katrine Engberg har skruet ned for tekniske undersøgelser og obduktioner. I stedet giver hun sine karakterer plads til at være eftertænksomme, sårbare, følsomme, sorgfulde og bange – uden at det spænder ben for flowet i fortællingen, uden at det hiver tempo ud af arbejdet med at løse krimigåden.

Vi følger det persongalleri, vi lærte at kende i Krokodillevogteren. Især efterforskningsleder Jeppe Kørner, der for en politimand har en lidt atypisk baggrund fra teaterverdenen. Han er følsom, melankolsk, handlekraftig og effektiv, og i bedste detektivstil har han en veludviklet intuition. Og den får han brug for, da barndomsvennen Johannes pudselig kommer i centrum for efterforskningen.

Kørner står i spidsen for efterforskningen af et drab på en prominent mand fra modebranchen, der er blevet forgiftet. Manden falder død om på gaden en iskold januaraften i København. Og da endnu en person fra samme omgangskreds bliver slået ihjel, skal Kørner og co. i gang med at finde vidner og motiv blandt modeller, investorer, kendisser, kreative direktører og andre med deres gang i den danske modebranche.

Der er noget Dorothy L. Sayers-agtigt over drabsmetoden, og det er måske ikke så underligt. I et interview her på bloggen, inden Engberg debuterede som krimiforfatter, fremhævede hun Dorothy L. Sayers Giftmordet som en af sine favoritkrimier. (To mennesker spiser omelet. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift.)

Blodmåne er en Københavnerkrimi og en selvstændig efterfølger til Krokodillevogteren. Og heldigvis er der blevet plads til den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, som vi også mødte i Katrine Engbergs debutroman.

Krimier, chokolade og skønne mænd

Og selvom tempoet er en del hurtigere end i Sayers krimi, der udkom på dansk i 1940,  så er der noget klassisk krimi over Blodmåne, der handler om bl.a. svigt og hævn. Det er ikke en krimi, der fræser derud ad, men en bog, der tager sig tid.

Katrine Engberg har skrevet bogen i kølvandet på sorgen over at miste sin far pludseligt og uventet. Om det er derfor, at bogen har en klang af eftertænksomhed, ved jeg ikke. Titlen har også tråde til forfatterens far, og den er det eneste, jeg synes virker lidt påklistret.

At skrive så ordene flyder fløjlsblødt og fordøjes ubesværet er slet ikke så nemt endda. Blodmåne er skrevet i samme skønne og opfindsomme sprog som Krokodillevogteren, den er bare endnu bedre. Og så er den fuld af humor og kærlige hug til modebranchen.

På et bloggermøde i forbindelse med krimimessen i Horsens i april, blev Engberg spurgt, hvorfor det lige er krimigenren, hun har kastet sig over. Hun svarede noget a la:

“Hvorfor elsker vi chokolade og skønne mænd “og tilføjede et “hvorfor ikke”? Hun understregede, at det har været helt naturligt for hende at kaste sig over krimigenren.

Det er vi mange, der er Vild Med Krimi, der er glade for.

PS: Sjovt at Katrine Engberg har tænkt det populære radioprogram Mads og Monopolet ind i plottet.

PPS: Under en total måneformørkelse, hvor månen befinder sig i jordens skygge, kan månen få et rødligt skær. Næste gang der er blodmåne i Danmark er i juli 2018. Men snup du Engbergs version af fænomenet først. Blodmåne er, og jeg gentager lige mig selv, en rigtig god krimi.

 

 

 

 

 

 

 

Vind Bornholmerdybet af Pernille Boelskov

Konkurrence: Forfatter og journalist Pernille Boelskov er aktuel med sin anden Bornholmerkrimi om præsten Agnethe Bohn og fætteren Lars, der er efterforsker. Du kan vinde et signeret eksemplar af Bornholmerdybet.

Pernille Boelskov bor selv på Bornholm, hvor hendes krimier foregår. Men hun er født og opvokset på Fyn og har boet forskellige steder i både ind- og udland, så derfor er hun det, man på Bornholm kalder “ovre” fra. Foto: Martin Thaulow/Mette Munch

Trappen ned til vogndækket ombord på Villum Clausen, den gamle hurtigfærge til Bornholm, spiller en central rolle i Pernille Boelskovs seneste krimi, der udkommer på tirsdag i hele landet.

Forfatteren har selv været nede og ligge på bunden af trappen, fordi hun skulle teste, om der var plads til et lig dernede. Det var der. Bornholmerdybet begynder lige dér på trappen. Og det er Agnethe Bohn, der finder liget.

En heldig bloglæser kan vinde en signeret udgave af bogen.

Bornholmerdybet udkom på Bornholm for nogle uger siden. Den udkommer i resten af landet den 28. februar. Omslaget er lavet af Mikkel Henssel.

Jeg har smuglæst, og Bornholmerdybet er endnu bedre end den første i serien Granitgraven, der var en glimrende krimi. Solid research, endnu skarpere dialoger og stadig med kærlige beskrivelser af øens små særegen. Og så disker forfatteren op med et spændstigt plot. Er du til velfortalte krimier uden bloddryppende detaljer a la Eva Maria Fredensborg, så vil du lappe Pernille Boelskovs nye krimi i dig.

Deltag i konkurrencen

Vil du deltage i konkurrencen, så skriv en kommentar under indlægget her, hvor du anbefaler en god krimi. Bemærk, at der kan gå lidt tid, før du kan se din kommentar på bloggen. Jeg skal have din kommentar inden den 3. marts klokken 12. Senere samme dag kan du på bloggen læse, om du har vundet. Hører jeg ikke fra vinderen inden en uge, trækker jeg en ny vinder.

Tak til Pernille Boelskov for at sponsorere en bog til konkurrencen.

PS: Jeg interviewer Pernille Boelskov om Bornholmerdybet på Krimimessen i Horsens lørdag den 1. april klokken 16.20 på Rød scene. Læs mere om forfatteren her

 

 

Vind Eremitten og De savnede af Thomas Rydahl

Er du den heldige vinder, får du en lille hilsen fra Thomas Rydahl i din bog.

Er du den heldige vinder, får du en lille hilsen fra Thomas Rydahl i din bog.

Konkurrence: I årets sidste konkurrence kan du vinde Thomas Rydahls to spændingsromaner om eremitten Erhard, der har bosat sig på Fuerteventura. Forfatteren har signeret begge bøger.

Konkurrencer plejer at foregå her på sitet, men denne her foregår på Facebook. Vil du deltage i konkurrencen om at vinde begge bøger, så hop ind på bloggens Facebookside her og smid en kommentar.

Du kan læse et interview med Thomas Rydahl her. Og her er en anmeldelse af den første bog, Eremitten

Bøgerne er på højkant. Koglen kommer tilbage i haven, og det lille glastræ, min mor har foræret mig, får lov at pynte her i huset måneden ud. Foto: Rebekka Andreasen

Bøgerne er på højkant. Koglen kommer tilbage i haven, og det lille glastræ, min mor har foræret mig, får lov at pynte her i huset måneden ud. Foto: Rebekka Andreasen

Du kan deltage i konkurrencen frem til onsdag den 21. december klokken 14, hvor jeg trækker en vinder. Se på Facebook, om du har vundet.

Tak til Politikens Forlag for at sponsorere bøgerne.

 

 

Anmeldelse: I lige linje af Anna Grue

I lige linje er den syvende Anna Grue-krimi om Dan Sommerdahl. Foto: Rebekka Andreasen

I lige linje er den syvende Anna Grue-krimi om Dan Sommerdahl. Og den er god. Det er en såkaldt hyggekrimi uden blodige detaljer eller vold, der er beskrevet ned til mindste hudafskrabning. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Cykelsport har fået lov til at fylde lidt i I lige linje, der er Anna Grues syvende Dan Sommerdahl-krimi. Forfatteren får sin skaldede detektiv sikkert og effektivt over mållinjen, selvom tempoet er adstadigt og krimisporet smallere end i de øvrige Sommerdahl-romaner. Anna Grue er stærkt kørende.

Dan Sommerdahl er nødt til at sadle om i livet nu, hvor hans unger er store og selvstændige, og hvor han er blevet skilt fra sin kone, Marianne. Desuden skal hans plejekrævende mor på plejehjem. Han har ikke længere den gule førertrøje på og har svært ved at finde vej i terrænet. Reklameopgaver har han ikke mange af, pengene er små, og han føler sig smådeprimeret og melankolsk.

Og nu stopper jeg med cykelterminologi, for bogen handler ikke om cykling, men om at finde nye veje i livet, om adskillelse, tab og opbrud. Og nye begyndelser.

Reklamemanden Dan Sommerdahl er stadig detektiv, men i forfatterens syvende krimi om den skaldede detektiv fra den fiktive fjordby Christianssund et sted i det nordsjællandske, har Dan mere fokus på at løse et mysterium i sin egen familie, end han er interesseret i at følge de begivenheder, der giver politiet med vennen Flemming i spidsen overarbejdstimer. Men ingen Sommerdahl-krimi uden at Dan selvfølgelig alligevel blander sig i politiets arbejde.

Jagten på en morder – og en far

Gennem livet har Dan omgivet sig med mange kvinder. Han har aldrig kendt sin far og beslutter sig pludselig for at finde ud af, hvor de dér gnistrende blå øjne kommer fra. Han aner ikke engang, hvad faderen hedder/hed, og da hans mor på grund af en hjerneblødning ikke evner at tale længere, må Dan Sommerdahl selv grave i sin fortid.

Samtidig dør den lokale fotohandler i et cykelstyrt. Det ligner et uheld, men inden længe er der endnu et dødsfald i byen. Måske der ligefrem er tale om to mord? Derudover har fotohandlerens enke mistet kontakten til sin datter og beder Dan om at hjælpe hende i en svær situation.

Dan Sommerdahl er “the man”

Som krimifreak slugte jeg fornøjet bogen, selvom krimiintrigen ikke er romanens drivkraft, det er derimod Dans behov for at finde sit fædrene ophav. Det er en herlig bog, fordi Dan bare er “the man” og jeg befinder mig uhyggelig godt i hans selskab. Han udvikler sig i denne roman og har noget på spil. Der er ikke længere så meget drengerøv over Dan, og det klæder ham. Anna Grue har i den grad talent for at tegne vedkommende personportrætter og beskrive menneskelige relationer, og hun skriver både humoristisk og skarpt.

Og så elsker jeg, at selvom Dans gravearbejde bringer ham til Oxford i England (aner vi en Oxford-nørd i forfatteren?), så er vi også med på gulvet blandt lokale sosu-assistenter og små erhvervsdrivende i Christianssund, så der ikke går akademiker-krimi i den. Og så er der selvfølgelig et par hunderacer med i bogen – det er jo en Anna Grue-krimi.

Ruten, Anna Grue har lagt for sin detektiv, er balanceret. Og underholdende. Men forbered dig på en knap så tempofyldt tur.

PS: Fik du læst interviewet med Anna Grue, som blev bragt her på bloggen for et par år siden?

PPS: Anmeldelser på vej af Karin Fossum-krimi og domestic noir af Nina Vad Holtum.

Interview med Henrik Brun

Når Henrik Brun er aktuel med en ny krimi, er det blevet en tradition, at bogen udkommer dagen før Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Når Henrik Brun er aktuel med en ny krimi, er det blevet en tradition, at bogen udkommer dagen før Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Ny Ketil Brandt-krimi: Hvad betyder det for opklaringen af en forbrydelse, at den politiske stemning er forpestet, at Europa lukker sig om sig selv, og at lande sviner hinanden til samtidig med, at der er masser af interne stridigheder? Det er spørgsmål, som Henrik Brun har været optaget af i arbejdet med Den polske lykkejæger.

Den polske lykkejæger er titlen på Henrik Bruns nye krimi, og denne gang sender forfatteren sin hovedperson til bl.a. Sverige og Polen. Handlingen udspiller sig i et Europa, hvor økonomien har det skidt, og hvor stridigheder om østarbejdere, social dumping og flygtninge dominerer dagsordenen.

Henrik Brun, forfatter til Den polske lykkejæger, er vild med at være på Krimimesse i Horsens. - Jeg har lige hørt et interessant interview med den svenske forfatter Sofie Sarenbrant. Selvom viskri Sofia

Den polske lykkejæger er den femte selvstændige bog om Ketil Brandt. Som de øvrige bøger er en god del af bogen skrevet på Bartof Café på Frederiksberg.

En dansk fagforeningsboss dør under en blokade mod polsk arbejdskraft i Danmark. Politiet efterlyser en polsk forretningsmand, der straks går under jorden. Selvom forretningsmanden bliver frikendt, fortsætter han sin flugt. Det undrer journalisten og den tidligere krigsreporter Ketil Brandt, der følger i polakkens fodspor for at finde årsagen til mandens desperate flugt.

Det er ikke svært at gennemskue, at det er virkeligheden, der inspirerer Henrik Brun, og i alle bøgerne om Ketil Brandt griber han fat i et aktuelt emne.

“Det er spændende at tage udgangspunkt i noget samfundsrelevant. Rent fortælleteknisk er det fedt, at man kan give historien et ekstra lag, og at læserne kan relatere til noget, der er oppe i tiden. Jeg tror, det er godt for samfundsdebatten, at forfattere blander sig og ser tingene lidt oppefra som modvægt til hurtige medier som Facebook, hvor debatter hurtigt kan gå i selvsving. Som forfatter har man et andet take, forklarer Henrik Brun og føjer til, at man jo også har friheden til at blande fantasi og virkelighed.

Henrik Brun er produktiv. Han debuterede med det første selvstændige bind i serien om Ketil Brandt i 2011. Samtidig med fuldtidsjobbet som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Nu har han skrevet fem bøger om Ketil Brandt.

Den polske lykkejæger er første bog, han skriver som fuldtidsforfatter. Det har bl.a. betydet mere tid til research. Den research, der er så vigtig for ham. For at få detaljer, stemninger og beskrivelser helt korrekte rejser han til de steder, han skriver om. Henrik Brun har bl.a. været i Warszawa flere gange for at researche til bogen.

Jeg kan ikke finde på noget, der er godt nok, hvis jeg blot sidder ved skrivebordet.

Selvom Henrik Brun trækker på sine erfaringer fra mere end 20 års arbejde som journalist, og selvom hans globale udsyn smitter af på hovedpersonen Ketil Brandt, så er der også væsentlige forskelle på forfatteren og den figur, han har skabt.

Som journalist tilstræber jeg at være objektiv. Ketil er en aktivistisk journalist og mere fandenivoldsk. Han kan godt finde på at blive voldelig, og så reagerer han på det, han finder uretfærdigt. Han viger ej tilbage for at involvere sig personligt og blande sig i politiets arbejde.

At være på Krimimesse i Horsens er altid fornøjeligt, mener Henrik Brun, der nyder at møde både læsere, boghandlere, krimikollegaer og forlagsfolk.

– Jeg har netop hørt et interview med den svenske forfatter Sofie Sarenbrant. Selvom vi skriver forskellige bøger og sikkert også har forskellige målgrupper, så var det inspirerende at høre, hvordan hun bygger sine historier op og arbejder med sine karakterer. Jeg blev nysgerrig, og nu har jeg købt hendes seneste bog.

På spørgsmålet om hvorvidt der kommer endnu en Ketil Brandt-krimi, svarer Henrik Brun smilende, at det gør der nok. Og tilføjer: “Jeg skriver dog kun en bog om ham, hvis jeg synes, der er gods nok.”

PS: De øvrige bøger i serien hedder: Den danske lokkedue, Den norske lakaj, Den svenske løgner og Den finske patriot.

Du kan læse mere om forfatteren her

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her