krimi

Anmeldelse: Lucy af Lotte Dalgaard

Anmeldelse: Journalist og forfatter Lotte Dalgaard har udgivet tre spændingsromaner om journalisten Line Lyng siden 2014. Lucy, den tredje bog i serien, er en hurtig- og letlæst spændingsroman, der giver mig lyst til at besøge kanaløen Jersey.

Lucy er netop udkommet på Byens Forlag og er Lotte Dalgaards tredje bog om journalisten Line Lyng.

Lucy er væsentlig bedre end Lotte Dalgaards debutroman Tvillingesagen, der også har avisjournalisten Line Lyng som hovedperson.

Sproget flyder bedre, og hovedpersonen har fået mere fylde og dybde. Dejligt. Og så er det herligt at komme en tur til kanaløen Jersey, der ligger ud for Normandiets kyst, og som jeg ikke har skænket mange tanker, siden jeg så tv-serien Bergerac i slutningen af 1980’erne.

At Lotte Dalgaard også har været begejstret for øen, smitter af på siderne, selvom hun tager os med til bl.a. øens fængsel, som Visit Jersey nok ikke har på programmet.

Som journalist på en nordsjællandsk avis er Line Lyng i gang med at researche til en artikel om et 25 år gammelt uopklaret mord. En lastbilchauffør blev myrdet på en rasteplads, og drabsmanden er aldrig fundet. Samtidig planlægger Lyng en tur til Jersey for at besøge en nordsjællandsk kvinde, der er sigtet for narkosmugling. Kvinden forsvandt fra Danmark, da hun var teenager. Hvad er det, hun er flygtet fra? Og hvad skjuler kvinden? Selvfølgelig hænger de to sager sammen på mærkværdig vis, og plottet har et par elegante tråde.

Line Lyng vejer alt for meget og har tendens til at trøstespise i stedet for at mærke efter, hvad hun føler. Samarbejdet med ekskæresten, der er far til hendes lille datter, fungerer ikke specielt godt, og hun jonglerer konstant mellem job og livet som enlig mor. Line Lyng er helt almindelig og sympatisk. Der er ikke meget actionhelt over hende.

Forvent ikke hæsblæsende action. Lucy er lige så meget en roman om Line Lyngs udvikling og liv, som det er en spændingsroman. Jeg ville gerne have været endnu mere inde i hovedet på Lyng, hvilket også ville have gavnet spændingsforløbet, for det går lidt rigeligt stærkt indimellem. Det havde klædt fortællingen med plads og mere dybde, når der sker noget dramatisk og skæbnesvangert for karaktererne.

Lucy er en letlæst spændingsroman med tryk på roman om bl.a. vold, hævn og tilgivelse.

Nummer to i serien hedder Det svageste led. Læs mere om Lotte Dalgaard her

PS: Filmselskabet Zentropa har købt filmrettighederne til Tvillingesagen, Lotte Dalgaards første bog i serien om Line Lyng.

 

 

 

 

Mød Lisbeth Salanders nye far i København

Ny Salander-krimi: Mandag besøger den svenske forfatter David Lagercrantz København, og du kan stadig købe billetter til arrangementet. Han er manden bag den femte bog i Millenniumserien om Salander og Blomkvist.

David Lagercrantzs Manden der søgte sin skygge, hvor vi igen møder Salander og Blomvist, udkommer i dag i 26 lande. Foto og copyright: Cato Lein.

I dag udkommer femte bind i den såkaldte Millenniumserie om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.  Manden der søgte sin skygge hedder bogen. Stieg Larsson, der døde i 2004, skrev de tre første i serien:

  • Mænd der hader kvinder
  • Pigen der legede med ilden
  • Luftkastellet der blev sprængt

Den svenske forfatter David Lagercrantz fik den ikke helt nemme opgave med at skrive videre på et univers, som millioner af læsere verden over har taget til sig. At Lagercrantz takkede ja til at skrive videre på Larssons storsælgende krimier blev mødt med stor kritik og forargelse. Også forlaget bag, Nordstedts, blev kritiseret.

Men Lagercrantz skrev bogen, og i 2015 udkom Det der ikke slå os ihjel, som jeg bl.a. kaldte:

en kompleks og interessant historie skrevet med respekt for det unikke Millennium-univers, som Stieg Larsson skabte. Som thriller er romanen dog lidt for tung med lange passager om matematik og teknik

Lagercrantzs fritstående fortsættelse af Larssons tre bøger blev en kommerciel succes.

Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at en forfatter skriver videre på en andens værk. Da Lagercrantzs første Salander-bog udkom, blev jeg bl.a. interviewet til P1 om hvorvidt det var gravrøveri at lade Stieg Larssons serie fortsætte med en anden forfatters pen.

Hvis rettigheder, jura, copyright etc. er på plads, mener jeg, at det etisk er helt i orden at bygge videre på Larssons krimiunivers.

Ligesom jeg med kolossal stor fornøjelse ser en ny James Bond-film, der kun løst er bygget på Ian Flemings oprindelige ide. Ej heller er det Walt Disney, der skaber Anders And-historier i dag. Og for nogle år siden skrev den britiske forfatter Sophie Hannah en Poirot-roman. Agatha Christie kunne af gode grunde ikke skrive den.

Om kvaliteten i de nye værker er lige så god som originalerne, det er så spørgsmålet.

I Manden der søgte sin skygge lover Lagercrantz, at vi får svar på, hvorfor Lisbeth Salander har en stor tatovering af en drage på ryggen. Og vi bliver klogere åp skyggerne fra Lisbeth Salanders barndom.

Oplev David Lagercrantz live, når han gæster International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i København på mandag. Find billetter til arrangementet her

PS: Vidste du, at David Lagercrantz har været kriminalrapporter på den svenske avis Expressen? Og at han er søn af den berømte svenske forfatter og nu afdøde kritiker Olof Lagercrantz?

Har du stemt på din yndlingsforfatter?

Yndlingsforfatter: Otte danske forfattere er nomineret til Bog & Ides MARTHA Prisen 2017. Skal Lone Theils, Helle Vincentz, Jesper Stein, Anna Ekberg, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen, Jens Henrik Jensen eller Thomas Rydahl have din stemme?

Her et kig til mine bogreoler, hvor alle otte nominerede forfattere er repræsenteret. Har du stemt på den forfatter, som du mener skal vinde MARTHA Prisen 2017? Foto: Rebekka Andreasen

Indimellem har jeg deltaget i afstemninger om dit eller dat. F.eks. har jeg for nylig stemt til Svend Prisen, en filmpris bestemt af publikum.

Jeg ærgrer mig stadig over, at Ditte & Louise ll, der er blevet vist på DR1, ikke vandt i kategorien Årets danske TV-dramaserie. Jeg er tosset med den serie. Det er ikke en krimi, men der sniger sig også andre genrer ind i mit liv.

Men sandheden er, at jeg aldrig har set en sæson af Badehotellet, der vandt netop den kategori, så kunne jeg egentlig tillade mig at deltage i afstemningen?

Og, indrømmet: Da DR Romanprisen blev uddelt i juni, havde jeg også en mening om, hvem der skulle vinde, selvom jeg ikke havde læst alle de sidste tre bøger, der var tilbage i finalefeltet.

MARTHA Prisen er endelig en afstemning, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige: Jeg har læst alle forfatterne. Og jeg har stemt. Har du?

MARTHA Prisen, som Bog & Ide står bag, blev uddelt for første gang i 1989 til Martha Christensen. Dengang hed prisen Danskernes Yndlingsforfatter, men nu er prisen opkaldt efter den første prisvinder.

Hvert år nomineres otte forfattere. Halvdelen bliver nomineret af Bog & Ides medarbejdere, mens den anden halvdel nomineres af læserne. Mangler din favorit? Så kan det være, fordi din forfatter allerede har vundet.

Vinder en forfatter skal der nemlig gå fire år, før han/hun kan nomineres igen. Michael Katz Krefeld vandt prisen sidste år.

Vil du være med til at bestemme, hvem der skal vinde og hædres til oktober? Du kan stemme her

PS: Der er masser af gode grunde til at stemme på hver af de nominerede. F.eks. har Jesper Stein skrevet den bedste krimi, jeg har læst i år, Steffen Jacobsens krimier er altid hamrende underholdende, Helle Vincentz kan kombinere krimi og storpolitik, så det smager af meget mere, og Thomas Rydahl skriver følsomt, sært og forunderligt og kan noget med stemninger – og geder.

Det jeg vægtede højt, da jeg stemte, var, at forfatteren har et langt og bundsolidt forfatterskab bag sig, og at forfatteren har skrevet bøger, jeg med fryd har kastet mig over gennem årerne, hvad enten karaktererne har boltret sig i Krakow, Esbjerg eller i en skov i det nordlige Jylland.

PPS: Vær opmærksom på, at du melder dig ind i Bog & Ides kundeklub, når du deltager i afstemningen.

 

 

 

Anmeldelse: Djævelens værk af Lotte Petri

Anmeldelse: Velresearchet, interessant emnevalg om bl.a. etik, psykiatri og tro, mørk københavnerkrimi med strejf af noget rigtig godt, men desværre fræser historien alt for hurtigt derud ad og mangler dybde og sammenhæng. Havde jeg kun én sætning til at anmelde Lotte Petris krimi Djævelens værk, lød den sådan.

Det enkelte cover viser en djævlemønt – en sølvmønt, der er en slags bærer af det onde.

Hvor jeg er meget begejstret for danske Lotte Petris krimiserie om lægen Selma Eliassen, så blev jeg aldrig rigtig grebet af forfatterens seneste krimi.

Djævelens Værk er skrevet (eller redigeret) alt for stramt. Så stramt, at jeg som læser i flere situationer ikke kommer tæt nok på bogens karakterer, så jeg forstår, hvorfor de reagerer eller tænker, som de gør. Det går lidt rigeligt stærkt med synsvinklerne i ultrakorte afsnit og kapitler.

Historien skøjter i turbofart hen over isen i stedet for at sætte mere markante og dybe spor.

Indimellem er bogen spændende, og nogle sider vendte sig selv i forrygende fart, men jeg mangler mere dybde i personkarakteristikkerne og bedre sammenhæng i handlingsforløbet for at blive rigtig begejstret.

Men ih, hvor kunne det have været godt. De helt rigtige ingredienser er til stede:

  • Retsantropolog og forsker Josefine Jespersen, der leder et forskningsprojekt, hvor hun skal katalogisere og undersøge knogler fra en gravrydning
  • En sympatisk politiefterforsker
  • En katolsk præst, der er certificeret af selveste paven til at uddrive djævelen i Danmark. Altså en eksorcist.

For at give plads til metrobyggeriet ved Nørrebro i København skal over 1000 skeletter flyttes fra Assistens Kirkegård. Josefine Jespersen har ansvaret for gravrydningen, og en aften bliver arkæologen Rita Magnussen, der er Josefines kollega, dræbt og smidt ned i en åben grav. Med et såkaldt Peterskors ridset ind i kraniet – djævelens tegn. Sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard bliver knogleeksperten involveret i sagen.

Og så er spørgsmålet: Er morderen, der hurtigt slår flere ihjel, sindssyg? Eller måske besat?

Præsten i bogen skelner mellem, om folk er psykisk syge eller besatte ved bl.a. at dryppe nogle dråber helligt, indviet vand på personen. Er han/hun besat er reaktionen voldsom – som var vandet syre. Det lyder vildt, og det er det, men netop den del af bogen er også ret interessant.

Er onde kræfter sluppet løs, fordi skeletterne bliver begravet et andet sted uden et kristent ritual? Læs selv og find ud af det.

Eller kast dig i stedet over forfatterens fire solide og gode krimier om lægen Selma Eliassen.

PS: Lotte Petri er en produktiv forfatter og i gang med en ny krimiføljeton, Black Notice, om en grænseløs seriemorder, som står bag en række uhyggelige mord i Europa. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udkommer senere på året.

 

 

Anmeldelse: Papa af Jesper Stein

Anmeldelse: Mange forfattere har brug for en del struktur i skriveprocessen. Men åbenbart ikke Jesper Stein. Flere gange har jeg hørt ham fortælle, at han skriver intuitivt uden plotskemaer og Excel-ark. Men med en stor lyst til at skrive. Uanset arbejdsmetode så virker det, han gør. I stor stil.

Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understregede Stein på Krimimessen i Horsens i april, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod.

Af en eller anden grund er jeg altid bagud med at anmelde, når Jesper Stein sender en ny Axel Steen-krimi på gaden.

Vi er temmelig mange, der er vilde med hans bøger. Og Papa – den femte bog om strømeren Axel Steen – var på bestseller-listerne inden udgivelsen.

Og jeg ved, at mange af jer trofaste bloglæsere slugte bogen uger før jeg. Nu er jeg klar med en anmeldelse. Endelig.

Er bogen god? Er Papa, som Steins forfatterkollega Thomas Rydahl har æren af at have navngivet – hypen værd? Gu’ er den så. Det er en så gennemført krimi – eller thriller vel nærmere – og jeg er imponeret over, hvordan alting falder i hak, hvordan hver enkel prik er skabt for elegant at bidrage til det store krimipuslespil.

Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi, jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.

Axel Steen arbejder nu som undercoveragent i PET. Han veksler mellem at være sig selv, hvilket ikke er særlig fornøjeligt, far til Emma og bosiddende i København, samtidig med, at han indimellem bor i Amsterdam og udgiver sig for at være en nådesløs og succesrig gangster og våbenhandler med nære forbindelser til bl.a. colombianske narkobaroner – et cover, der skal bringe ham tæt på en russisk mafiaboss i den helt tunge ende.

Axel Steen flygter fra sig selv

At infiltrere et kriminelt miljø er ikke det, der volder Axel Steen fleste problemer. Problemet er nærmere, at Axel Steen føler sig mere fri, mere i live, mere i kontakt med sine følelser, når han er sit kriminelle alias. Når han flygter sig fra selv og er en helt anden. Den uro og rastløshed, han slæber rundt på, kan han delvis tøjle, når han flygter fra sig selv.

Det er smertefuldt at erkende. Samtidig med, at det giver ham en slags rus, så udmatter arbejdet og slider på ham. Og det er slet ikke gnidningsfrit, at den plagede københavnske agent forelsker sig i en kvinde, der tror, han er en helt anden.

Mens Axel Steen i kikset lædertøj lever et farligt dobbeltliv i et miljø, hvor alle er mistroiske, ser sig over skulderen og hvor vold er en selvfølgelighed, har hans tidligere kollega Vicki Thomsen travlt med at efterforske et usædvanligt og næsten Olsen Banden-agtigt kup i en bank, hvor tyve over en weekend tømmer knap 150 bankbokse for værdier.

Jesper Stein er inspireret af et virkelig kup, der foregik i  Danske Bank på Nørre Voldgade i København i 2010, hvor tyve havde proviant med og overnattede en weekend i banken, hvorefter de mandag morgen, da banken åbnede, spadserede væk med udbyttet fra de mange bankbokse.

Vicki Thomsen har ikke kun hyr med opklaringen, men også med sine kolleger. Også Steens ekskone Cecilie får plads i fortællingen, og I Steins udgave flettes bankkuppet fornemt sammen med de hollandske plotråde.

Der er skruet ned for de maleriske beskrivelser af miljøer, tilgengæld er mange scener skrevet næsten filmiske og meget højdramatiske. Jeg tog mig selv i helt fysisk at holde vejret indimellem. Puha, siger jeg bare. Og bogen er stadig så meget Axel Steensk’, selvom København fylder mindre i denne thriller.

Der har været snak om, at de tre første bøger i serien skal filmatiseres – og at første film bliver baseret på tredje bog i serien, Akrash. Rettighederne er i hvert fald solgt til SF Studios.

Jeg er ligeglad med, at enkelte ting sikkert er urealistiske. Altså – en undercoveragent får vel ikke lov til at stikke af fra det internationale team af kolleger, der skal beskytte og overvåge ham, og til at drikke sig næsten bevidstløs og tage stoffer? Pyt. Jeg følger med glæde Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa.

 

 

Anmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Jette Svane har lavet det stærke forsidecover til krimien Jeg finder dig altid af Elsebeth Eghom.

Anmeldelse: Jeg jubler hver gang Elsebeth Egholm giver mig andet end det, jeg forventer: Da hun gjorde Dictes søn til hovedperson. Og sceneskiftet, da forfatteren hev Dicte med til middelhavsøen Gozo i den maltesiske skærgård. Nu jubler jeg igen: Ny hovedperson, ny serie. Og sikke en fornøjelig og forrygende begyndelse. Bogen er knippelgod.

Klokken 02.22 i nat blev jeg færdig med Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm. Med andre ord: Det er en underholdende og effen krimi, forfatteren har skrevet. Og det første bind i en ny serie om den aarhusianske læge Rina.

Der er visse Egholm-kendetegn, der ikke fornægter sig: Der optræder en del hunde i historien (dog en kat hjemme hos hovedpersonen, men det passer også perfekt til figuren), og igen sætter Egholm fokus på et kompliceret mor/datter-forhold.

Jeg ved, hvem De Hviiiie er (AGF), kalder centrum af Aarhus for Midtbyen, og jeg kommer jævnligt forbi Prismet – det 18 etager høje byggeri ved Ceres-krydset i Aarhus tæt på Den Gamle By, hvor forfatteren lader sin hovedperson klatre.

Aarhus som krimiscene

Måske derfor nyder jeg ekstra meget, at scenen er sat i Aarhus og omegn. Egholm får mig til at kigge op og tager mig med til miljøer, jeg kender mindre godt, bl.a. Institut for X ved Godsbanen og en planteskole nord for byen.

36-årige Rina er ikke kun praktiserende læge. Efter en ungdom i et grafitti og street art-miljø, hvor strisser er noget nær det værste skældsord, man kan sige, klatrer hun nu om natten på høje bygninger og sætter sit kunstneriske, anonyme aftryk som den mystiske Private Eye.

En nat styrter en ung mand i døden fra højhusets tag samtidig med, at hun klatrer. Og da Rina kommer hjem til lejligheden på Trøjborg, bliver hun overfaldet af en mand, der truer hende med en kniv. Men hun går ikke til politiet med en anmeldelse.

Inden længe peger politiets efterforsknings-pil på Rina, der bliver forfulgt gennem hele bogen – både af politiet og af en person, der vil dræbe hende.

Egholms nye hovedperson er fascinerende og ret interessant. Rina er rå, sej og i ekstrem god form – en slags superwoman, men heldigvis har hun også en brist: Hun lider af ansigtsblindhed, altså har hun svært ved at genkende ansigter, hvilket ikke sjældent spænder ben for den unge læge. Og så er hun traumatiseret.

Uforløste og tragiske hændelser i barndommen blokerer for Rinas forhold til moderen, og hun er tættere på sin vietnamesiske overbo end sit mødrene ophav. Faderen, en russer med hang til alkohol, er ikkeeksisterende i Rinas liv.

Skrive om og skrive om

Egholm skrottede manuskriptet to gange før bl.a. hovedpersonen faldt helt på plads. Hurra for omskrivninger og gode råd fra især forfatterens kæreste, for Rina har udviklet sig til en kompleks person, jeg med glæde følger i flere bind.

Da efterforskeren Helge Stanek, som også er skabt med hud, hår og dilemmaer, konfronterer Rina, har hun sine egne grunde til at lyve. Og Stanek har sine grunde til at acceptere løgnen. De to er et godt makkerpar.

Det er en krimi om bl.a. moral og etik og om familiehemmeligheder. En gennemført krimi med et skarpt sprog og med masser af tempo, flow og fart. På mange måder en klassisk krimi, men med nye Egholm-ingredienser. Det smager bestemt af mere. Og tjek lige det smukke cover med den klatrende Rina  – den er lige i øjet!

PS: At Elsebeth Egholm bl.a. har skrevet bogen, mens hun var i kemobehandling for brystkræft, er temmelig superwoman-agtigt. Respekt herfra.

 

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her