Året der gik 2019: Så er det blevet tid til at opsummere årets bedste krimioplevelser. Og husk: Jeg har ikke læst/oplevet alt, så selvfølgelig er listen lavet ud fra mine oplevelser.
Årets bedste danske krimi: Faktisk har jeg været meget i tvivl. Men mit valg falder på Vinterland af Kim Faber og Janni Pedersen, der udkom i begyndelsen af året på Politikens Forlag. Om bogen skrev jeg blandt andet: “En laber debutkrimi med mundrette dialoger og en indsigt i politiarbejde og verden omkring os, der gør bogen både skræmmende aktuel og troværdig.” Især portrættet af Juncker, der er den mest interessant af de to hovedpersoner, er fint. I en alder af 58 år flytter politimanden hjem igen til sin demente far, der ikke altid kan genkende ham. En far, som skider i bukserne og går i frostvejr i bare tæer. Som kun er en skygge af den magtfulde kyniske advokat, han var engang. Og Juncker må sorgfuldt se den far, der aldrig har vist ham kærlighed, smuldre for øjnene af ham. Læs hele min anmeldelse her
Årets bedste danske debutkrimi: Når jeg nu ikke kan vælge Vinterland igen, får en anden roman med vinter i titlen æren nemlig Vintermørke af den bornholmske forfatter Birgithe Stender-Jensen, Forlaget 4. til venstre. Om bogen skrev jeg blandt andet: “Vintermørke er en interessant debutkrimi, hvor forfatteren følsomt og fint portrætterer mennesker, der på hver deres måde har slået sig på livet. Der er flere karakterer, man har lyst til at rive ud af siderne og lige give et omsorgsfuldt kram. Karakterskildringerne er en af bogens helt store styrker, og heldigvis er personerne både originale og levende på papiret – eller i ørerne, hvis du lytter til historien.” Har du ikke læst bogen, så tag med til Bornholm vinteren 2010. Læs hele min anmeldelse her
Årets bedste udenlandske debutkrimi: Forsvundet af den svenske forfatter Tina Frennstedt, Gyldendal. Hendes debutkrimi er inspireret af en virkelig hændelse og Forsvundet er første bind i en såkaldt Cold Case-serie. Det er herligt at læse om et stærkt kvindeligt makkerpar, endelig fristes jeg til at skrive, og de supplerer hinanden godt. Hjalmarsson er i offentligheden kendt som superstrømer efter at have løst en kompliceret sag, hun er tænksom og velovervejet, kæreste med en kvinde, hun egentlig ikke er vild med, og så sukker hun efter at få børn med den ekskæreste, hun stadig er forelsket i, mens Erling er hende, der trykker speederen i bund på politibilen, handler før hun tænker, og så er hun gift og mor til to børn og går gerne til heavy metal-koncert. Jeg kan godt lide hele tonen i fortællingen, hvor de store følelser også får plads. Læs min anmeldelse her
Årets bedste oversatte krimi: Her er jeg tilgengæld slet ikke i tvivl. Det er Hun skal leve af svenske Anders Roslund, udkommet på Modtryk. Det er en mørk, dyster, raffineret, stærk, eftertænksom og ekstrem gribende historie med karakterer, der brænder igennem papiret og som virkelig har noget på spil. Roslunds sprog er fantastisk rigt og nogle gange nærmest poetisk – i hvert fald glimrende oversat fra svensk af Inger Kristensen. Jeg er dybt fascineret af Roslunds evner til at fange mig ind i et krimiunivers, jeg slet ikke har lyst til at forlade igen. Imponerende krimihåndværk. Det er saftsuseme årets hidtil bedste læseoplevelse. Og dig, der for nylig sagde til mig, at du ikke orkede “flere fladpandede krimier” (du ved selv, hvem du er) tag lige og læs denne her.
Årets overraskelse: Her bliver jeg nødt til at nævne to ting. Hvordan jeg i årevis har kunne undgå at læse amerikanske Don Winslows bøger, aner jeg simpelthen ikke. 2019 blev heldigvis året, hvor jeg fik taget hul på hans forfatterskab – tak i øvrigt til krimiforfatter Lone Theils for tip. Og ja, en stor overraskelse for mig, at Winslow skriver så fantastisk. Den bog, jeg har læst, er kompliceret, blodig, voldsom, indviklet, men også fabelagtig. Jeg har lyttet til I hundenes vold, der udkom på Klim i 2009, og nu er jeg klar til resten af den amerikanske forfatters Mexico-trilogi om krigen mod narkotika.
Årets anden overraskelse er den svenske forfatter Sofie Sarenbrants Skammekrogen, der er udkommet i år på People’sPress. Sarenbrant er en forfatter, der bare bliver bedre og bedre, og Skammekrogen er en virkelig god, mørk og alvorlig krimi om blandet andet psykisk sårbarhed. Waw, hun kan noget med cliffhangere, den svenske forfatter, der i øvrigt også er blevet kåret som årets krimiforfatter 2019 i Sverige. At bogen var SÅ god var en virkelig positiv overraskelse.
Årets bedste tv-serie: Miniserien Chernobyl på HBO er en af de mest skræmmende og suveræne serier, jeg har set længe. Det er ikke en krimi, men et gysende dokudrama, der bygger på virkelige begivenheder og personer. Dansk/svenske Daniel Dencik har en lille rolle som Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov. Se den og bliv klogere. Og virkelig skræmt. Læs min anmeldelse af serien her
Årets bedste dokumentar: Jeg fik helt ny viden og indsigt i, hvad der drev forfatteren Stieg Larsson efter at have set dokumentarserien Stieg Larsson: Manden der legede med ilden om den svenske forfatter, der ikke nåede at opleve sin egen forfattersucces. Han var en ihærdig arbejdshest, der viede sit liv til at kortlægge nazismen og højreekstremismen i Sverige. Til allersidt i dokumentaren bliver Stieg Larsson i et interview, optaget kort før hans død i 2004, spurgt, om demokratiet er truet. Han svarer: »Ja, demokratiet er altid truet. Demokrati er ingen selvfølge, men noget man skal arbejde for konstant. Hver ny generation skal finde interesse for at forsvare demokratiet. Demokratiet er ikke et stabilt system, så ja, demokratiet er truet. Størstedelen af Europa er i dag demokratisk på en eller anden måde, men vi ved ikke, hvordan det ser ud om 20 år.« Kan ses på C More. Læs min anmeldelse her
Årets podcast: Den danske seriemorder af journalist og tidligere efterforsker Sebastian Richelsen. Jeg har et lidt ambivalent forhold til true crime-genren, fordi det ikke er fiktion, men netop virkelighed med alt hvad dertil følger af tragedier og etiske spørgsmål. Men genren fascinerer også, måske fordi jeg søger svar på noget, der virker fuldstændig ubegribeligt. I netop Den danske seriemorder, der går tæt på den såkaldte Amagermanden, fisker Richelsen nye informationer frem og giver ny indsigt og perspektiv. Og han behandler stoffet sobert og respektfuldt. Så gider jeg godt lytte til true crime.
Årets krimiarbejdsopgave: Jeg har været så heldig at interviewe utrolig mange spændende, kloge, dygtige og sjove forfattere i årets løb. Det var interessant at møde Camilla Läckberg i Stockholm lige inden hendes første bog i serien om Faye udkom. Det blev blandt andet til en snak om at have lyst til at skrive om en moderne hun-djævel. Læs hele interviewet med Camilla Läckberg her
Det var også spændende at interviewe den 73-årige amerikanske bestsellerforfatter Dean Koontz, der på en telefon fra hjemmet i det sydlige Californien fortalte, at litteratur tidligt fik en afgørende betydning for hans liv og åbnede verdenen op: »Jeg havde en svær barndom med en voldelig far, der drak. Ved at læse bøger fandt jeg ud af, at der var andre måder at leve på.« Koontzs bøger er solgt i over 500 millioner eksemplarer! Læs hele interviewet her
Men, men, men….. Årets bedste arbejdsopgave for mig personligt var at interviewe Jo Nesbø, der var på besøg i København i foråret i forbindelse med udgivelsen af Kniv – den 12. krimi i serien om Harry Hole. Jeg er megafan, så det var kæmpestort for mig at få lov til at interviewe den norske forfatter. På et tidspunkt tog Jo Nesbø en dybdegående psykologisk test, der afslørede, at han lå midt på skalaen på alle parametre, bortset fra et: fantasi. »Den lå så højt, at havde jeg scoret højere, så var jeg sikkert blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er vel det eneste, jeg har, som er lidt ud over det sædvanlige,« siger Nesbø i interviewet, som du kan læse her
Årets tale: Jamen det MÅ være den skønne tale, som Lotte Hammer leverede til sin bror og medforfatter Søren Hammer på Gyldendal i forbindelse med udgivelsen af søskendeparrets 10. og allersidste krimi om Konrad Simonsen og co. Du kan læse den sjove og kærlige tale her
Årets sjoveste bloggeroplevelse: Da Sara Blædel og Politikens Forlag i november inviterede på bustur rundt i Louise Rick/Sara Blædel-land på Midtsjælland og samtidig tog os med tilbage til 1995, hvor dele af Blædels seneste Louise Rick-krimi Pigen under træet foregår. Der var TLC’s Waterfalls i højtalerne, mens vi kørte forbi bl.a. Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde og også besøgte restaurant Malerklemmen i Borup, hvor Sara Blædel kom som ung, og som også er nævnt flere gange i romanen.
PS: Det allerførste blogindlæg skrev jeg her på bloggen i oktober 2012, så Vildmedkrimi.dk har rundet syv år. Syv år med krimiguf – tænk engang. Mange af jer læsere har været med helt fra begyndelsen. Tusind tak.
Skønt og inspirerende indlæg 🙂 Og så er jeg monstermisundelig over at du har mødt Jo Nesbø…. Håber virkelig at hans fantasi rækker til at komme til Fængslet i Horsens engang <3 <3